Stemmen i hovedet

Kære alle,

Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst skrev. En dejlig sommerferie er vel overstået. Ungerne er begyndt på nye dele af deres rejser i livet. Vi har modtaget et nyt hold elever på HMI og der blæser generelt milde og kærlige vinde vores vej.

Hen over sommeren er jeg blevet mere og mere optaget af Joseph Campbell og “The Hero’s Journey”. Om de gamle sagn. Fortællinger. Eventyr. Hvordan jeg kan se min egen fortælling som et eventyr. Når jeg kigger tilbage. I dag. Og den kommende tid. Det er rigtig spændende.

Jeg har jo tilladt mig, at bruge Heinrich’s ord om at det jeg gør, er den Jyske Udgave. Det er Livets Cirkel. Medicinhjulet. Arketyperne. Men også historier, kultur og filosofi fra Buddhisme og Zen Buddhisme. Det er livsfilosofi fra de oprindelige folk fra Nordamerika. Alt sammen æltet godt sammen til min udgave.

Ligeledes fortsætter jeg arbejdet under Heinrich. Fællesskabet. En del af en gruppe mænd. Vi er startet og der venter endnu 10 spændende måneder, hvor vi mødes flere gange hen over efterår, vinter og forår. Det giver en helt særlig energi. At mødes den samme gruppe og fortsat gå dybere og dybere ned i, hvem vi er. Vores indre lederskab.

Vores indre stemme

Jeg kan ofte have svært ved, at beskrive det jeg gør. Det kan let blive til et forsvar. Hvad skal det til for? Rykker det overhovedet noget? Hvorfor arbejder du ikke mere end du gør? Hvordan har du det? Skal du ikke videre? Det værste er ikke denne “kritik”. Det er de udtryk jeg oplever og manglende lyst til at lytte, der gør mig trist. Generelt kan andre ikke forholde sig til når jeg siger, at jeg har det skidt. Ikke at blive mødt og set. Det fører til tvivl og den vej til mindreværd og opgivelse. Jeg vil rigtig gerne samtale med andre. Hvor vi deler og lytter til hinanden. De spørgsmål og den støtte jeg har brug for, for at dykke dybere opsøger jeg selv i de fællesskaber jeg er i. (Ovenstående er et eksempel på, hvordan ubalance kan skabes)

MEN. Tidligere kunne jeg virkelig skabe min egen tankestrøm. Tage tankerne videre og blæse det op til en anden virkelighed. En virkelighed der ikke er/var sand. Ud fra situationer i hverdagen. Det kan være mødet med familien. Små uoverensstemmelser. Når Lene blot er den hun er, og det ikke lige passer ind i min opfattelse af tingene! Så står skilsmissen for døren som eneste udvej:) Det kan være mit eget mindreværd når jeg skal på efterskolen og undervise. At jeg ikke er god nok og bliver afsløret og nedgjort. Ubehaget kroppen bliver fyldt op af.

Går jeg længere tilbage så var mine tanker ofte præget af katastrofer. Det værste der kan ske. Ungerne for det meste. Men også mit eget. De uheld jeg har haft. Specielt med kitesurferen og den ekstreme følelse af ikke at være god nok, den gav mig. De efterfølgende forhindringer og begrænsninger jeg satte op for mig selv.

Det hele, der eksploderede for 5-7 år siden med PTSD-diagnosen. Og dermed en tankestrøm de færreste kan sætte sig ind i! En strøm uden pause. Katastrofetanker kombineret med en krop fyldt op af voldsomt ubehag. Det er jo helt vanvittigt, at det over tid er muligt, at opbygge et liv. En tro. En opfattelse af noget der ikke er sandt og langt fra hvem jeg er!

Mange kan nok nikke genkendende til de tanker. Bekymringen for vores børn. At de dukker op. Men forsvinder hurtigt igen. Det er helt normale tanker og følelser i vores vestlige kultur. Det er der som sådan ikke noget særligt i… jeg vil tro de fleste kender til de tanker!

Det her er min egen teori. Vær venligst opmærksom på, at dette er mine erfaringer jeg skriver om. Tak:) Jeg kender kun til PTSD og ikke andre diagnoser eller sygdomme.

Jeg kalder det når kanoen lækker. Et hul bliver til flere. Mere og mere vand strømmer ind. Til sidst er der ikke nogen bund. Det er sådan jeg oplever et liv med PTSD. Tankerne er ikke til at stoppe! Den næste tanke fodrer hele tiden den næste tanke. Monstret vokser og vokser. Samtidig fungerer kroppen ikke. Det er som om tankerne bliver virkeliggjort i kroppen. Det er på ingen måder rart. Det virker som en totalt uoverkommelig opgave at komme ud af. Konstant bliver du mødt af små hændelser, der fodrer denne ustoppelige strøm. Hændelser der minder om de oplevelser der er med. Politiet. Fortiden. Det er min bedste beskrivelse af PTSD - for mig. Det er ekstremt ødelæggende for alle at være i. Ud over det, er der alle følgevirkningerne. Angst, frygt, vrede, frustration, sorg, magtesløshed, tvivl, mindreværd osv. Det er et kæmpe kontroltab!

I dag. Denne dag. Tankerne er der fortsat. Men som små krusninger omkring kanoen. Der opstår ikke huller. Tankerne tager ikke kontrollen. De bliver ikke fodret. Monstret er nu min rejsefælle. Jeg kan ikke beskrive det mere præcist. Tanker vil opstå. Det kan vi ikke ændre. Det er ikke muligt. Det er lykkes mig at lave denne sørgelige enerkano til en dejlig lækker familiekano:) Det ekstremt destruktive er i dag en støtte. Med til at opretholde et vågent nærvær og fokus. Når det blidt banker på og jeg lytter. Til min krop og dem omkring mig. Så har jeg mulighed for at arbejde dybere og fortsat lære.

Det er dog først indenfor de senester måneder denne forståelse er blevet tydelig.

Min daglige struktur gennem flere år - de fællesskaber jeg er i - konfrontere monstret(tage på Vision Quest, forberedelsen og året efter) - min familie - mine lærere - nære venner. Det er medicinen.

Jeg vil gerne byde ind med forslag til opretholdelse af en balance i hverdagen:

• søvn og hvile

• bevægelse og kost, dit helbred

• balance, dit stress-niveau

• fællesskaber, hvem omgiver du dig med?

• selvomsorg, er du god ved dig selv?

• generel livs-vedligeholdelse, dit hjem, hygiejne, økonomi, er der balance her

Tusind tak,

Kh Chr