GRACELAND

“I pressed my forehead to the floor, and prayed for a trapdoor,

I’ve been here many times before,

But I never made it to Graceland” — Florence and the Maschine “Morning Elvis”

Kære alle,

Slutningen af året er for mange tid for et tilbageblik. Stille spørgsmål. Hvordan er det gået? Hvad har jeg opnået? Opnåede jeg det jeg ønskede? Hvad forhindrede mig/ begrænsede mig? Hvad kan jeg gøre bedre fremover? Nye ønsker/drømme i det kommende år? Kort og langsigtet.

I år kigger jeg lidt længere tilbage. Den tid der er gået, siden jeg blev afskediget fra politiet og til i dag. Bare rolig… jeg har valgt at skrive om, hvad jeg har “lært” de seneste år. De vigtigste dele af begyndelsen på et nyt liv:) I tilfældig rækkefølge. Det er et nyt liv. En anden måde at “tænke” på. Se mig selv på. Mennesker. Naturen. Det er en evig rejse, et eventyr, uden et endeligt og egentligt mål. Jeg ved ikke, hvad livet byder på imorgen. Jeg kan gøre mit bedste på at forberede mig. Jeg kalder det, at “deltage i livet”.

Ord & Tanker: Skrive om mine tanker. Sætte ord på. Opdage nye ord. Opdage tekster. Tage dem ud af papiret og ind i mit liv. Ordene får først liv, når de bliver til en handling. Tankerne er en af de allerstørste forhindringer og begrænsninger i livet! Tankerne kan virkelig bringe mig på en rejse langt langt væk fra, hvem jeg er. Min sandhed. Det arbejde har åbnet op for kreativitet. Fantasi. Nyt liv.

Værdier: Et flydende og dynamisk værktøj. At leve ud fra. Det giver mig en tryghed og tillid til, hvem jeg er. Hvordan jeg taler til og ser mig selv. Hvordan jeg møder andre mennesker.

Valg: Træffe et valg er med til at bryde mønstre og gamle vaner. Uhensigtsmæssige vaner. De veje jeg tidligere har valgt. Der førte mig derhen, hvor jeg sårer andre. Derhen, hvor jeg er for meget et sted, fx. styret af mine følelser. Her opstår ubalance. Træffe valg = nye veje. Nye erfaringer. Nye oplevelser. Samtidig mister jeg på vejen store dele af usikkerhed, tvivl, vrede, magtesløshed. Og ikke mindst grunden til at dømme mig selv.

Lave Fejl: Yes… det er ok at fejle. Det er ok at søge perfektionen. MEN, jeg ønsker at lære af mine fejl. Når jeg fejler. Så begynder jeg forfra. I de små og store dele af livet.

Fællesskaber: Den ensomme ulv er færdig… Den har brug for at søge hjælp. De seneste år er smukke og rørende fællesskaber opstået. Gamle er genopstået. Det handler om inspiration og motivation. Støtte. Vi giver og vi modtager.

Identitet: Jeg er! Jeg er ikke en titel. Et bestemt erhverv. En uniform. Jeg er ikke en anden. En spejling. Jeg er ikke, hvad andre synes jeg skal være. Hvad de tænker om mig, definerer ikke, hvem jeg er. En dælens svær øvelse!!

Struktur: Frihed gror ud fra en struktur. En dynamisk struktur. Daglige “rutiner”. Et fundament. Dybe rødder. Det er søvn/dyb hvile, meditation/stilhed, bevægelse, skrive, vejrtrækning og kolde bade. Det er ikke rigidt! Det er vigtigt. Friheden forsvinder fra strukturen, hvis det bliver rigidt.

Bevidsthed, Nærvær, Lytte & Observere: En bevidsthed om at livet flyder afsted. En bevidsthed om, hvad jeg kan kontrollere - og hvad jeg ikke kan kontrollere. Nærvær, særligt overfor min familie. Lytte og observere, når andre taler. Det kan der komme rigtig meget spændende og lærerigt ud af.

Der er en sammenhæng. De enkelte dele krydser ind over hinanden på kryds og tværs. Hvis jeg stiller mig i midten af det hele, er det et godt sted at være. Det kræver ikke meget, at være til:)

Teksten øverst rørte virkelig noget i mig. I lang tid befandt jeg mig udenfor mig selv. Og væk fra min familie. En adskillelse jeg i tidligere tekster har skrevet om. I glimt så jeg. Mig. Min familie. Jeg nåede bare aldrig derhen.

I dag er jeg nået til “Graceland”

KH CHR

PS. Hvad har du lært de seneste år? Er det noget du er opmærksom på og tænker tilbage på? Skriver ned måske? Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du gør! Tusind tak.

Forrige
Forrige

Den syge betjent… fra solnedgang til morgengry

Næste
Næste

RISTEDE LØG - en lille juleaften