Politifolk græder ikke…

Kære alle,

Det sårer mit hjerte dybt, at møde, se og høre så mange politifolk fortælle, hvor svært de har det! Hvor meget der ligger på lur i dem. Oplevelser. Og dem er der mange af. Jeg har herinde delt nogle af mine historier fra tiden i uniformen. Mine historier er på ingen måder unikke eller særlige. Alle politifolk har vilde historier. Dem der er sjove at fortælle. Men også dem, der kravler ind under huden. Det værste. Det ingen ønsker at se og opleve. Det vi ikke forestiller os foregår i vores lille land. Udadtil er der styr på det. Livet. Arbejdet i uniformen. Stiller du de rigtige spørgsmål er jeg dog overbevist om, at der indvendig, bag facaden udspiller sig noget helt helt andet. Et kaos.

To gange i år har jeg besøgt en politistation. Aarhus og Randers. For at fortælle min historie. Som jeg igen bliver nødt til at slå fast… ikke er en særlig historie! Jeg har dog valgt at skrive og fortælle om den. Det er måske særligt. Fortælle om det rigtig mange politifolk går med. Indvendig. Sætte ord på det, der ikke bliver talt så meget om. Følelser. Familien. Oplevelserne. Nå, men i Randers blev der virkelig stillet spørgsmål. Direkte. Udfordrende. Som jeg ikke kunne svare ret godt på. Det var ikke min egen fornemmelse. Det ligger som noget uafsluttet i mig. Spørgsmålene handlede generelt meget om symptomer. Hvad jeg kunne have gjort anderledes? Jeg kan ikke huske formuleringerne præcist. Men min oplevelser er at jeg jo ikke kan give et svar! Svar på, hvad de skal gøre. Fakta er, at jeg ikke så det komme! Der var heller ikke andre, der så det komme! Men. Der var heller ikke nogen mulighed for at opdage, at jeg var på vej ned i et dybt sort hul. OG. Det er her hele problemet ligger! Ansvaret ligger også hos mig selv. Men, jeg var blind. Naiv. Jeg havde brug for hjælp!

Politifolk er usårlige. Udødelige. Kan alt. Hele verden ligger for fødderne den dag politiskolen bliver erobret. For langt de fleste bliver det rigtig hurtigt virkelighed, når livet på en politistation begynder efter første skoleophold.(jeg kender ikke undervisningsformen i dag og hvordan de unge betjente bliver forberedt på livet på gaden) jeg ved dog, at de færreste unge betjente hører, hvad “de gamle” fortæller dem. De vil på gaden og gøre det, de bliver nogen af verdens bedste til. Men. Når du først har smagt på det liv. Ja, så vil du have mere. Opleve. Erfare. Lige der. I livet findes der ikke andet. END POLITIET. Sådan var det for 25 år siden og sådan er det også i dag.

Hvad gør vi for at beskytte de unge betjente i dag? Passe på dem?

Der er fuldt tryk på de første år. Som i fuldt tryk på. Efter måske 10 år, er du brugt op. Fyldt op. Du står måske endda det sted i livet, hvor du skal stifte familie. Så bliver det pludselig for alvor, alvor. Der sker et skifte indvendig. Pludselig dukker der noget sårbart op. Der er virkelig noget at miste. Er det noget der bliver talt om? Familien! Kombinationen. Hvordan du kommer hjem til en familie efter en dag i uniform?

Hvad havde jeg brug for? Dengang? Er der noget, der ville have gjort en forskel? For mig?

Det bliver jeg mere og mere overbevist om, at ja det er der!(nedenstående er ud fra min egen erfaring de seneste 3 år. Arbejdet i grupper/cirkler der følger hinanden gennem længere tid kan virkelig noget helt særligt)

Som samfund har vi en forpligtigelse til at skabe de rette rammer. Et politiliv er ikke kun et liv i denne her ekstremt maskuline kultur. Det er også følelser. I den grad. Det er samfundet. På godt og ondt. Det er tragedier. Ødelagte familier. På begge sider. Det er terror. Ja, der er en vis portion politifolk skal kunne “tåle.” For mig er det udtryk forældet. Politiet følger ikke med tiden. Jeg er desværre alvorligt bekymret for dem, der hver dag iklæder sig den blå uniform! Det sitrer og dirrer lige under overfladen.

For alle politifolk. Ja. For alle. Skal der oprettes grupper af ca. 10-15. Et mix fra de forskellige afdelinger. Unge og gamle.(Tror jeg) Politiet skal have et lokale udenfor stationerne. Hvor grupperne kan mødes 3-4 gange om året. Supervision. Med en “mødeleder” eller facilitator, der kender politiet og politifolk indgående.(Traumeterapeut) En gruppe, hvor der skabes tillid og tryghed. En gruppe uden tabuer. En gruppe, der følges ad i flere år. Mange år. Med de udfordringer, der nu er, i så stor en butik som politiet. De unge skal med lige fra første praktik. Med det rette koncept kan der fint skiftes ud løbende. Skabelsen af sådanne grupper vil sprede sig til hverdagen på stationerne. Der vil opstå en helt anden åbenhed overfor det, der er svært. Ikke mindst så ville sådan en som mig blive opdaget i tide… det er jeg overbevist om. For vi/jeg kan ikke selv se det!!

Samtidig er jeg overbevist om, at det at blive bevidst om, hvad der sker indvendig vil give en helt helt anden tilgang, en balance, til livet i og udenfor uniformen. Robusthed. Igen et forældet ord. Nej. Forståelse. Bevidsthed. Anderkendelse. Kommunikation. Ansvarlighed. Respekt. Ærlighed. Mental styrke. Kraft. Accept. Tillid. Opbyggelse af personlige værdier.

Ja det koster formentlig rigtig mange penge. Men, hvad er mest værd?

Politifolk græder… de viser det bare ikke!!

KH Chr

PS. Denne tekst er mine tanker og “overbevisninger” Det er ikke en konkret generalisering og mange vil nok være uenige. Jeg synes, det er et vigtigt emne, der skal have meget mere fokus.