SORTE STØVLER - igen

Kære alle,

Rigtig godt Nytår. Jeg håber det kommende år bringer mange og spændende indlæg herfra. For mig er der rigtig meget at tage med videre. Oplevelserne og erfaringerne har været mange. De lever i mig. Min opgave er nu, at følge mit hjerte, min sandhed. Tro på, at jeg indeholder det jeg har brug for i livet. Erfare og opleve endnu mere. Bringe mere til fællesskabet.

En hjertelig tak til alle jer der har skrevet og ringet. Delt jeres historier. I har rørt mig. I har mødt mig. Måske, jeg har rørt og inspireret?

Mit “digt”, Sorte Støvler åbnede en dør, jeg troede lukket for altid. Nu er den åben, og der er meget at lære her. Jeg er trådt ud af en skygge, der har hærget mig i mange år. Jeg lever og har omfavnet skyggen/mit monster! Derfor får i det igen. Og så lige en særlig tanke til Mathilde Falck for hendes ord…

Inden det bliver alt for rørstrømsk og helligt:) så kommer den sætning, der er blevet mit mantra:

“I want to sing like the birds sing, not worrying who listens and what they tink” — Rumi

SORTE STØVLER

Vi er drenge i livets skole. Modige. Usårlige. Dum/dristige. Naive. Sociale fællesskaber. Bånd for livet. Broderskab. Tagselv bord af oplevelser og muligheder. En verden af spænding og fuld fart. Vold, indbrud, husspetakler, dødfundne, selvmord, færdselsuheld, syge og hjælpeløse, drab, tyveri, trusler, biljagter, slagsmål, stoffer, druk, mennesker, bøder, advarsler, færdsel, makkerskab, kolleger, kollega i knibe. Livet, med alt. Omfavner. Elsker det. Navigation. System af kontrol og af/magt. Linedans med døden og favntag med livet. Vi bliver mænd, født af uniformen. Vi bærer ilden. Vi bærer håbet og drømmene. Værdierne. Deler vores fortællinger. Lyden af sorte støvler. Vejen er fremad, når den er tilbage for alle andre. Kun kamp og kæmp eksisterer. Budbringere af sorg. Slukkere af livet og kærligheden. Skæbner. Sociale lag. Samfundets bærm. Høj og lav. En nødvendig kropslig rustning, et sjæleligt panser. Et skrøbeligt kostume - et sindets teater. Et syret sind af grotesk sort humor. Tonen grusomt kærlig. Et knækket hjerte. Gul spand og fremad, bare fremad. Døren. Trukne pistoler. Klar til at skyde. Dræbe om nødvendigt. Brag. Stilhed. Pigenavnet på den lukkede dør. Dyb stilhed. Afsøgning. Fornemmelse. Alene. Død. To i sengen. Drab. Mor/datter. Brister. Krakelerer. Ikke forberedt på. Ikke opgaven. Ikke det vi skulle. Trygheden i fællesskabet. Relationer. Det kollegiale fællesskab. Andre forstår ikke. Sårbarhed - følelser - traume - afmagt - gråd = er jeg alene. Gemmer jeg det. Pakker det væk. Æder det. Det æder mig op. Giften indefra. Det er i mit blod. Flossede nerver. Ukontrollerbare tanker. Alarmberedskab. Tager jeg det ind eller er jeg formet i granit. Maskefald. Druk. Subkultur. Alene. Gemmer mig. Kæmp, frys, flygt. Sprækker i panseret. Rustningen ruster. Falder fra hinanden. River mig i stykker indefra. Loyalitet. Kærlighed. Samtaler. Grin. Broderskab. Jeg giver alt. Rovfuglen hænger over sit bytte. Venter kun på at slå ned. Øjeblikket. Jeg er alt i uniformen - jeg er intet som far. ALENE. To verdener. To mennesker. Adskillelse. Monster. Såret. Bringer sorg. Ser det i øjnene. Utrygge. Angste. Uforstående. Listende børnefødder. Ondskab. Djævel. Knækket. Sygdom. Sammenbrud. Uden sjæl. En tom skal. Et hylster uden liv. Floder af tårer. Søer af gråd. Dæmningen knækket. Identitet? En uhåndterlig strøm. Kraften river mig med. Umuligt at stå fast. Lader mig rive med. Ned, ned, ned. En fos af følelser. Overalt. Skyller ind over mig. Konstant. Uden varsel. Dybt vand. Diagnose. PTSD. Udslettelse. Nyt liv….

“Suk hjerte men brist ej - en udvej vil vise sig” - Mathilde Falck