Vi skal huske… at grine af vores eget lort!

Kære alle,

I denne uge var jeg på besøg hos Jakob. Vi har lært hinanden at kende gennem “Ledercirklen” og den vej fundet en gensidig nysgerrighed for, hvad vi hver især indeholder. Jakob har i mange år arbejdet på forsvarets redningshelikopter så her har vi en fælles reference med mange år i et ekstremt maskulint miljø og mange barske oplevelser. Det blev nogle timer i dyb samtale om livet og det vi står midt i. Denne tekst udspringer af at Jakob satte nogen ord på ud fra hans egen erfaring og oplevelser, der ramte lige ind i mig, som en yderst vigtig brik i mit livs puslespil. Men, også samtale om de yderpunkter vi har befundet os i. Den hårde skal, pansret det er nødvendigt at beskytte sig med under en skarp opgave i forsvaret og i politiet. Men også sårbarheden.

Tusind tak Jakob og jeg glæder mig til mange samtaler og hvad vi ellers finder på fremover:)

Turen hjemover, i stilhed og eftertænksomhed og nu denne tekst.

Jeg skriver meget om følelser. Undertrykte. Gemte følelser. Vreden. Ikke mindst. Den der kommer til udtryk i hjemmet. En overreaktion. På grund af det tryk vi ikke længere kan modstå. Trykket indefra. En eksplosion. Det vi sætter op for at kunne løse skarpe opgaver, mener jeg, at vi også skal nedbryde igen. Hvis vi bliver i den tilstand gennem lang tid kan vi komme i problemer. Det kan resultere i alt muligt. Skilsmisse. Ungerne der tager afstand. Sygdom. Fysiske og psykiske problemer. Alt muligt. Så. What to do…? For at få afløb.

Hvad nu hvis vi efter en skarp opgave. Den, hvor vi er pressede. Ser noget. Der ikke er rart. Det er forskelligt, hvad der kravler under huden på os. Vi løser opgaven. For det skal vi. Vi joker efterfølgende. Bruger den barske tone. Humoren. Den kulsorte humor. Formentlig er der en debriefing. En gennemgang af opgaven. Du tager hjem. Styrketræner måske. Løber en tur. For lige at få luft. Men, det er kun for lige at få luft! Efter min mening. For jeg har selv brugt den tilgang - til det ikke længere var nok!

Måske, vi sammen kan sætte ord på de følelser! At de også er en del af arbejdet. Tillade den sårbarhed. Når vi også har den hårde skal. At vi sammen kan grine af vi er nogen barske bæster - men også det modsatte. Latteren og humoren kan løsne op for de ord vi ikke kan udtrykke. Få sagt. Dels fordi det engang var mega totalt forbudt at udtrykke den slags, men også fordi vi ikke rigtig kender de følelser. Så det kan vi hjælpe hinanden med… Jeg tror dog at det kræver den rette scene. Nogen der sætter rammerne. Stiller de rigtige spørgsmål. Viser vejen. Skaber tillid. Åbenhed. Kommunikation. Sårbarhed.

Der er ikke lang vej fra latter til gråd og omvendt… Der er ikke lang vej til at politifolk også kan græde…

KH Chr.

PS. Nu vil jeg tage til Sjørups 50 - års reception og forhåbentlig kramme en masse af de gamle strissere og give dem en masse kærlighed og sårbarhed:)

PPS. Håber humoren skinner igennem i de to ovenstående linjer…