RECONNECT

Om altid at vende tilbage.

For snart et år siden havde jeg et kortere ophold i naturen. 3 dage med mig selv. Ingen mad, ingen søvn og 1 l vand til en eventuel nødsituation. Et ophold i et meget afgrænset område. Uden skygge for elementerne. Helt nøgen. Afklædt. Mentalt. Og fysisk, da solen viste sig fra sin gavmilde og ubarmhjertige side. Forud for mit ophold var 6 måneders intens forberedelse, hvilket jeg tidligere har skrevet om.

Det seneste år siden jeg blev kaldt hjem af Heinrich’s tromme og blev modtaget på “Bjerget” ved Gomde på Helgenæs, har mentalt været enormt svært at sætte ord på. Min blonde naivitet troede nok, at alt ville blive godt i tiden efter. At jeg ville ændre mig. Efterlade mit gamle lort og vende hel og skinnende tilbage. Det modsatte var og er tilfældet.

Jeg var sikker på, at jeg var tæt på et sammenbrud sidste sommer. Jeg har virkelig kæmpet en skyttegravskrig indvendig. Det dybe i mig der kalder. Den jeg er. Og det gamle, jeg’et, der stædigt og grådigt gør alt for at holde mig fast. Jeg har stået med en følelse af at alt var muligt! For at finde ud af, at det er det sandelig ikke… en følelse af at være en mental katastrofe! Følelsen af at hænge i et fængsel udenfor min krop. I forsøget, kampen for at bryde ud og vende tilbage faldt eller svævede jeg blot længere væk.

Lige indtil fuglene begyndte deres vidunderlige klassiske musikkoncerter om morgenen. Vinden mod mine bare ben. Solen, når den kommer højere på himlen og virkelig begynder at varme. Morgengryet. Aftenhimlen. Og tiden, hvor jeg nu bliver mindet om min intense forberedelse. Meget af det gode jeg lærte under forberedelsen er forsvundet lige så stille. Det har hele tiden kaldt på opmærksomhed, men de gamle vaner og mønstre sejrede. Indtil nu! Ganske langsomt vender det tilbage. Maden, turene ud i naturen. Inspiration og kreativitet. Stilhed og tomhed. Taknemlighed og ydmyghed. Under mine 3 døgn hørte jeg fuglene. Uden at høre dem. Jeg kæmpede mod solen. 16 timer i døgnet. Når den endelig gik ned kiggede jeg med rædsel på det korte stykke af horisonten, der om sommeren er mellem nedgang og opgang. Vinden jeg ikke mærkede, da mit sted var i læ. Alt sammen fordi jeg kæmpede. Enten gav jeg op og forlod mit sted før tid eller jeg opgav kampen mod solen. Og kampen mod mig selv. Overgivelse. Den totale overgivelse.

Jeg begynder måske at forstå. Bid for bid. Stykke for stykke. Hvem jeg er. Hvem jeg altid har været. Hvor jeg skal hen. Alle de spørgsmål, der opstod på mit lille sted på Helgenæs. Svarene. De lever i mig. RECONNECT:) Oplevelserne og erfaringerne. Ritualerne jeg har gennemgået. Ceremonierne orkestreret af Heinrich og hans tromme. Det hele er der. I mig. Det er alt sammen tilgængeligt… Jeg var forbi Heinrich denne uge til en ene-session. Som en del af mit forløb under ham. Som min lærer og guide. Rigtig meget at tage med hjem. Tusind tak og jeg glæder mig helt enormt meget til det kommende 1-års forløb “Deep Performance Leadership”.

Kh Chr