Vision Quest

Hvad er dit livsformål, dit inderste kald og dybeste mening med dit liv?

Hvad er dit sande værdisæt at navigere dit liv efter?

Hvad er det væsentligste for dig, i dit liv?

Deltagelse i dette Vision Quest forløb, kalder på stor commitment grundet sin store intensitet og vil udfordre dig dybt ind i din oplevelse af hvem du er og ind i det liv du lever – og dybest set ønsker at leve, og er kaldet dybt til fra dit eget inderste.

Formålet med Vision Quest er at den søgende gør sig klar til at modtage sit livsformål, sin sande vej i livet, som en klarhed over hvordan man fra sin essens, levet og handlet ud igennem sine værdier, er til tjeneste for andre mennesker og i livet som helhed.

Med andre ord, hvad er du i livet for at være, leve, dele og tjene, resten af den tid der er dig givet?

I forløbet er indeholdt en stor del ophold i naturen, ceremonier og ritualer, samt meditation, faste og kortere udesidninger, som vital forberedelse til selve Questen.

“Den der ikke kender sit sande livsformål, må gøre det til sit livsformål at kende det”.

Ovenstående er udklip fra Firekeeper.dk. Min meditationslærer, Heinrich’s hjemmeside. Det er sætninger og ord, der vækker noget dybt i mig. Noget fundamentalt, en urkraft, noget oprindeligt og noget simpelt.

Jeg er de seneste år, på mit indre eventyrs rejse, blevet mere og mere fascineret af de nordamerikanske indianeres livsfilosofi og livsvisdom. En stor del af Heinrich’s undervisning er Medicinhjulet eller Livets Cirkel. En måde at leve på. Medicinhjulet er inddelt efter de fire retninger. Øst, det maskuline, ilden - syd, ungdommen, jorden - vest, det feminine, vandet og nord, de ældre, luften. At arbejde med Medicinhjulet er en livslang læring. Jeg fik præsenteret bogen “Livets Cirkel” af Marc “Hawk of the Yellow Wind” Druin. Den er blevet min bibel.

Indianerne drager på Vision Quest for at søge deres livsformål. Der findes flere udgaver af visionssøgninger og medicinhjul over hele verden. Det er indianernes Vision Quest, jeg er i gang med at forberede mig til. Heinrich har gennemført den oprindelige VQ i nordamerika og opholdt sig hos indianerne.

Min VQ er 6 måneders forberedelse. Jeg har valgt, det skal være en del af mit 3 årige forløb til meditationslærer. Daglig meditation, ophold i naturen, kortere udesidninger, ceremonier og ritualer og faste er hovedelementerne i forberedelsen. I skrivende stund, er jeg ca. 3 uger fra jeg bliver sendt ud på min VQ.

Hvad er min motivation for en VQ? Det simple liv trækker i mig. Ord skal ikke blot være ord. Drømme ikke kun drømme. Jeg ønsker ikke, at min fortid skal definere nuet, og definere min fremtid. Jeg søger mit livsformål. En søgning efter svar i mig. Jeg fik for længe siden, at vide, at jeg indeholder alle svarene selv. At jeg indeholder alt det, jeg skal bruge. Det forstod jeg ikke dengang. Her under forberedelsen, er jeg begyndt at forstå. Jeg ønsker ikke at fire bogstaver, PTSD, skal være mit liv, den tid jeg er her. Min motivation er læren om Medicinhjulet. En lære og væsentlig del er, at der ikke er noget vi skal af med! Det er mit håb, at jeg kan arbejde med det og møde det hjemme i hverdagen. At jeg kan træffe nye valg, når de fire bogstaver dukker op i mig, og ikke gå ned af den samme uhensigtsmæssige vej, hvor dem jeg elsker bliver bange og sårede. Arbejde med ubehag og min frygt.

Da jeg var barn/dreng fik jeg i en meget tidlig alder kraftige anfald af svimmelhed. Jeg var i panik og troede nærmest jeg skulle dø. Anfaldene fortsatte op mod slutningen af folkeskolen, hvor de med tiden forsvandt. (Jeg har haft begyndende anfald som voksen, uden det dog er blevet til mere). Jeg så mig selv som svag og lidt en tøsedreng, som dreng! Jeg har taget kraftig afstand fra den dreng. Hele mit voksenliv har jeg forsøgt, at bevise, at jeg ikke var svag og en tøsedreng. Nu er den følelse ved at indhente mig igen. Det skyldes blandt andet et ritual, jeg skal gennemgå som led i min forberedelse. Min frygt, er at møde “den svage dreng” og anfaldene, møde panikken og den tager kontrollen i mig, så jeg må give op!

Af respekt for den oprindelige forberedelse, og hele den indianske kultur, bag en Vision Quest, hvor en stor del er, ikke at vide, hvad der skal ske, og Heinrich’s arbejde vil jeg ikke beskrive ritualet nærmere.

For ca. 3 uger siden lå jeg og læste inden sovetid, som altid. Mine tanker var omkring det kommende ritual, og jeg kunne ikke stoppe det godstog, af tanker om frygt, der hærgede mit sind. Det begyndte at sitre i min krop. Specielt omkring brystet og venstre side af mit hoved. Jeg blev bange for, at jeg igen fik et anfald, eller at jeg var ved at bryde sammen. Jeg valgte, at blive i sengen og være med ubehaget. Det blev ikke værre og jeg husker, at jeg til sidst faldt i søvn og sov ganske fint. Om morgenen sad denne sitren stadig i kroppen og kraftigst i brystet. Jeg havde den fornemmelse i mit hoved, at jeg måske var på vej til et svimmelhedsanfald.

Lene foreslog om ikke en tur i skoven kunne være en mulighed. Vi fik en snak inden jeg gik, hvor hun sagde, at hun ikke kunne forstå, at jeg stadig hængte mig så meget i fortiden. At jeg skulle søge mere derhen, jeg har lyst til. Det ramte mig virkelig hårdt. Er det hvad jeg gør? Holder fast i lidelsen og dramaet?

Jeg har mit sted i skoven, hvor der er rigtig smukt og for mig næsten magisk. Jeg gik derud og sad. Nød naturen, lydene, farverne. Jeg vendte tilbage til Lene’s ord og mit syn på mig selv som dreng. Et billede fra da jeg var ca. 4-5 år dukked op. En kraftig følelse af, hvor meget den dreng har brug for mig, voksede i mig. Og at jeg har brug for ham. Jeg skal ikke flygte og tage afstand mere. Der er ikke noget jeg skal bevise. En stærk følelse af at vi smeltede sammen bredte sig i min krop. At vi blev forenet. Et meget rørende, smukt og kraftfuldt øjeblik.

Jeg har ikke den samme frygt for ritualet. Jeg har en ydmyghed og respekt forbundet med det. Med hvor det kommer fra, og den betydning, det har for den kultur. Jeg frygter ikke at møde et anfald. Det er ubehageligt, men det går over.

Min oplevelse i skoven bekræfter min motivation, og det jeg søger. Vi har nogle gange brug for de rigtige personer, til at guide os. Vi udfører arbejdet selv og finder svarene i os. Jeg vælger nu en anden vej.

I dag er Livets Dag.