At omfavne uhyret… og overleve:)

Livet er virkelig forunderligt vidunderligt… Hvordan et valg. Handlinger. Over tid. Kan føre til smukke samtaler. Til en forespørgsel. Et nyt valg. Bevidsthed. Vågenhed. Nærvær. Et kæmpe skridt ud i det ukendte. Men samtidig noget genkendeligt. En for evigt lukket dør, der nænsomt bliver åbnet op igen. Usikkerhed. Tvivl. Frygten for, hvad der dukker op på den anden side. Som i eventyret, hvor “helten” på sin rejse endelig vender sig om og kigger på uhyret, der har jagtet ham/hende intenst gennem hele fortællingen. At eventyret. At rejsen. I dag. Ender i en kærlig omfavnelse.

Jeg valgte at skrive om livet som politimand. Om familien der lever med på sidelinjen, med alt, hvad der følger med. På godt og ondt. Det har jeg skrevet om gennem et stykke tid. Det har medført samtaler om genkendelighed hos mange tidligere og nuværende politifolk. At der er blevet sat ord på det mange har gået med indeni. Uden selv helt at kunne udtrykke det. Særligt Lasse - en af de gamle svende, en af de helt specielle fra tiden i Aarhus - har jeg haft mange og lange skriftlige samtaler med. Lasse kom sidste år med en forsigtig og kærlig forespørgsel. Om jeg havde mod på og lyst til, at komme ind på politigården og fortælle min historie for efterforskningen. På deres månedlige møde. Datoen den 26/1-23. 1½ time.

Jeg har ikke været på Aarhus PG siden 2015. Siden jeg forsøgte at starte op igen efter 6 måneders sygemelding. Siden PTSD diagnosen. Den bygning jeg ikke kunne kigge på, når vi kørte forbi. Gik forbi. Uden svedeture. Uden voldsomt kropsligt ubehag. Uden destruktive tanker. En dør jeg lukkede og forseglede. For evigt. Indtil nu. Politigården. Med alt, hvad det indeholder. Repræsenterer. Er mit uhyre. Mit monster. Men også et liv, jeg på ingen måde ville have undværet!

Det er oprigtigt svært at finde ordene! I dagene op til var jeg træt og brugt efter en skitur, der krævede mange ressourcer. Jeg var ved at finde tilbage til min daglige struktur. Min træning. Samtidig med et væld af minder. Frygt. Frygten for at fejle. Tvivl. Vanvittige forestillinger. Tanker. Den indre stemme. Om sammenbrud. Nedbrud. Stå der. Helt afklædt. Nøgen. Mødet med mennesker, jeg har en helt helt særlig relation med. Oplevelser. Gennemlevelser. Opgaver. Mennesker jeg ikke har set i 6-8 år. Skyllede ind over mig.

Det er helt igennem vanvittige forestillinger, der kan opstå i os. Hvor mange af dem bliver virkelige? Uendeligt få… Heldigvis:)

Om morgenen. På dagen kunne jeg godt fornemme en sårbarhed. Et for højt spændingsniveau. Jeg fløj frem og tilbage mellem begge ender af skalaen. Uden ophold i midten. Uden momenter af ro og balance. Jeg fik flere sms’er fra nogen af de gamle. Ditte. Holm. Kærlig støtte. Kæmpe betydning. Tusind tak.

Herunder er mine valg/redskaber for morgenen: (dagen før under min forberedelse, skrive mine tanker/forestillinger ud af hovedet. Ned på papir)

• identificere tankerne/forestillingerne

• 12 min. meditation med fokus på at lade tankerne passere. Arbejde med de ikke styrer mig og løber løbsk.

• 10 runder Box Breathing, 4 sek. indånding - 4 sek. vejrhold - 4 sek. udånding - 4 sek. vejrhold

• Undervejs i bilen arbejde med at forlænge min udånding. Den lange udånding der beroliger, dæmper nervesystemet.

Træde ind gennem dørene til PG. Som gæst. Mødet med Bente og Lasse. Det var helt ok. Det var dejligt at se dem. Bevæge mig gennem PG over til auditoriet. Hilse på flere af de gamle kolleger. Det var ok. Jeg var med i det. Ligesom køreturen ind. Det var helt ok. Jeg var spændt. Glimt af at glæde mig:) Hvem kommer jeg til at møde? Dukkede frygt, tvivl osv. op. Forsøgte ubehaget at tage over. Fokus på den lange udånding!!

Auditoriet. Fyldt. Stort set kun kendte ansigter. Det sted, hvor jeg har siddet til hundredvis af mønstringer. Et rum der indeholder så mange historier. Korte blikke. Smil. Nik. Trygt. Tillid. Omsorg. Fra folkene i lokalet. Kort præsentation. Lidt famlende start:) Nervøs. Den her indvendige rysten. Dirren. Har jo fortalt min historie mange gange… blot ikke foran et publikum. Det her. Publikum. Stedet. PG.

Undervejs. Mange spørgsmål. Gode spørgsmål. Direkte. Mere en samtale. Fedt. Flere gange berørt. Det er godt. Undervejs. Er i samtalen. Mere ro. Fokus. Mere naturligt. Er med. Jeg er med. Vi går lidt over tiden. Til slut. Omfavnelser. Kærlige dunk. Blikkene. Der mødes. Vi ser. Hinanden. Det er godt. Samtaler. Bagefter. Glad. Overvældet. Lettet. Stolt.

Får hilst på Ludvig. En af de bedste køremakkere! Har ikke set ham siden. Det var dælme fedt… Kragh det samme!

Frokost i kantinen med Bente og Lasse. Den havde jeg ikke lige set komme:) at jeg ville blive hængende!

Døren har været åbnet på klem for lidt over 1 år siden. Rammerne var ikke de rigtige for mig dengang. Jeg har været på stationen i Aarhus Vest. Men. Det var en helt ny station og ikke genkendeligt for mig. Min historie. Det her. Noget helt helt andet. Men. To personer. Jimmy og Lasse. Der har modet. Til at spørge. Række ud. Maja fra Thin Blue Line det samme. Det er vigtigt for mig, at få med!

Ordene er svære at finde. De ord, der kan beskrive, hvordan jeg har det? Hvordan fornemmelsen er? Men. Det var en uforglemmelig dag! En helt særlig ro. Har den seneste uge forplantet sig i alle afkroge af mig. En styrke. En tro. Jeg er ikke røget i et sort dybt hul. Det hul jeg kender så godt. Jeg har ikke været i nærheden af det hul. Det har ikke fyldt i mine tanker. I min bevidsthed. En underlige følelse af at komme hjem, følger mig i stedet for. Mødet med uhyret. PG i Aarhus. Blev en kærlig omfavnelse. Et uhyre jeg godt kan mødes med igen. Det har mistet en stor del af det farlige. Det voldsomt ubehagelige. Ofte kan jeg være hurtig til at dømme. Nedgøre. Når jeg har opnået et eller andet. Hurtigt er der et nyt mål. Næsten med det samme. Det er heller ikke tilfældet her.

Jeg er enormt glad. Jeg vendte hjem. Jeg omfavnede uhyret. Jeg overlevede:) uden dybe sår. Men en heling er begyndt. I mig.

Tusind tak til jer alle…

KH CHR

PS. “If you see something you like, don’t pull! If you see something you don’t like, don’t push! Eventually if you pull, at one time it will move away from you. If you push at one time it will come back to you. 

“Nothing stays the way how it is! Success never stays success, because success is based upon failure.”  —- Shi Heng Yi, Shaolin Master