TIDSMANGEL - du har 24 timer… hver dag!

Tidsmangel - vi “stresser” - føler os konstant bagud - jeg når ikke det jeg gerne vil - min liste er hele tiden lang - hammeren vi slår os selv oven i hovedet med bliver større og større.

Inden jeg kommer for godt i gang med hammeren, så lad os lige stoppe op engang. Uanset hvor vi er, hvem vi er, hvor dårligt vi gjorde brug af den foregående dag, så er der altid en frisk forsyning af tid. 24 nye timer hver dag. Se det som en frisk start, igen og igen og igen! En unik mulighed for at vælge en ny vej.

Lige en ting mere. Uanset, hvor meget vi gør, hvor meget du får gjort løser det ikke problemet af din følelse af tidsmangel. Selv hvis du får 20, måske flere ting gjort, vil du ofte føle, at du kunne gøre mere. Jeg kunne også lige have nået… selvom du har haft en fantastisk dag uden forhindringer og forstyrrelser, så dukker den tanke op - jeg kunne have gjort mere!

Din tid, dine timer er en gave. De er virkelig værdifulde. Vi tager dem for givet og værdsætter ikke vores tid. Dagene er fyldt af rutiner og vi er ikke opmærksomme, vågne eller bevidste om, hvad vi gør. Hvor blev alle de timer dog af?

Her er inspiration til, hvad du kan gøre. Forhåbentlig gør du meget godt i forvejen. Vær opmærksom på, at det her er min måde. Tag det du kan bruge og skab din vej:)

1) For mig starter dagen lige inden jeg går i seng aftenen før. Sammen med min taknemligheds-rutine, så skriver jeg 3 vigtige ting jeg ønsker at gøre næste dag. Det er både en støtte til søvnen, så jeg ikke vågner op og ligger og tænker på, hvad jeg skal huske den kommende dag, og så forsøger jeg at følge den liste.

2) Jeg ved aldrig helt hvad jeg vågner op til. Mentalt og kropsligt. Jeg bruger den første tid på at fornemme, hvad jeg har brug for på dagen. Holder mig til min liste. 3 ting kan lyde lidt fesent, men jeg ønsker det simpelt. Det gør dagen overskuelig og jeg sidder ikke med den store hammer. Stress og tidsmangel får ikke lov til at dominere. Samtidig er der plads til livet. Livet der flyder afsted. Der kan opstå uforudsete ting. Det jeg ikke kan kontrollere.

Min dag starter med en intention om at gøre dagen god. På min måde.

3) Oplev. Oplev momenter hver dag. Det kan være når du giver dine unger, kone, kæreste et kærligt kram. Står under bruseren og mærker vandets stråler. Koldt eller varmt. Solens stråler på en gåtur. Kigger ud over havet. Drikker en god kop kaffe. Har en samtale med en gammel ven/inde. Nyd og oplev øjeblikket. Vær vågen omkring det. Nærværende. Se om du kan være det flere gange om dagen.

4) Luk dagen ned med at kigge tilbage på den dag du har haft. Vær taknemlig.

Herunder forslag og opmuntring til at tage små pauser i din hverdag - til de dage hvor du er overvældet, udmattet og dagen kan virke “uoverskuelig”. Giv dig selv lov til at holde en pause.

  • tag en kort lur, sæt uret til fx. 12 min

  • gå en kort tur

  • tag en pause, træk vejret og vær med øjeblikket

  • tag en pause fra dine skærme, giv slip på alle indtryk og påvirkninger

  • lav en go kop kaffe eller te og nyd den i stilhed

  • tag et dejligt varmt bad

  • find et sted udenfor og sid i stilhed en stund og bare lyt

  • læg dig på sofaen, gulvet og lige så stille brug din vejrtrækning til at slappe af i hele kroppen

  • vær opmærksom på selvomsorg, hver dag.

Kh Chr

Forrige
Forrige

JESPER’S HISTORIE

Næste
Næste

NYE VANER - åh nej, de holder aldrig!