USIKKERHED & LYKKE! - Det skal mærkes at vi LEVER
“Jeg kan mærke en stigende trang til at flå huden af
Og vende lortet på vrangen for ikk’ at strande som en ussel karl” — Suspekt “Proletar”
“Det skal mærkes at vi lever” — Samtaler mellem Johannes Møllehave og Benny Andersen
Jeg er så heldig, at nogen af jer skriver til mig. Det jeg skriver vækker et eller andet. I deler. Jeg deler. Vi giver og vi modtager. Opkald. SMS. Mail. Det er underordnet. Det er samtaler. For det er jeg dybt taknemlig. Den energi der opstår. Det, det kræver af mig. Inspiration. Refleksion. Kreativitet. Stilhed. Liv. Fællesskab. Forbindelse. Tusind tak for det.
Min kære ven, Tony skrev en sms, efter at have læst sidste indlæg om “Angst, usikkerhed, vrede, tvivl… når det hele kører af sporet”. Tony skrev, “anderledes læsning, når jeg ikke selv “er der”. Tak for indsigt, og vinkel på livet. L…(Tony’s kæreste) er faktisk lidt ad den vej. Det har jeg ofte slået hen med det du også skriver og tænker: pjat, hold nu op, kom så…” Vi skrev lidt frem og tilbage, men Tony’s ord blev ved med at dukke op. Krævede min opmærksomhed.
Det er et virkelig godt billede på livet og vores bevægelse i det. At det er en flydende energi, som vi deltager fuldt ud i. Med alt hvad det bringer. Den evne Tony har er dejligt simpel og er en stor styrke. Jeg ved at Tony mærker livet. Er vågen, opmærksom, reflekterende og så bevæger sig videre. Det lærer jeg nu af igen. Jeg var også der… for år tilbage. Jeg havde også den evne. Det simple men kraftfulde. Det maskuline.
Min dag kom, hvor det ikke længere var en mulighed. “Buldre” fremad. Det fik en ødelæggende effekt på min krop. En dyster og destruktiv følelse. Jeg forsøgte at presse igennem og fandt til slut mig selv stående i kælderen, ved vasketøjet, grædende i flere timer uden at vide, hvordan jeg kom op igen. Efter den dag stoppede mit politiliv endeligt.
For at jeg kan være her. I dag. Med familie. Fællesskaber. Arbejde. Er det vigtigt, at jeg arbejder dagligt med; drengen, fantasien og legen - det feminine - de ældre, visdommen og det maskuline. Det forsøger jeg. I mange år var jeg i en ekstremt maskulin verden. Kultur. Som jeg knuselskede. Da det ikke gik længere var det nødvendigt, at lære de nye følelser i kroppen at kende. Den ekstreme vrede, social angst osv. Det jeg ofte nævner i mine indlæg. Søge den modsatte pol. Mod det mere feminine. Det er jeg blevet guidet i gennem mit arbejde med Marcus og Heinrich. Mit mønster hidtil var blot benzin på et i forvejen vildt bål.
I dag arbejder jeg med den fulde cirkel. For at kunne stå i midten.
Takket være Tony, og jer andre, bliver jeg mere bevidst om det arbejde. Hver enkelt del har sin fulde berettigelse.
Suspekts tekst og Møllehave & Andersen’s titel og deres smukke samtaler giver kæmpe inspiration.
Tusind Tak - Vi giver og vi modtager.
Kh Chr
PS. Du kan læse mere om den fulde cirkel under “Fundamentet”