ALT ER MULIGT…

Kære alle,

Januar måned er ofte en sejtrækker at komme gennem. I år ingen undtagelse. Med masser af regn og rusk. Ikke så meget det smukke vinterlandskab og frost. For mig har det været meget anderledes. Januar er fløjet afsted. Og nu med en stærkere tro på, at alt er muligt… indenfor de rammer jeg navigerer efter:) Så. Hvad er der sket?

Jeg har været på skitur med 4 af de gamle strisser-drenge. Nogle af de bedste… for mig! Holm, Jesper O. og Humer. På hver deres måde. Dygtige skiløbere. Dygtige betjente. Gutter jeg har et helt særligt forhold til. Måske du tænker, hvorfor skrive om en skitur? Jo, vi skulle til Val Thorens og arbejde. Om aftenen og ud på natten. Skiløb om dagen. En super optimal løsning. Under “normale” omstændigheder.

Turen blev for mig en mulighed for, at kaste hele min struktur langt væk og se, hvad der så ville ske. Hvor det evt. ville føre mig hen. Mentalt. Fysisk. Min søvnrutine. Mit fundament. Vejrtrækning. Kolde bade. Skrive. Bevægelse og træning. Meditation. Det hele. Følge med på lige fod med de andre. Uden hensyn.(de vil nok sige noget andet… at de har taget hensyn:) Før afgang pressede det mig meget med søvnen. Den er nr. 1 for mig. Uden den fungerer det andet ikke. Overskud og balance ryger. Min bevidsthed og vågenhed omkring de gode valg ryger. Det samme med inspiration og motivation. Tankerne styrer mig mere end omvendt. Evnen til at lade dem passere. Stoppe op og vælge nye veje. Der skal ikke mange nætter til… Samtidig skal vi bo 4 x flotte mænd i en lille fransk lejlighed.

Hvad sker der, når balance og overskud ryger? Undersøge og udforske mit ubehag. Mine grænser. Hvor de går i dag?

På tidligere skiture har jeg mærket et kraftigt ubehag. Blevet bjergtaget. Når jeg har stået på en bjergside og kunnet kigge dybt ned i dalen. Se de overvældende bjergsider på den modsatte side. En følelse af at svæve. Falde i dybet. En trang til at springe ud i intetheden. Det var jeg spændt på, hvordan det ville føles og opleves. Jeg har ikke været på ski siden 2015… Jeg ved, at er sneen til det så søger vi I off pisten. Skiløbet er intenst.

Nu er det ikke en rejsebeskrivelse, men vi fik det ypperste fra begge ender af skalaen. Masser af sne de første dage. Snestorm. Overskyet. Tåget. Alt står i et. Dårligt sigte. Men god sne. Og så de sidste dage med høj sol og det bedste puddersne. En kæmpe legeplads og et enormt område, vi kunne lege i. Det gjorde vi så:) De vildeste dage.

For mig gik det godt indtil torsdag eftermiddag! Dybt taknemlig for vores fællesskab. Humoren. Skiløbet. Vores særheder. Masser af grin. Kærlig hån og drillerier. Lige som det skulle være. Jeg nød endda udsigten. Bjergsiderne. Bjergmassiverne. Fællesskabet. De gode samtaler undervejs.

Her ved tasterne. Foran brændeovnen. Hjemme. Trygt og godt. Min struktur er tilbage. Med ny motivation. Ny indsigt. Her er det tydeligt, hvad der skete! Jeg havde bevæget mig ud i den ene ende af skalaen. Der, hvor det er sjovt at være. Spændende. Fuld fart på. Alt det fede. Men. Med dårlig søvn. Uden bevidsthed. Nærvær. For mig… bare køre på. Ganske langsomt begyndte tankerne at snige sig ind på mig. Bjergene ændrede sig. Blev farlige. Ubehaget luskede rundt om mig. I mig. Torsdag eftermiddag var jeg mættet. Overvældet. Brugt. Dog også brugt på den fede måde. Dagen havde været den vildeste legeplads jeg aldrig glemmer.

Fredag tog jeg med ud på ski, men kørte retur til lejligheden efter kort tid. Bare at stå på toppen af bjerget. For enden af liften. Var nok. Rigtig meget af det jeg de seneste år har arbejdet med dukkede op. Jeg kunne ikke arbejde med det. Jeg forsøgte at flygte, hvilket ikke er en god løsning. Selv det at køre ned ad den blå piste var svært. Panik og frygt. Svaghed. Dømmende tanker. Mentale forhindringer og begrænsninger. Ikke meget brugbart…

I lejligheden. Ro. Til at vende tilbage. Vejrtrækningen. Sidde med det, der var i mig. Overgivelse. Accept. Ganske langsomt lade ubehaget passere. Et koldt bad. Gennemgå dagene. Blive opfyldt af taknemlighed. Blive rørt. Det var det her jeg søgte efter. En grænse. Og hvad der evt. ville ske! Den fandt jeg. Og det der kom frem var genkendeligt.

Det er spændende at undersøge. På trods af ubehaget. Det var et bevidst valg fra min side, inden vi tog afsted. Undersøge. Erfare. Opleve. Forstå.

Jeg har en grænse. Den fandt jeg. Ved at køre på. “Hovedløst”. Uden at have mig selv med. Fuldt bevidst. For mig en kæmpe forskel. Erfaringen:

• søvnen er nr. 1. Ikke til forhandling:)

• pauser/tilbagetrækninger i løbet af dagen. Næste tur tager jeg en halv dag midt på ugen. Eller en nuldag. Hvad jeg har brug for.

• Åbenhed og kommunikation. Bruge de andre. Være ærlig. Søge støtte. Jeg ville ikke være en begrænsning for de andre!

• modet til at tage afsted. Opsøge og udforske ubehaget. Tage på eventyr. I en ikke så fjern tid ville jeg have sagt nej uden dybere overvejelser.

• Fællesskabet. Relationer. Jeg er dybt taknemlig for at gutterne spurgte om jeg ville med!!

• rykke mine grænser. Søge det ukendte. Lade mageligheden drage videre.

• det er tankerne det handler om. Når balance og overskud forsvinder buldrer de frem. Det jeg har med mig, er en del af mig. Selvom jeg har arbejdet intenst de seneste år. Det forsvinder ikke… den accept er rigtig vigtig.

• være passager eller deltage i livet blev enormt tydeligt. Som passager er der ikke meget liv!!

  Tusind tak for turen Morten Holm, Jesper Olesen og Rene Humer. Det var episk, magisk og legendarisk:)

Kh Chr