HARMONI

Efterår!! Vind, rusk, regn og mørke. Tiden for hygge. Gåture. Varm kakao og hjemmebagte boller. Omfavne mørket eller frygte mørket. Efterårsmørket bringer mørke til sindet. Til tankerne - for nogle. Sol, varme og lys = glad sind. Mørket, regn og kulde = mørkt sind. Vi klager over vejret. Enten er det for varmt eller så regner det og er koldt! Det er kun naturligt, at føle sig fyldt med energi, når vejret er godt og det modsatte når dagene går på hæld. Hvordan kan vi skabe en form for stabilitet for vores humør og energi når elementerne skifter?

Følg naturen. Vær opmærksom på, hvad du spiser. Når det er koldt og blæsende så nyd flere kraftige krydderier i din mad, lav simreretter, drik varme teer. Få gang i blodomløbet, varm kroppen op og bliv fyldt op indefra. Når det modsatte gælder, så lav friske salater, spis lækker frugt. Vi skaber harmoni med naturen - vi klager/brokker os ikke over den. Måske vi kan bringe det ind i andre dele af vores liv!

Den samme balance af harmoni kan bringes ind i din træning. Vær opmærksom på dine ydre omgivelser og lav et dagligt check-in hos dig selv. Din energi og humør. Hvordan fornemmes kroppen. Vælg så det du vil få mest ud af på dagen. Træn hårdt når du har masser af overskud og energi. Vælg en mere blød eller nænsom træning når det modsatte er tilfældet.

Få så meget sollys det muligt, når solen er her!

Ligeledes i efteråret kan det være godt at opbygge en rutine og forberede sig på vinteren. Det handler om at træffe valg. Det er med til, at selvom forholdene ikke er “perfekte”, så får du trænet, mediteret, læst, er social, tiden du er online osv. I harmoni med naturens skiften. Når du er opmærksom og får det bedste ud af det du har, skaber du harmoni i dit liv. Den udvikling vil give mere energi på lang sigt. Se det, som et bål der kan brænde og give varme i lang tid, modsat et vildt bål, der hurtigt brænder ud!

Verden er designet til at smide udfordringer efter os. Det er hårdt, hvis du hvert efterår skal udfordres af mørket og mørke tanker, der forhindrer dig i at leve. Livet er flydende og forandrer sig konstant. Vi fejler og det kan være store skridt på vejen mod succes. Hvordan kan vi navigere i livet og de skuffelser vi vil møde?

Mange derude er formentlig blevet mødt af: “Du skal tænke positivt” Ja, okay. Men får det mine udfordringer, min frygt, til at forsvinde? Hvordan kan jeg ændre min virkelighed fra lidelse til en virkelighed med glæde og udvikling? Udfordringen er at lære om dine ubevidste, negative mønstre! Undgå at anklage andre eller en given situation for dine problemer. Se dem som et spejl, der viser, hvad der skjuler sig under overfladen.

Et forslag kan være, at acceptere livet og situationer som de er. Identificer dine udfordringer. Benægtelse og undgåelse vil ikke ændre noget. At gemme problemerne får dem blot til at vokse, og så dukker de endnu kraftigere op senere. Forlænger lidelsen. Giv dig selv tid og rum. Mød din frygt. Hver gang du “besejrer” din frygt skaber du mere frihed. Det er et valg du er nødt til at træffe. Du ved, hvad alternativet indeholder. Tid og rum kan skabes ved, at trække vejret dybt! Det kan give klarhed i hovedet og ro i hjertet. Herefter kan du træffe dine valg.

De muligheder du nu opnår, handler om, at være opmærksom på, hvad der sker i dig og se hver oplevelse, som en mulighed for at vokse. Din opmærksomhed husker, at du ikke er et “offer” eller passiv deltager i livet. Du er kaptajnen på dit skib eller generalen der styrer slagets gang fra bakketoppen. Overblikket. Reflektionen. Du anerkender og arbejder med dine svagheder, mens du dyrker dine unikke styrker.

Det er lidt som en indre forårsrengøring:) brug muligheden til, at lære om dine gamle mønstre, der holder dig fast. Giv slip på dem og skab rum for mønstre og vaner du virkelig ønsker. Befri dig selv for tanker, der skaber bekymringer og frygt. Inviter tanker ind, der er tro mod dig og den du er. Din vision og drømme. Vær tålmodig, ydmyg og bevidst om, at du gør det bedst muligt. Der hvor din opmærksomhed er, er stedet, hvor du vil gro og hvor du har kraften til at træffe valg. MEN, det skal trænes for at blive virkeligt. Ellers vil det være et behageligt koncept, og ikke andet.

Hvem skaber vores frygt? Du skaber nu muligheden for at være modig i hjertet og møde din frygt. Opdage, at du er meget mere end frygten. Det har du altid været. Ofte er vores frygt selvskabt! Du vil finde ud af du er din egen guide og hjælpen er i dig selv! Du oplever livet med dette mindset. Styrker dig. Din visdom. Din essens. Den du er. Det kan føles som at vende hjem - det har altid været der, men du har måske ikke oplevet det i en periode.

Kontroller det du kan - resten er udenfor din kontrol.

Du skaber din indre harmoni gennem accept. Lav det skifte i dine tanker mod det du ønsker. Slip lysten til at kontrollere og se livet som en mulighed for at vokse. Vær åben og nysgerrig. Vær taknemlig. Tillad at fejle og lær af dine fejl. Undgå at dømme. Følg din sti og du vil modtage hjælp. I form af intuition og det at “vide”. Rå inspiration. Fra naturen, fra en fremmed, fra en kollega, fra en kammerat, fra familie, fra dig selv.

Gør dig fri af gamle negative mønstre, der holder dig fanget!

Nyd efteråret og mørket:)

KH Chr

 

Forrige
Forrige

NATKØKKENET

Næste
Næste

ANTIHERO