“tøsedreng”!?

Angst kender vi alt for godt, desværre!

Angst: “en stærk, negativ følelse forårsaget af et pres eller en ofte udefineret trussel = frygt” Så frygt er en reaktion på en reel trussel og angst kommer mere “ud af det blå” og kan beskrives som overdreven i forhold til en reel fare. Angst er en tolkning af en ydre eller indre begivenhed, en flyvetur/ydre og tanker eller kropslige fornemmelser/indre, og som bliver gjort farligere end de i virkeligheden er.

Frygt er en forbigående følelse, modsat angst. Frygt er et alarmsignal, når der er fare på færde.

Dette indlæg er virkelig svært. Det er min intention, at være sårbar, dele - uden filter. Alligevel… Jeg er forvirret og bange. Der er virkelig noget der ligger på lur. Spørgsmål opstår i mig. Skaber jeg selv “dramaer” gennem mineløbske tanker? Spørgsmål, jeg er overbevist om, jeg indeholder svarene på. Steder i mig jeg skal gå hen og undersøge. Har jeg modet og hjertet til at gå derhen? Så nu skriver jeg!!

Efter jeg var på Vision Quest i midten af juni måned i år, oplevede jeg i de efterfølgende uger, en tilstand i min krop og sind jeg ikke troede muligt. Jeg vil tro, det er sådan lykke føles. Helt ubeskriveligt fantastisk. Intet kunne trænge ind til mig. Letheden i mit hoved og min krop. Og så efter noget tid, denne tvivl! Kan det blive ved?? Gamle mønstre trængte sig på.

Under min forberedelse og på selve Vision Questen, forventede jeg, at møde et bestemt traume fra min barndom. I en tidlig alder oplevede jeg kraftige svimmelhedsanfald, der ofte opstod om natten. Jeg kan ikke huske, hvor tit anfaldene kom. Men panikken og den voldsomme følelse af at gå i stykker, kan jeg i dag huske. Anfaldene forfulgte mig ind i dagtimerne da jeg blev ældre og helt op gennem mine tidlige teenageår. Min egen opfattelse er klart, at det lagde begrænsninger på, hvad jeg kastede mig ud i.

I dag vil vi nok kalde det for angst. Dengang kendte vi bare ikke til det ord.

Gennem mit voksenliv skulle jeg i den grad modbevise, at den tøsedreng og den svaghed jeg mente levede i mig, slet slet ikke var mig og min sandhed. Så jeg gjorde mig selv hård indvendig og udvendig. Det var jeg rigtig god til i mange år. Det på trods af mit hverv som politimand og mine oplevelser - indtil jeg ikke var det mere!

Det var det, jeg forventede at møde!! Jeg følte mig klar. Det var noget jeg skulle gå gennem. Jeg havde under forberedelsen et par optræk til et anfald. Og samtidig en klar fornemmelse af, at det blev skabt på baggrund af tankemylder. Når jeg ikke er vågen og nærværende, kan jeg køre mig selv helt derud på panikkens rand. Det er sgu sygt!! På trods af jeg ved, hvad jeg skal arbejde med for ikke at følge med mine katastrofetanker. Det er bare så afsindigt svært, når du står midt i det. Det er ikke BARE at stoppe op og trække vejret. Det er slet slet ikke så ligetil. Det kræver hårdt arbejde hver dag. Træne i at stoppe op. Være vågen, bevidst nærværende. Reflektere og vælge nye veje.

Begynde med små daglige ændringer. Vi kan bevæge os hver dag. Skrive vores tanker ned - reflektere. Vejrtrækningsøvelser og kolde bade* Træne i at komme forbi den første tanke eller indskydelse, der ofte er et gammelt mønster. Der ofte er den nemme løsning. Derfra vælge en ny vej. Undgå at falde i det samme hul igen og igen. Det hul, hvor ubehaget og panikken hersker. Skabt af mine tanker.

Nu sidder jeg så her. Midt i sommerferien og har de seneste uger ofte fornemmelsen af, at et anfald er på vej. Når det sker, glemmer jeg alt om det jeg dagligt arbejder med. Gamle mønstre tager over. Tvivl og usikkerhed hærger mig. Jeg bliver bange, angst? Jeg føler mig alene og sårbar. Jeg bliver den lille dreng. Det forvirrer mig! Spørgsmål dukker op: Puster jeg liv i et gammelt bål? Er min tilstand skabt gennem mine tanker? Er jeg ved at miste mig selv? Få et sammenbrud? Der hvor jeg er i dag, er det også noget selvskabt? Min PTSD? Skyld, skam, svigt, frygt….

Jeg skriver meget på min intuition. Jeg skriver, når der opstår noget i mig jeg har brug for, at reflektere over og bearbejde. Det er sjældent planlagt. Jeg kan komme mange steder hen i mine skriverier. Så, på forunderlig vis vender jeg stille og roligt hjem igen. Hjem til den jeg er! Ikke den mine tanker forsøger, at forføre mig til at være!! Det er vigtigt - for det er, hvad der sker her.

Jeg har i dag haft en dag, med fornemmelsen af, et anfald var undervejs. Det her ubehag der ikke vil slippe sit tag i mig, i mine tanker og min krop. Nu, mens jeg skriver trækker ubehagets skygger sig fra mig. Tågen letter, og jeg kan lige så stille se klart igen. Min tro på, at det jeg gør, er det rigtige, vender tilbage med fornyet kraft.(Meditation, vejrtrækning, bevægelse, kolde bade, skriverier og fortsat være nysgerrig og åben over nyt. Fortsat lære, være eleven)

At jeg indeholder de svar jeg har brug for i livet.

At jeg ikke prøver på, at være noget andet.

At jeg ikke kan lave om på min fortid.

At jeg ikke skal af med den dreng jeg var, men han er en del af mig!

At vi følges ad!

Det er mega crazy, hvad vores tanker kan udsætte os for. Hvor meget de kan begrænse os i, at udfolde vores sandhed. Når tankerne gennem lange perioder, år, får lov til at styre vildt og ukontrolleret. Skjule hvem vi virkelig er. Det gør mig rigtig rigtig ked af det. Jeg er heldig, at jeg har fået muligheden, for at dykke ned i arbejdet med tankerne. Jeg har tiden, modsat mange andre, men jeg bruger den også til at lære.

Jeg har oplevet en del både fysisk og psykisk i mit liv. 5 brud på ryggen fra ski og kitesurfing ulykker. Et mindre mirakel, ifølge lægerne, at jeg ikke er lam fra brystet og ned. Oplevet død og ødelæggelse i mange år som politimand på gaden. Ikke mere end så mange andre politifolk. Men summen af oplevelser gør noget! Til slut oplevede jeg, at blive bange i dagligdags opgaver. En følelse, jeg skjulte for mine kolleger, og som jeg i dag, ikke har åbnet op om overfor dem. For mig er det logisk, at dèt ville fylde? Politilivet er nu “gode historier”. Det er ikke der, mine tanker fører mig hen. Med det jeg har oplevet ville det være logisk. Det er oplevelsen, traumet der sidder i mig fra anfald af svimmelhed som dreng. Det, der forvirrer mig og gør mig bange…. Det er så let at blæse tingene ud af proportioner. Fare vild i de fortællinger vi fortæller os selv. Derfor dette indlæg. Stoltheden og lykken ved at have gennemført så monumental en bedrift som Vision Quest, og den ultra korte vej til det fordærv tankerne kan skabe.

I Dag er Livets Dag

Kærlig hilsen

Christian

*https://www.wimhofmethod.com/benefits

Jeg kan kun opfordre til, at dykke ned i vejrtrækningen og de kolde bades forunderlige verden. Læs mere om forskningen bag på Wim’s hjemmeside.

Forrige
Forrige

Meditation -tips til dig der ønsker at starte

Næste
Næste

Træk vejret