ANTI-FRAGILE… en misforstået machokultur
Kære alle,
Den oplevelse jeg har med mig fra min tid i politiet. Den oplevelse jeg for altid kan huske. Hver eneste lille detalje af. Den har med en familie tragedie og drab at gøre. Eks-konen. Deres fælles barn. Der er lavet en TV2 dokumentar over sagen. Det er den eneste gang i politiet, at jeg har oplevet, at blive skånet for opgaver på gaden. At der blev taget hensyn. Selvfølgelig kom det fra en af de bedste vagtchefer jeg har arbejdet under, Per Bennekov. Dengang forstod jeg det ikke. Hensynet. Vi skulle jo videre. Jagten. Det selvom, da jeg kom hjem den aften og i dagene efter. Lang tid efter. Havde jeg svært ved, at sige godnat til mine unger.(Min yngste havde samme alder) Jeg stod i lang tid og bare kiggede på dem. Fyldt op af følelser. Følelser jeg forsøgte at gemme væk. Pakke væk. Flygte fra. Følelser jeg ikke kan beskrive. For jeg forstod ikke. Den kemi, der strømmede gennem mig og gennemsyrede mit sind og krop.
Ja. Vi var til debriefing. Ja. Jeg havde et par samtaler med en psykolog. Det husker jeg til gengæld ikke tydeligt. Det var en fucked up sag, hvor alt gik galt. Vi snakkede om den. Bare ikke på den måde, jeg i dag ved jeg havde brug for. Dengang. De andre følelser. På den modsatte side af skalaen. Det der ikke er macho. Sårbarheden. At vi også skal hjem til en familie. At den her sag. Denne oplevelse. Er en af rigtig rigtig mange. Og igen. Jeg har ikke oplevet mere end andre politifolk. Jeg kender flere med de mest vanvittige oplevelser. Forestil dig noget af det værste. Det har de/vi oplevet!
Der er en macho kultur. En misforstået macho kultur. Der opstår blandt de yngre betjente. De føler de er usårlige. Ligesom vi gjorde. Som mig selv. Jeg kan ikke fortænke dem i det. Jeg er ikke sikker på, det er et emne, der bliver talt om. Machokulturen. Fortalerne for den kultur er oftest dem vi lytter til og følger! De dominerer. Sætter en dagsorden. Så der bliver lukket i. Ellers bliver du presset ud. Af fællesskabet.
Det er desværre en kæmpe fejl og misforståelse. Jeg ved godt, at de ikke er lydhøre. De unge. Og mange af de “gamle.” Men. Så må vi få deres opmærksomhed. Tale ind i den kultur på en anden måde… Så de ikke kun bliver lavet af hærdet panser. Som mange af os. Indtil vi ikke var det mere!
Ordet skrøbelig. Fragile. Hvad er det modsatte? Robust? Hård? Et panser? Er de ord, der oftest dukker op. På min egen rejse de sidste 5-7 år, har jeg erfaret, at jeg var blevet skrøbelig. Enormt skrøbelig. Sårbar. Samtidig var jeg også hård. Robust. Der var i starten ikke rigtig nogen mellemvej. Vi vil nok sige, at en politimand/kvinde er kendetegnet ved at skulle være robust. Det er på sin vis rigtigt. Såfremt du også lærer den modsatte ende af skalaen at kende. Sårbarheden. Skrøbeligheden. Min erfaring er, at det er herfra vi kan lære og vokse. Som menneske. Finde ud af, hvad det handler om. At have en diagnose. Være menneske. Far. Mand. Kollega. Kammerat. Kan vi arbejde i begge ender af skalaen. Hvad får vi så? Balance? Måske ordet “anti-fragile” Ikke robust. Ikke hård. Ikke kun skrøbelig. Ikke kun sårbar. Herfra kan vi lære af livet. Når det rammer os hårdt. I uniformen. Hjemme hos familien. Så har vi muligheden for at rejse os igen.
Det kommer af åbenhed. Kommunikation. At der er nogen der tør gå forrest. Vise vejen. At lukke i. Ikke tale om lortet. Gemme det væk. Pakke det væk. Lagre det i kroppen. Den tid er forbi. Går der først hul, så kan du blive revet i stykker indvendig… flået fra hinanden!
Arbejder vi med begge dele. Så kan vi tage ud og jagte banditter. Vi kan bevare den kulsorte humor. Vi kan gøre det, vi drømmer om livet i uniformen er. OG vi kan tage hjem til familien. Kæresten. Være alene. For vi arbejder med det, der opstår i os….
Hvad sker der. Når noget hårdt. Noget robust. Et panser. Bliver skrøbeligt? Der opstår sprækker… går i stykker. Falder sammen. Bryder sammen…
“Noget er på vej…” —- Minds of 99
Kh Chr