RAMPELYSET

Galla. Velgørenhed. Thin Blue Line Danmark. Påklædning. Sorte støvler. Sorte bukser. Hvid skjorte. Sort vest. Sort jakke. Hvid klud i brystlommen. Klar. Den røde løber. Hånd i hånd med Lene. Mennesker. Feststemning. Samtaler. Denne specielle summen af stemmer. Grin. Latter. Dunk i ryggen. Fortællinger. Krammere. Fællesskab. Oplevelser. Betjente. Pårørende. Politikere. Erhvervsfolk. Kolleger. Skaldede. Store skæg. Brede skuldre. Muskuløse. Tatoveringer. Fremtoning. Barske. Udadtil. Kontrol. Styrke. Beslutsom. Handlekraftig. Flotte mænd og kvinder. ??? Tvivl. Usikkerhed. Frygt. Frygten for at fejle. Hører jeg til? Hvorfor er jeg her? Panik. Angst. Tobias Rahim. Skal jeg bare flygte? Har jeg noget at gøre på den scene? Ansigter fra gamle dage. Følelser og minder vælter ind over mig. Shit, hvor har jeg oplevet meget. Trygheden hos Lene. Tillid. Hun tror! Følelserne. Tankerne. Der skifter. Konstant. Fra det usikre. Til tillid og tro. På det jeg kommer med. Frygten for at fejle. Til at slippe den frygt. Accept. Overgivelse. Værdier.

(Vejrtrækning, den lange udånding, erfaringer & oplevelser, ingen forhindringer & begrænsninger, vågen, nærværende, mærke livets energi der flyder i mig, lever i mig. “I want to sing like the birds sing, not worrying who listen and what they think”, ikke kun ord. Handling. Lever det. Jeg skriver for min skyld. Jeg skal nyde det. Oplevelsen. Værdig - Vær/dig. Kig ud. Vær åben. Åben op. “Suk hjerte men brist ej - en udvej vil vise sig”)

Mødet. Maja. Krammer. Glæde. MEN! Fåk, hvad har hun lokket mig til!? Omsorg. Nærvær. Tillid. Jeg mærker det. Scenen. Lydmanden. Konferencier. Stol. Mikrofon. Stativ. Tusind tak. Festmiddag. Gourmet. Bordet. Kolleger. Afskediget. Diagnoser. PTSD. Ødelagte. Et bånd. Hinanden. Støtter. Kærlighed. Vi er velkomne. Taler. Velformulerede. Sikre. Stilfulde. Budskaber. Svedig i håndfladerne. Tiden står stille. Samtaler ved bordet. Min indledning. Tvivl. Skal noget andet. Kan jeg det? Det er vigtigt. Det budskab. Tiden nærmer sig. Ryster. Nervesystemet. Belastet. Adrenalin. Nervøs. Spændt. Hvordan vil det blive modtaget? Mit digt. “Sorte Støvler”. Bordet ved det nu. De støtter. TAK.

Minutter nu. Kort pause. Helle har lige været på. Rørende og så stærk hendes historie. Fåk. Det vælter ind over mig igen. Tvivl. Frygt. Usikkerhed. Tomhed. Konferencier. Stolen. Mikrofonen. Scenen. Lyset. Møder Mathilde Falck. Takker for hendes fremragende tekster. Hun har læst digtet. Blev meget berørt. Tusind Tak, Mathilde. For at vise nærvær. Være der. Lige der. Finder modet nu. Klar. SÅ ER DET NU… Møder Maja’s blik. Tillid. To trin op. Scenen. Stolen. Lyset. Folks blikke. Jeg kan se de forreste. Alt ryster. Umuligt at styre. Ingen vej tilbage. Indledning. Det lykkes. Maja og Lene, husker dem. Maja’s ide. Lene’s støtte. Min klippe. Sætningerne fra ungerne. “Sorte Støvler”. Sårbar. Åben. Vender det udad. Kigger ud. Bliver berørt. Alt er godt. Teksten er mig. Trygheden i teksten. Bliver levende. Intensiteten. Budskabet. Citat; “Suk hjerte men brist ej - en udvej vil vise sig”. Mathilde Falck og guitarist kommer på scenen. Jeg siger Tusind Tak. Bifald. Kommer over og giver mig en kæmpe krammer, Mathilde. TAK. Siger et par ord. Jeg hører det ikke. Taknemlighed. Kærlighed. Stolthed. Jeg bliver på scenen under Mathildes sang. Lytter. Hendes stemme. Blikke. Så smuk en sang. Teksten. Jeg nyder det. Der er kun os. Mathilde og mig. Lyden. Musikken. Teksten. Fortabt i den kraftfulde og smukke tekst. Intensiteten.

Forlader scenen. Rampelyset. Til et andet. Krammer fra Maja. Henvendelser. Opmærksomhed. De barske betjente. Fællesskabet. De forstår. Jeg sætter ord på det de går med. I sig. Dybt inde. Sorg. Afmagt. Vrede. Ingen ord for min egen krop. Lige nu. Tomhed. Stolthed. Lykke. Glæde. Taknemlighed. Beskriver det ikke. Slet ikke. Jeg er politimand. Altid. Men jeg er samtidig meget mere. På fri fod. Fri. Smidt mine lænker. Omfavner. Møder. Overgiver. Ingen forhindringer. Ingen begrænsninger. Den Blå Linie. Far & Mand.

“Suk hjerte, men brist ej
En udvej vil vise sig
Jeg er på den, fanget for alvor
Efter mange år på fri fod
Der var noget jeg ikke forstod
Noget jeg aldrig helt forlod” — Mathilde Falck