Begær, grådighed, manglende søvn = ubalance
Hvad sker der, når du er i ubalance? Hvordan reagerer du? Kan du identificere årsagen?
I sidste uge sov jeg ikke en hel nat! Jeg gennemgik det sidste ritual, i min forberedelse mod Vision Quest. Jeg var meget opmærksom på, at den manglende søvn, ville sætte sit præg på mit humør og dermed min balance. Jeg er optaget af balancen i mit liv. Jeg er nysgerrig i min søgen efter en ‘formel’. Det er blevet en form for indre og ydre eventyr for mig. Ydre er livet omkring mig, og brugen af min krop. Indre er mit sind. Det er en helt vildt spændende praksis og lige så langsomt, har jeg fornemmelsen af, at nærme mig noget! Den største udfordring gennem de sidste mange år er søvn. Uden søvnen fungerer min struktur ikke og livet omkring mig bliver udfordret.
Men, jeg er kun et menneske, du er kun et menneske.
I de første dage efter natten uden søvn, var jeg fuld af energi. Som oftest omkring tredjedagen faldt hammeren. Det er momenter af, en fornemmelse, at noget andet tager over i mig. Noget, der ikke er mig. Noget mørkt. Mine daglige rutiner, min struktur, forsvinder og bliver en bjergbestigning at få udført. Der er en stemme i mit hoved, der konstant kværner løs med ‘sort magi’ - den negative stemme. Den første tanke, eller indskydelse, er styret af den lille djævel på skulderen med treforken. Min familie bliver et kæmpe irritationsmoment for mig, og jeg kommer nemt til at såre dem. En nedladende bemærkning eller heftig vrede. Jeg får lyst til, at fylde mig med dårlig mad. Jeg søger det usunde. Mine handlinger er styret af begær og grådighed. Jeg får lyst til at købe genstande jeg ikke har brug for. Jeg søger efter hjælp andre steder, end dem jeg normalt arbejder med. De guider mig jo ikke, og sammen med dem, når jeg aldrig ikke mine mål. Der må være en nemmere og hurtigere vej. Følelserne sidder udenpå tøjet. Gråd og frustration. Jeg er dømmende overfor mig selv og andre. Det allersidste jeg har lyst til, er at være social.
Der er få kortvarige øjeblikke med ‘hvid magi’ - den positive stemme i mit sind, positive tanker. Jeg griber ud efter det berømte ‘quick-fix’ og leder alle steder efter det. Men det findes ikke. Jeg har tidligere levet i denne onde cirkel over en længere periode, en årrække. Jeg er blevet en negativ kultur. Min erfaring er, at jo mere jeg griber ud efter, og jeg ikke giver mine redskaber tid til at lande i mig, så opleves frustration og magtesløshed blot endnu kraftigere. Den onde cirkel forlænges og vejen retur mod balance og glæde bliver endnu længere.
Den struktur, jeg har opbygget de sidste år gennem arbejdet med mine elementer: meditation, skrive tekster, bevægelse, kolde bade og vejrtrækningen, er sammen med mine værdier, hjerte, fællesskab, frihed, og det simple liv, vejen tilbage mod balance. Fastholdelse af strukturen og mine rutiner. Her er det vigtigt, at fornemme, hvad der på dagen, og netop nu er brug for. Træffe valg og vælge en ny vej. Med tålmodighed. Og rigtig vigtigt. Undgå at dømme mig selv over, at være faldet i det samme hul, igen og igen. Accepter, at det er menneskets vilkår. Det er okay at fejle! Men bliv ved med, at vende tilbage til dig selv, dine rutiner og struktur. Vær i det og oplev det. Ud fra strukturen vokser friheden!