PANSER#far

Overskud. Leg. Grin. Latter. Tummel. Påfund. Sjov at være sammen med. Energi. Fantasi. Hygge. Højtlæsning. Sammenfiltrede i sofaen. Putter sig ind. Kærlighed. Varme. Hjertevarme. Tryghed. Tillid. Krammere. Forbillede. Alt er muligt. Alt er tilladt. Alt er godt. Lykkelig.

Sceneskifte!

Forvirring. Far lige kommet hjem. Børnene. Barneeøjne. Skræmte. Kan ikke genkende far. Børnefødder. Lister. Må ikke gøre opmærksomme på. Alt skal være korrekt. Efter fars hoved. For ellers. Udbrud. Vulkanen. Eksploderer. Vrede. Utilregnelig. Kærligheden dræbes. Tilliden. Trygheden. Noget brister. For altid. Spørgsmål? Forstår ikke. Bange. Skræmte. Hvem er far? Hvad gør vi forkert? Vi er jo bare børn! De tavse børn.

Ny scene!

Patrulje. Arbejde. Opgaver. Empati. Smil. Forstående. Dialog. Samtaler. Tryghed. Tillid. Rolig. Velovervejet. Reflekterende. Uniformen. Overbærende. Handlekraftig. Politimanden. Konfrontationer. Ingen problem. Overskud. Viser det. Autoritet. Ingen problem. Håndfast. Ingen problem. Forstående. Ingen problem. Lyttende. Ingen problem. Det er jobbet. Kræver. Alt.

Hjemme igen!

Far. Ked af det. Græder. Undskylder. Igen. Vil kramme. Tage dem ind til sig. Børnene. Mærke dem. Knuge dem. Aldrig give slip. Aldrig. Råbe mere. Blive vred. Eksplodere. Børnene. Familien. Har hørt den sang. Mange gange. Sker jo. Igen. Troværdig? Stole på? Godt nok svært…Så. Hvor ender det? Skilsmisse? Sygdom? Løsning? Politi?

Hverdagen. I uniformen.

Mønstring. Kaffe. Hyggesnak. Drillerier. Grin. Løgnehistorier. Skrivearbejde. Patrulje. Opgaver. Færdselsuheld… alvorlig tilskadekomst. Skrivearbejde. Frokost. Udrykning til indbrud i øjeblikket. Patruljering. Ny opgave. Assistere ved tvangsindlæggelse på Psyk. Fri. Kører hjem… til familien.

En anden. Hver/dag!

Inden mønstring. Udrykning til færdselsuheld med dødelig udgang. Mor og barn på 5 år. På vej ind. Underretning af manden og storesøster. Skrivearbejde. Overarbejde. Kører hjem… til familien.(Debriefing en anden dag)

Hver/dag!

Patrulje de første timer. Rutinestop. Bøder. Samtaler. Anden patrulje der har brug for hjælp med voldsom anholdt. Ikke i knibe. Frokost. Udrykning. Anholdelse af mulig drabsmand. Kaos på radioen. Ankomst. Finder ex-kæreste og lille barn dræbt. Kvalt. Afspærring. Teknikere. Skrivearbejde. Overarbejde. Kører hjem… til familien.(Debriefing en anden dag)

Nattevagten:

Slagsmål. Fulde mennesker. Konfrontationer. Konstant. Op i hovedet på os hele tiden. Anholdelser. Magtanvendelse. Udrykninger. Hele tiden. Nye opgaver. Fulde mennesker. Konstant i “det røde felt”. Fri. Kører hjem… til familien.

Forestil dig det sjoveste. Det allermest spændende. Det værste. Det triste. Vi har prøvet det alle sammen.

Det er vigtigt at understrege, at ovenstående, er årsagen til jeg blev politimand. Opleve en masse. Erfare livet. Som jeg skriver i afsnittet “om” her på siden. For mig det fedeste job. Jeg var bare ikke forberedt på at være politimand. Og få en familie. Håndtere oplevelser og så køre direkte hjem til familiekaosset med små børn. Med fx. en film af en død familie, der kører i flere dage, oppe i hovedet. Ikke kun de triste film. Også dem fyldt med fart og spænding! Jeg har haft rigtig mange film, der er blevet afspillet. Uanset, så holder filmen dig vågen. Suger overskuddet.

Er/var det mit ansvar at håndtere det jeg bringer med ind i en familie? Det lærer vi nok ikke. Hvordan vi skal håndtere det vi oplever! Jeg mener ikke, der er nok åbenhed og kommunikation om lige netop det.

Det nemme er arbejdet. Det svære at være hjemme…

Det skal komme fra os selv! I de enkelte afdelinger. Fællesskabet. Initiativet skal komme nedefra. Det er nytteløst at tro, at det kommer fra ledelsen. Fra toppen. Vi kan ikke sætte vores lid. Tro. Håb. Til, at det kommer fra politikerne. Måske Politiforbundet. Der skal nogle modige kolleger til. I det små. Åbenhed og kommunikation. Et fælles ansvar.

Jeg vender retur til dette sortsyn. Fortiden. Det er vigtigt for mig, at skrive om taberne. Vores børn. Kone. Kæreste. Familien. Det er i hjemmet, kaos og drama udspiller sig. Det er en ondskabens scene. Kæmpe omkostninger. Alt det vi ikke ser. Denne smukke og fantastiske facade, vi så naturligt sætter op. Når vi er sammen med venner. Familien. Når vi møder folk vi kender på gaden. Når vi er ude. Hjemme. Alt det andre ikke ser. Hører om. Så derfor skriver jeg om det. I forskellige former. Det er de reaktioner jeg får. Genkendelsen. Det, der er svært at sætte ord på.

Ja, jeg er nok ambitiøs. Nogen vil mene hård. Ved mig selv. Jeg/vi skal huske, at være menneske med de fejl, der helt naturligt følger med. Men, bliver du først bevidst, om det teater, der udspiller sig hjemme. Dagligt. Det jeg har bragt med hjem. Yderlighederne. Ekstremerne. Det er vigtigt, at der er dage i balance. Harmoni. Med tryghed og tillid. At familiens hverdag ikke er præget af de oplevelser far slæber/slæbte med hjem. Det er ikke en mulighed, at drukne følelserne, på vej hjem fra arbejde. Det bliver til rigtig, rigtig mange gange. Specielt, hvis følelser og oplevelser forbliver levende og ubehandlede i os. Følelser, jeg/du ikke kender, ikke ved, hvor vi skal gøre af. Så, hvordan kan vi arbejde med det? Hvor meget kan vi fortælle vores familier? Bliver der ikke taget hånd om det. Så flyder det over!

Jeg er næsten sikker på, at jeg aldrig har hørt en kollega sige, at det er svært at komme hjem til familien! At netop det også bliver taget op på en debriefing. At vi snakker om det i fællesskab.

Det er over 6 år siden jeg blev afskediget. Meget har ændret sig. Til det gode. Det rigtig gode. MEN. Hvis ungerne “Laver en fejl” så kigger de forskrækket. Bange. I min retning. Så far det? De er 15 og 17!!!! Det sidder i dem. Det må jeg leve med. Det åbne sår. Sorgen. Fortrydelsen. Acceptere. Tilgive. Jeg står langtfra alene med den følelse. Mange har mistet deres familier. Blevet skilt. Jeg er heldig at have min. Familie. At vi følges ad hånd i hånd. På den samme sti. Der hvor solen skinner….

Tusind Tak

Kh Chr

PS. Der er rigtig mange, der formår at balancere arbejdet og familien. Heldigvis…