“DEEP SURVIVAL” - eventyret i os
Livet smuldrer. Fundamentet jeg står på revner. Dybt inde ved jeg godt, hvad der sker. Jeg kan se det og mærke det. Alligevel formår jeg at gøre det jeg ikke ønsker. En fornemmelse af adskillelse fra mig. Jeg kører på en autopilot af ligegyldighed. Jeg lever ligesom væk fra mig selv - udenfor kroppen. Dagene bliver overlevelse. Jeg prøver at fixe mig selv. Jo mere jeg forsøger at fixe, det mere adskilt bliver jeg og det gør ondt. Lidelse. Det er livet.
Jeg skriver. Rækker ud. Får svar. “Lidelsen ligger i forsøget på at komme af med lidelsen. Lidelse pga. begær efter mere, mindre, alting, ingenting. Det handler ikke om at komme af med det begær. Det er ikke muligt. Det handler om at opdage “det”, der ikke dømmer begæret, det som også giver begæret - og dermed årsagen til lidelse - en plads.” - en plads i min kærlighed.
For ganske få måneder siden, da jeg begyndte, at skrive “politidigte” og de døre det åbnede op for. Døre der virkelig var lukket og boltet. De blev åbnet. Det var smukt, er smukt og jeg har en stærk fornemmelse af, at alt nu er muligt. Det var så fedt. Jeg gik på vandet. Mere blev til rigtig meget. Så begyndte det at smuldre. Revner blev til kløfter. Ligegyldigheden. Autopiloten. Igen følelserne. Tvivl. Ensomhed. Jeg giver, men får ikke noget igen. Den fine kunst at dømme. Frustration. Vrede. I guder det har jeg skrevet meget om:) Og hvor har de mange ansigter. Forklædninger. Blot en anden forklædning end det sidste indlæg. Om at fejle.
Jeg behøver ikke at tage på bjergbestigning. Jeg har rigeligt med drama og eventyr… det hele foregår bare i mig. Det er godt. Erkendelsen. Bevidsthed. Være vågen og nærværende. Være i stilhed. Ud af stilheden vokser nysgerrigheden.
Nedenstående er fra bogen “Deep Survival” - Laurence Gonzales.(Kan kraftigt anbefales)
“We are human. Our attention is fragmentary. We get excited. We get tired. We get stupid. Remarque:”Emotion is an instinctive response aimed at self-preservation. It involves numerous bodily changes that are preparations for action. The nervous system fires more energetically, the blood changes its chemistry so that it can coagulate more rapidly, muscle tone alteres, digestion stops, and various chemicals flood the body to put it in a state of high readiness for whatever needs to be done. All of that happens outside of conscious control. Reason is tentative, slow, and fallible, while emotion is sure, quick, and unhesitating.
Cognition and emotion. “Cognition” means reason and conscious thought, mediated by language, images, and logical processes. “Emotion” refers to a specific set of bodily changes in reaction to the environment, the body, or to images produced by memory. Cognition is capable of making fine calculations and abstract distinctions. Emotion is capable of producing powerful physical actions. That horse can either work for us or against us. It can win the race or explode in the gate. So it is learning when to soothe and gentle it and when to let it run that marks the winning jockey, the true survivor. And that is what the dark humor of various subcultures is all about: It’s aobut gentling the beast, keeping it cool; and when it’s time to run, it’s about letting it flow, about having emotion and reason in perfect balance.
It is not a lack of fear that separates elite performers from the rest of us. They’re afraid, too, but they’re not overwhelmed by it. They manage fear. They use it to focus on taking correct action. Mike Tyson’s trainer, Cus D’Amato, said, “Fear is like fire. It can cook for you. It can heat your house. Or it can burn you down.”
Da jeg åbnede de døre blev jeg mindet om livet som betjent. Kropslige reaktioner. Kroppen husker. Til at begynde med var jeg opmærksom. Så lod jeg det flyde… Jeg blev jockeyen på en løbsk hest! Så jeg begynder igen. Fortsætter mit indre eventyr.
Kh Chr