Vision Quest - så er det nu

Om få timer, så er det afgang mod Gomde. Et buddhistisk center på Helgenæs med magisk natur. Det er rammen for mig frem mod søndag. I dag er det tirsdag. Det sidste måltid er indtaget og tasken er pakket.

Det sidste døgn har en dejlig ro sænket sig i mig. Sammen med en rigtig god fornemmelse af glæde, men også respekt og ydmyghed overfor den historie og betydning Vision Questen har for de nordamerikanske indianere. Det næste lille døgns tid, og frem mod jeg bliver sendt afsted af Heinrich’s tromme, og de tre døgn jeg har foran mig, vil jeg ære og hylde indianernes visdom og historie. Søge deres hjælp undervejs og forbinde mig med den natur, der er omkring mig. Et halvt års forberedelse afsluttes, og min drøm bliver virkelig.

Hvordan har den sidste tid været? Den sidste uge har jeg været rastløs. Jeg er klar. Jeg er virkelig klar. De sidste 10 dage har kosten været i fokus, og nedtrapning fra fasten, frem mod de kommende 5 døgn uden føde og på et minimum af vand de 3 døgn. Efter det sidste ritual, for nogle uger siden, var det svært at komme tilbage på rette spor. Rent mentalt. Holde fokus. Her er fasten rigtig god og den sidste lange faste på 72 timer gik forrygende. Det var, næsten, en dejlig oplevelse.

Den sidste uge har mange af mine gamle mønstre vist sig igen. Dårlig samvittighed over at forlade familien og savnet af dem, har meldt sig allerede før jeg er draget afsted. Specielt det, at jeg ikke kan komme i kontakt med dem de næste dage. De ikke kan klare sig uden mig! Hvad nu, hvis der sker en af dem noget eller dem alle sammen? Det er en følelse, jeg har oplevet meget stærkt tidligere, på Stilhed - og Naturretræte i august. Det er tabet af kontrol. Dengang gav jeg slip på kontrollen og selvfølgelig klarer de sig super fint. Sammen med helt andre tanker om det mere magelige. Hvad med fluer og myg? Vejret? Kommer jeg til at fryse om natten? Kan jeg holde mig vågen? Det er de tanker, der har huseret i mig. Det er ok. Det minder mig om, at den rejse jeg er på, sammen med min familie. For jeg er overbevist om, at jeg bringer enormt meget godt med hjem til os alle sammen på søndag. Hvad det er, ved jeg ikke. Forberedelsen har allerede givet mig og os virkelig meget. Det er den ro, jeg mærker i mig nu!

På en Vision Quest drager jeg ud, for at søge efter mit højeste livsformål. Den frygt jeg har i mig, er om jeg kommer til at kæmpe mig igennem de 3 døgn. Glemmer de ritualer der indgår undervejs. Jeg ikke gør det godt nok. Så jeg ikke får noget ud af det, og ikke får nogen svar. Jeg tager tomhændet hjem, netop fordi, jeg kommer til at ligge i krig med mine tanker. Men også, at jeg ikke formår, at udleve de eller det svar jeg får. At jeg vender tilbage til livet og hverdagen uden at forstå og integrere, det jeg lærer og møder.

Det er en del af min medicin at skrive. Få sat ord på mine tanker. Træde tilbage og observere, hvad der foregår. De tanker jeg har beskrevet, er det jeg har med mig. De er også en del af mig, og det er helt ok de opstår. Jeg er glad for de kommer og hjælper mig. Det øger min opmærksomhed og mit fokus. Det skærper alt det jeg har lært og været igennem det sidste år under Heinrich’s virke. Det skærper alt det den lavine Marcus var med til at sætte igang for 4 år siden. Dengang jeg stod med diagnosen PTSD, politiet var slut og noget skulle ske, for at jeg stadig havde min familie.

Jeg skal ikke flygte fra min fortid. Jeg skal ikke se om på den anden side af fremtidens bjerg. Jeg skal være lige her. Der er kun dette nu. Jeg er klar til at drage afsted. Sammen med min familie, sammen med drengen og manden. Lyset og mørket. Søge det simple i livet. Lære mere om alt det jeg indeholder og som jeg er overbevist om vil vise sig de kommende døgn.

AHO