TRÆFFE VALG?
På anbefaling fra min kære Lene, så lytter jeg til podcasten “Ramt af kunst”. Jeg skriver når der opstår noget i mig. Hvis jeg ikke kommer til tasterne mister jeg hurtigt det der opstår. Intuitionen mister sin magi. Jeg forsøger mig med at have et noteshæfte med. Men den helt specielle følelse der opstår, kan jeg ikke genkalde. En stemning. En stemme i mig der kalder og kræver min opmærksomhed.
Den følelse ramte mig, da jeg sad på græsset i haven under de lyserøde blomster på kirsebærtræet og lyttede til Janus Bakrawi og John Kørner. Kørner fortalte om det her maleri, der har ramt Janus Bakrawi. Om mænd og deres problemer. Et eksempel er mænd der bliver smidt ud af deres ægtefælle og vælger livet som “landevejsridder”. De vælger at gå. Og gå. Og gå. Simpelt og spartansk. Det ekstreme. John Kørner’s ord om mænd. Mænd og problemer. “Landevejsridderne”. Det han udtrykker i sine malerier. Det ramte mig… Fik mig til at gå tilbage til de valg jeg har truffet. For vi har altid et valg. Går vi til højre. Til venstre. Fremad. Tilbage. Eller stående. Vælger vi at åbne døre. Eller lade dem forblive lukkede for altid?
Da jeg blev syg og måtte forlade politiet, valgte jeg, sammen med Lene, at vi som familie skulle lære og turde være midt i orkanen. Uden medicin. Hvad handler det her om? Hvad skal der til for at vi kan være familie? Vi er der fortsat. En familie. Med en masse valg de sidste 7-8 år.
Vi træffer valg ud fra det vi oplever og erfarer. Ud fra intuition. Automatismer. Mønstre. Livet der flyder afsted og den energi, der opstår. Lene traf det valg at blive. Det var modigt… men et valg fra hjertet. Jeg valgte, at jeg ikke skulle forblive den person jeg var blevet. Så igen leder det mig til gamle mønstre. Opvækst. Vaner. Tanker. Handlinger. Følelser. Der er konstant små og store valg.
Når jeg vælger at følge det der kalder på mig. At lytte til det jeg er og ikke det jeg var. Den kropslige stemning gør mig glad. Rørt. Her sårer jeg ikke nogen. Den jeg var flyder sammen med den jeg nu er! Det er smukt. De steder i mig jeg har udforsket og studeret de seneste år giver håb. Det jeg søger og de svar jeg har fået på de spørgsmål mine valg har ført med sig, gør mit livsformål mere tydeligt. For mig handler det om: Nærvær. Vågenhed. Opmærksomhed. Tomhed. Stilhed. Intuition. Søgende. Undersøgende. Nysgerrig. Overgivelse. Accept. Kærlighed. Det, der får mig til i lige det sekund, at stoppe op. Og træffe et valg:) Fejle og lære. At det er okay. Og så begynde igen. Altid. Så mine perioder, hvor jeg er presset. Fucked helt bogstaveligt. Bliver kortere og kortere. Den periode jeg stod lige midt i for få dage siden. En håbløshed, sorg og kedafdethed. Den var mit ansvar. Vi er vores eget ansvar. Ingen andre kan fixe os. På den lange bane. Vi kan blive guidet. Men i den sidste ende er det os selv.
Kh Chr