Meditationslærer

Jeg er i gang med et 3 - årigt forløb til meditationslærer under Heinrich Pan Birk Johansen, www.firekeeper.dk. Lad mig sige det kort og præcist. Forløbet er en vild vild personlig rejse. Men også en rejse ind i kærligheden og fællesskabet i min familie. Jeg har givet mit fulde JA, som Heinrich siger, og forløbet er virkelig fuldt ud. Grundstenen er de retræter Heinrich afholder på Helgenæs, Gomde. Stilhed -og natur, Kriger & Offer, Mande retræter, Vision Quest og meget mere, er nogle af de temaer, der undervises i. Inspireret af Heinrich’s personlige rejse og elementer fra forskellige retninger, Zenbuddhisme og specielt de nordamerikanske indianeres visdom og deres ritualer og ceremonier.

Jeg mødte første gang Heinrich i 2016 til et par private sessioner hjemme hos Heinrich. På trods af det korte forløb, blev der virkelig vækket noget meget kraftfuldt, dybt i mig. En længsel, som jeg på det tidspunkt, ikke formåede, at sætte ord på eller forstod. Heinrich tilbyder et forløb mod en “Vision Quest” eller “Udesidning”. Et ritual hentet fra de nordamerikanske indianere, og som Heinrich selv har gennemgået. 3 døgn i naturen, fastende og uden ret meget vand og med begrænset påklædning. Den del af Heinrich’s arbejde talte til mit allerdybeste. Jeg fik nogle titler på bøger, jeg kunne læse. Bl.a. “Livets Cirkel” af Marc “Hawk” Druin, der er en grundig beskrivelse af indianernes livsfilosofi og visdom. En bog, der skulle vise sig, at få enorm betydning, for det eventyr, jeg er på i dag.

I de følgende år arbejdede jeg med Marcus Grandjean, med både fysisk og mental træning. Meditation og tekster fra Zenbuddhismen. Årene med Marcus åbnede op for en ny verden, for mig, at se mit liv, og livet omkring mig på. Arbejdet med meditation var rigtig svært for mig. Sidde med mig selv og mine tanker! Meditationerne blev ofte skubbet til sidst på dagen eller helt udeladt! Og det på trods, at dybt i mig, fornemmede jeg, at meditationen, var helt essentiel for mig.

I tiden efter Marcus og jeg havde stoppet vores arbejde, fulgte jeg fint den praksis, med træning og det mentale arbejde, vi havde opbygget. Men stille og roligt begyndte jeg, at “shoppe” rundt og afprøve andre trænere. Gradvist kom jeg længere og længere væk, fra det jeg havde lært. Jeg kom virkelig i ubalance og de gamle mønstre og følgerne af min PTSD-diagnose, begyndte at styre mere og mere. (Læs mere under ‘OM’, *)

De år der gik, efter det første møde med Heinrich, kredsede jeg om specielt, Mande-retrætet. Jeg var draget mod Heinrich’s verden, men alligevel holdt jeg igen. I efteråret 2019 skulle der ske noget. Min frygt for mig selv og den side, min familie og jeg havde set, blev for kraftig og jeg tilmeldte mig et Mande-retræte i marts 2020. Så kom epidemien og retrætet blev flyttet til juni måned 2020.

Under nedlukningen dukkede et 3-årigt forløb til meditationslærer op på Heinrich’s side. Beskrivelsen og det i mig, der holdt igen, faldt ligesom fra hinanden. Det her skulle jeg bare. Min store fascination af de nordamerikanske indianeres filosofi, zenbuddhisme og det Heinrich som person udstråler, måtte jeg dykke dybere ned i. Arbejdet med Marcus åbnede op for en helt ny verden! Det første år med Heinrich har været transformerende! Et intenst og spændende indre eventyr. Der nærmest kun lige er begyndt.

Det første halve år og 4 retræter oplevede jeg rigtig meget, af det jeg skriver om. I starten en enorm modstand, mod Heinrich og hans verden. Hans frigjorte måde at være på, det vilde og det empatiske, var intimiderende. Jeg ville hellere være hjemme hos familien, de kunne jo ikke klare sig uden mig, var bare en af mange undskyldninger, mit sind opfandt. Hele min krops forsøg på at fastholde kontrol. Ikke turde slippe tøjlerne og nyde friheden. Nyde fællesskabet, nyde styrken, en cirkel af mænd kan skabe, tillade overgivelse og tilgivelse, vise sårbarhed. Alt det, vi som mænd kontrollerer og pakker bort. Tillade drengen, legebarnet i os at udfolde sin fantasi. Yderst paradoksalt, for det var jo, hvad jeg søgte!

Ganske små skridt, og en begyndende forståelse af mig selv og Heinrich’s verden begyndte at arbejde i mig. Jeg har haft nogle rigtig stærke oplevelser på alle retræter. Overgivelse og tilgivelse. Miste kontrollen. Mærke og vise sårbarhed. Ro. Kraftfuld. Nærvær. Kærlighed. Lys og mørke.

Lyder det frelst og ‘hippieagtigt’, måske ligefrem religiøst? Det er også okay! Jeg tror på det. Det er ikke én retning og én bestemt religion, der bliver præsenteret. Det er livserfaring og Østens visdom og nordamerikansk indiansk visdom og meget mere blandet sammen. En af mine kraftigste modstandere mod retræter var, at det nemt kan blive en pause, eller flugt fra hverdagen. Vores mørke viser sig ofte inden for hjemmets fire vægge. Det er familien, der oplever de grimme sider. Hvis jeg ikke integrerer det jeg lærer, ind i min hverdag, hvad er det så værd? Hvis jeg ikke kan håndtere ubehaget, og arbejde med det dagligt? Ja, der er huller jeg forsat falder i. Men, tendensen er, at jeg træder et skridt tilbage og fornemmer, hvad der er på vej i mig (vrede og en sårende, nedværdigende kommentar) og jeg vælger en anden vej. Jeg arbejder hver dag med et bevidst, vågent nærvær. Jeg har tiden, modsat mange andre. Men jeg bruger den til at studere og integrere.

Mod slutningen af 2020 besluttede jeg mig for, at mit forløb skulle indeholde 6 måneders forberedelse mod Vision Quest, juni, 2021. Den indre kraft, der blev vækket ved mine første møder med Heinrich, og arbejdet med Marcus åbnede op for, næsten krævede min opmærksomhed. En dyb længsel i mig, men også min indre eventyrlyst ville helt naturligt rejse dybere ind i, hvem jeg er.

*https://harmonica-vanilla-5y77.squarespace.com/config/pages/605f344b8926120327017624