Fjenden indeni… omfavn den - eller kæmp for altid!
Denne tekst er gammel vin på nye flasker. Men, for mit vedkommende kan jeg stå på kanten og kigge ned i det her hul. Jeg ved jeg ikke skal tage det skridt, men det sker alligevel. Jeg hader det og det irriterer mig:) Min skyttegravskrig…
Så derfor denne evindelige snak om fortiden. Gamle mønstre. Tanker. Overbevisninger. Forhindringer. Der fører usikkerhed, angst, håbløshed, magtesløshed og meget andet med sig. Det der nogle steder kaldes egoet eller offeret. Vi bliver på den halvdel i livet, hvor det er synd for os. Det er andres skyld, at vi har det skidt. At vi ikke udlever vores drømme og fulde potentiale. Vi brygger videre på en sætning fra barndommen. Det, der har sat sig i os. Det, der dukker op, når vi gerne vil ændre dele af vores liv. Ændre det vi oplever begrænser os!
Mit ego er enormt stærkt. Jeg giver ikke andre skylden. Men, jeg er bevidst om, at jeg dagligt står og kigger ned i hullet. Det jeg ønsker at ændre får ofte den modsatte effekt. Jeg gør endnu mere af det jeg vil ændre. Det er i virkeligheden enormt komisk. OG det føles enormt dumt at sidde og skrive. En anelse latterligt:) Så hvad er årsagen til, at det er så svært? Er vanens magt - vores mønstre virkelig så indgroede i os, at det er en rigtig svær øvelse?
Jeg skriver dette for igen, for min skyld, at blive opmærksom på og bevidst om, hvad jeg skal gøre. Jeg ved det godt. Jeg har svarene i mig. Men når først toget kører, så er der perioder, hvor det hele sejler. Det er okay, så længe jeg vender tilbage og lærer af mine “fejl”. Jeg vender retur til basen. Mit fundament. Jeg handler og træffer valg. Giver mig selv tiden til stilhed og refleksion. Bryder det jeg gerne vil ned i mindre dele. Gør det overskueligt. Accepterer jeg laver fejl. Men starter forfra igen. De første sætninger skrev jeg at jeg hader når jeg fejler. Nu har jeg skrevet lidt og “hadet” mister sit greb i mig. Jeg slutter fred med mit ego. Accepterer det er en del af mig og min rejse. Det, jeg troede var sandt og min virkelighed. Lysten til at brøle, “Fuck egoet. Fuck fortiden. Lad mig leve for helvede.” Det vil sikkert føles rart meget kortvarigt. Men jeg må forholde mig til, at mit ego er stærkt. Det på trods af de oplevelser og erfaringer jeg har med mig. Jeg har sandt for dyden haft nogle syrede oplevelser og dykket ned i mørket og lyset de seneste år. Sandheden er, at det ikke forsvinder. Mit ego. Offeret.
Det er hårdt. Som at sidde fast. Der er noget i mig, der virkelig gerne vil ud i livet og så den anden del, der kæmper så hårdt imod. Jeg må omfavne det hele. Ellers vil jeg sidde fast. Uhjælpeligt. Denne uendelige skyttegravskrig, hvor ingen a parterne kan eller vil overgive sig.
“A person who thinks all the time has nothing to think about except thoughts. So he loses touch with reality and lives in a world of illusion.” Alan Watts.
Citatet ramte mig virkelig hårdt.
På et af Heinrich’s retræter for 1½ år siden skulle vi beskrive vores frygt. Min frygt er mit ego. At det er for stærkt. Det handler ikke om kontrol og flugt. Overgivelse, accept, opmærksomhed, nærvær, vågenhed, hjerte og mod. Det træner jeg ved at skrive. Herinde og dagligt i mine hæfter. Meditation. Bevægelse. Kolde bade. Vejrtrækning og vejrhold. Ophold i naturen. Blot sidde. Frygten og ubehaget bliver opsøgt i det kolde, men også gennem vejrhold i min bevægelsestræning. Så det er for livet. Det glæder mig for hvad skulle jeg ellers lave:)
Kh Chr