RE-MEMBER

Re-member!! For en uge siden var jeg ude hos Heinrich og Huset ved Søen for at tage imod to dejlige mennesker, Bethina og Nikolaj. To søgende, der vendte hjem fra deres Vision Quest. Under den forberedende ceremoni kom Heinrich med følgende ord: “Re-member”. Vi glemmer kun! Oplevelsen vil for altid leve i os. Udtrykket “Re-member” og igen være en del af en kraftfuld cirkel gør, at jeg langsomt vender hjem igen. Fyldt med det, det enkelte menneske i cirklen bringer ind af kærlighed, fællesskab, hjerte, kraft. Hvad nu den enkelte oplever i øjeblikket. Vågne igen.

Min egen hjemkomst blev vakt til live. Enormt rørende og Heinrichs ord har virkelig taget ophold i mit inderste. I min sandhed og min natur. Den jeg er.

Sommeren har været dejlig. Efter VQ ønskede jeg ikke at lide mere. Søge lidelsen. Jeg ville have det godt! Nyde livet. Som altid holdt jeg ved min træning/bevægelse. Mit kolde bad om morgenen. Lidt skriverier. Jeg mediterede ikke i flere uger. Jeg spiste alt… nok mest det modsatte af hvad der anbefales:) Lige så langsomt, efter et par uger med en fantastisk følelse i kroppen efter VQ, kom gamle mønstre snigende. Jeg blev revet med ned ad tankernes brusende flod… ned mod et mørke af triste tanker og overbevisninger. Mod tvivl og usikkerhed. Efter sidste weekends ceremoni er jeg langsomt ved at vende hjem igen. Takket være Heinrichs ord: “Re-member”.

Jeg skriver meget herinde om min VQ. Det er ikke en oplevelse, jeg fortæller vidt og bredt om. Hvis jeg bliver spurgt fortæller jeg gerne. Jeg bliver ofte spurgt om, hvad jeg fik ud af det? Jeg har ikke rigtig noget svar. Jeg kom med vævende og usikre svar. Som jeg skriver, lovede jeg mig selv under Questen, at jeg ikke ville lide mere. At jeg ville have det godt og leve det simple gode liv. Men hvad er det egentlig? Forberedelsen var ekstrem med mange fastedage og så vegansk mad som muligt. Ingen sukker, hvedemel osv. Det gav rigtig meget godt, at leve på den måde. Men samtidig var det også en daglig krig med mine tanker. Jeg skulle bruge mange kræfter på, ikke at tænke på den mad jeg ikke “måtte” spise. Jamen, er det ikke BARE at lade være? BARE gøre det? Det er jo KUN en kort periode af dit liv! Det ord der, “bare”…. vi fungerer ikke så godt sammen:)

Indenfor en kort periode har jeg befundet mig i to ekstremer. Forberedelsen og hjemkomsten. Jeg har talt med flere, der efter deres VQ, har mistet lysten til mad, de havde som en vane i deres liv. Det har jeg på ingen måde! 1 måned efter, var jeg tilbage i den modsatte ende af madpyramiden. Kortvarigt føltes det fantastisk. Indtil gamle mønstre som ukontrolleret vrede, hårde kommentarer, følelse af ligegyldighed med mig selv, frustrationer, pludselig gråd, og gamle traumer(Se indlægget “tøsedreng”) kom snigende.

De to ekstremer jeg befandt mig i var ikke optimale. Den ene del var en stram fokuseret forberedelse. Mit eget valg! Den anden del, var ligegyldighed, dovenhed, fristelser. Det var ikke et bevidst valg. Jeg tillod det skete, at kosten og min daglige træning og struktur sejlede. Jeg dømte mig selv for det, hver eneste dag og alligevel tillod jeg det. Jo mere jeg dømte mig selv, jo længere væk løb jeg og det mere “skåd-mad” indtog jeg.

Deltagelsen i ceremonien hos Heinrich fik mig til, at “vågne op”. Det handler om balance. Lidt men godt. Det handler om bevidst, vågent nærvær. Midt mellem de to ekstremer har jeg det rigtig godt. Her dømmer jeg ikke mig selv! Her stopper jeg op inden jeg sårer mine nærmeste! Her “vinder” jeg krigen mod mine trælse tanker og overbevisninger! Der er ikke rigtig nogen krig…

For mig er fællesskabet en vigtig støtte. Jeg har tidligere været en ensom ulv. Uden en flok. Med en fornemmelse af, at min familie gik hånd i hånd, og jeg gik på den anden side af en tæt, mørk skov, hvor jeg kun kunne se deres skygger. Det gælder hele mit liv. At jeg ikke opholder mig for længe i ekstremerne. Finder balancen. Det skader og ødelægger for meget. Der er ikke rigtig noget NU helt derude.

Men! Jeg har til tider brug for, at udfordre balancen. Jeg frygter mageligeheden. Jeg frygter, at jeg ikke er vågen. Jeg frygter, jeg ikke kan bryde mine gamle mønstre. At jeg kun i glimt ser og oplever, hvad jeg i virkeligheden indeholder.

Så! Hele tiden vende tilbage til mig selv… og rigtig vigtigt for at lære den øvelse. Kærlig venlighed og undgå at dømme mig selv.

Dømmer du ofte dig selv?

I Dag er Livets Dag

KH Chr