Hold ud… det gælder livet

Jeg var rigtig rigtig god til at holde ud - indtil jeg ikke var det mere. Holde ud er at ignorere kroppen og dens signaler. Vores krop snakker til os. Kroppen forsøger, at fortælle os, at vi skal lytte.

Allerede nu ved jeg, hvor denne tekst vil ende. Nederst på siden ender jeg der, hvor jeg altid gør. Med min daglige træning: Meditation, kolde bade, bevægelse, vejrtrækning og min skriveservice. Det er godt at vide, at jeg ender der:) Struktur = frihed, ik? Bevidst, vågent nærvær…

Den intelligente krop. Vi er præget af vores krop, sind og omgivelser. Kroppen står ikke uden sindet og sindet står ikke uden kroppen. Hvordan lytter vi til vores krop? Jeg har ikke svaret!

Vi kan forsøge, at lære vores krop at kende. Gå på opdagelse og være nysgerrige på, hvad der foregår i os. Du skal selv finde ud af, hvad der virker for dig. Du skal selv gøre arbejdet. Brug en god ven, familie, en behandler, en træner, der kan lytte, give sparring og måske pege dig i en retning. Vær opmærksom på, at du formentlig indeholder de svar du har brug for og søger.

For mig handler det ofte om overgivelse. Opgive kampen, den indre kamp imod tanker og overbevisninger. Accept. Græde. Blive vred og arrig. Tillade følelserne. Undgå at lægge låg på og pakke dem væk. Tab af kontrollen, MEN uden at blive overvældet, så du sårer dig selv og andre. Tillade at mærke den indre modstand. Være i det ubehagelige og ikke løbe væk. Ikke være i fortiden og fremtiden. Være opmærksom på de fortællinger jeg fortæller. Hvor meget sandhed indeholder de, Fake News. Er det hvid eller sort magi?(Positiv/negativ selvsnak)

Jeg har i glimt oplevet overgivelse eller opgivelse. En fornemmelse af min sande virkelighed. Min natur. Nuet.

Tilbage i 2008 fik jeg min første ManuVision behandling af Søren Christensen. Jeg har altid interesseret mig for kroppen og ManuVision uddannelsen lød virkelig spændende. Dog uden at ane helt, hvad det gik ud på. Det kom jeg til på Sørens briks. Det var første gang jeg oplevede, at min krop overgav sig. Gav op. Der var ingen kamp. Det var skræmmende og smukt på samme tid. Det skete bare. En fuldstændig fantastisk oplevelse af kroppen og arbejdet med den. Det blev mit første virkelig store skridt mod min passion for krop, sind og omgivelser. Gennem årene har jeg haft flere vilde oplevelser på Sørens briks. Ofte gennem billeder, der opstår knivskarpt, og helt konkret oplevelser i min krop. Et dybfølt og taknemligt TAK, Søren!

ManuVision-uddannelsen afsluttes med et internat i Sverige. De sidste dage, blev vi inddelt i grupper af 3. Vi havde hver en dag, hvor de 2 andre i gruppen “bestemte”, fornemmede, hvad jeg fx. havde brug for. I starten af internatet havde vi en øvelse, hvor vi fik bind for øjnene. Der blev udvalgt et træ i skoven, som vi blev ført ud til, og som vi skulle lære at kende gennem berøring. Herefter blev vi ført rundt i skoven, stadig med bind for øjnene, drejet rundt og til slut blev bindet fjernet og vi skulle finde vores træ! Meget overraskende, så var jeg ikke i nærheden af, at finde mit træ:) Mads og Jakob jeg var i gruppe med valgte at tage denne øvelse med til min dag. Jeg blev først placeret ved et træ, jeg skulle lære at kende. Efter et godt stykke tid hentede de mig og fortalte, at det ikke var det rigtige træ alligevel. Jeg endte ved et nyt træ og sad længe ved det - så vi rigtig kunne lære hinanden at kende(jeg håber ironien siver ud til jer der læser med). Efter lang tid, sådan føltes det, blev jeg hentet og ført rundt og drejet rundt. Alt sammen med bind for øjnene. Jeg blev placeret på en stol og bindet fjernet. Værsgo, find dit træ.

Internatet i Sverige er 10 dage, som jeg husker det. Så jeg/vi var alle godt brugte, og efter næsten 2 års uddannelse var adskillige lag skrællet af, og en oplevelse, af ikke at have noget forsvar, stå helt nøgen, fornemmedes tydeligt. Jeg forsøgte adskillige gange, at finde mit træ, uden held. Jeg havde på ingen måde en retning, og opgaven føltes uoverkommelig. Mads og Jakob provokerede mig meget. Helt bevidst og ved at stille mig spørgsmål. Min vrede og frustration voksede. Jeg syntes det var noget af det mest latterlige, og jeg kunne slet ikke forstå, hvad årsagen var til det her, ja undskyld, pis. Til sidst rejste jeg mig op og gav vist udtryk for, at det her gad jeg sgu ikke mere og så GIK JEG DIREKTE UD TIL TRÆET UDEN TØVEN!!!??? Jeg var på ingen måde i tvivl om, hvor træet stod og hvordan det så ud. Kun den direkte vej. Det var en vild vild oplevelse. En oplevelse af at give slip på alt. Den totale overgivelse. Ikke tænke. Et ekstremt fokus og nærvær opstod. Uden jeg opsøgte det.

Tilbage til min Vision Quest i juni. En lang og intens forberedelse med mange fastedage og nu selve Questen. Faste i 5 døgn, ingen søvn og vand i 3 døgn. Jeg var igen klædt helt af. Oveni havde jeg 2½ dage med stort set konstant sol 16 timer, hver dag. Taknemlighed og ydmyghed for selv den mindste sky, og mange bønner om bare lidt skyet vejr, blev en stor del af min “hverdag”. Solen sled hårdt på mig mentalt og på mit sidste døgn var jeg mere end presset. Jeg kæmpede og kæmpede, holdt ud. En af mine “fjender” i livet. Jeg var nu nået dertil, hvor jeg ikke kunne holde ud mere! Der var ikke mere kamp i mig. Der var to scenarier. Enten gav jeg op og forlod min cirkel, hvilket dybt i mig ikke var en mulighed. Eller jeg kunne stoppe med at holde ud og opgive kampen imod solen. Finde skjulte ressourcer frem. Det næste er ikke noget jeg finder på…. Jeg oplevede en fuldstændig overgivelse til solen og nuet. Jeg blev nødt til, at tage et minut, et kvarter, en time af gangen. Acceptere, at jeg ikke kunne kæmpe mod solen, varmen og mine tanker. Jeg oplevede en lethed, et fokus og en styrke, der strømmede gennem mig. Fyldte hele min krop op. Solen, og det mønster af kamp jeg sad fast i, mistede deres betydning. Jeg var ikke i fortiden eller fremtiden. Fuldstændig lige der, hvor jeg skulle være. I nuet.

Ganske kort tid efter begyndte en køligere vind at blæse. Skyerne kom lige så langsomt rullende inde fra land. Det var en vildt syret og meget uvirkelig oplevelse. Tilfældigt? Måske. Jeg ved godt, hvad jeg tror:) At det så blæste helt vildt op og blev ved de kommende dage, var i det mindste med til, at holde mig vågen den sidste nat.(Du skal passe på, hvad du beder om:))

Resten af tiden i min cirkel kunne jeg bare være. En dyb dyb ro og lethed havde forplantet sig i mig.

Jeg vil runde dette indlæg af med det at holde ud, og en krop der siger fra. I vinterferien 2015 blev jeg syg af en influenza, jeg ikke kunne slippe af med igen. Lægen mente, at jeg var ramt af en virus. Det tog mig ca. 1½ måned før jeg var nogenlunde ovenpå igen. Retur på Politigården gik der få dage, så mistede jeg stemmen. I 4 dage var jeg så hæs og uforståelig, at ingen forstod hvad jeg sagde. Igen retur på arbejdet. Èn dag! Så fik jeg rigtig ondt i maven. I solarplexus. Jeg havde fin appetit, men til sidst måtte jeg køre hjem og til læge. Min krop sagde fra. Forsøgte at få mig til at stoppe op og lytte. Den rejse jeg var på, ville den ikke med på. Kroppen sagde fra overfor det jeg udsatte den for. De oplevelser min krop havde oplevet de sidste mange år. Uheld og voldsomme oplevelser i politiet.

Helt kort så gik der et år. Et år, hvor jeg to gange forsøgte at komme retur til politiet. Mange sammenbrud og uden at den hjælp jeg fik tilbudt hjalp. Jeg endte til sidst i stolen hos politiets personalelæge. Han havde haft flere af min “type” i samme stol og han var ikke i tvivl. En tur til psykiater og en diagnosen, PTSD.

Jeg har ofte stillet mig selv spørgsmålet, om jeg kunne have undgået at komme helt derud? Hvis jeg havde lyttet til min krop? Ikke holdt ud og kæmpet i alle de år? Og her 5 år efter min afskedigelse kæmper jeg fortsat og holder ud!? Min oplevelse og erfaring er, at der sjældent kommer noget godt ud af den indre kamp. Så er vi tilbage ved indledningen på denne tekst. Det er arbejdet hver dag, men det er ikke nemt, at være bevidst om og lære, hvornår jeg/vi holder ud! Ændre sindets gamle mønstre og måder at tænke på. Det er en rejse for livet SÅ

I Dag er Livets Dag.

Kh Chr