“tøsedreng”!?

Angst kender vi alt for godt, desværre!

Angst: “en stærk, negativ følelse forårsaget af et pres eller en ofte udefineret trussel = frygt” Så frygt er en reaktion på en reel trussel og angst kommer mere “ud af det blå” og kan beskrives som overdreven i forhold til en reel fare. Angst er en tolkning af en ydre eller indre begivenhed, en flyvetur/ydre og tanker eller kropslige fornemmelser/indre, og som bliver gjort farligere end de i virkeligheden er.

Frygt er en forbigående følelse, modsat angst. Frygt er et alarmsignal, når der er fare på færde.

Dette indlæg er virkelig svært. Det er min intention, at være sårbar, dele - uden filter. Alligevel… Jeg er forvirret og bange. Der er virkelig noget der ligger på lur. Spørgsmål opstår i mig. Skaber jeg selv “dramaer” gennem mineløbske tanker? Spørgsmål, jeg er overbevist om, jeg indeholder svarene på. Steder i mig jeg skal gå hen og undersøge. Har jeg modet og hjertet til at gå derhen? Så nu skriver jeg!!

Efter jeg var på Vision Quest i midten af juni måned i år, oplevede jeg i de efterfølgende uger, en tilstand i min krop og sind jeg ikke troede muligt. Jeg vil tro, det er sådan lykke føles. Helt ubeskriveligt fantastisk. Intet kunne trænge ind til mig. Letheden i mit hoved og min krop. Og så efter noget tid, denne tvivl! Kan det blive ved?? Gamle mønstre trængte sig på.

Under min forberedelse og på selve Vision Questen, forventede jeg, at møde et bestemt traume fra min barndom. I en tidlig alder oplevede jeg kraftige svimmelhedsanfald, der ofte opstod om natten. Jeg kan ikke huske, hvor tit anfaldene kom. Men panikken og den voldsomme følelse af at gå i stykker, kan jeg i dag huske. Anfaldene forfulgte mig ind i dagtimerne da jeg blev ældre og helt op gennem mine tidlige teenageår. Min egen opfattelse er klart, at det lagde begrænsninger på, hvad jeg kastede mig ud i.

I dag vil vi nok kalde det for angst. Dengang kendte vi bare ikke til det ord.

Gennem mit voksenliv skulle jeg i den grad modbevise, at den tøsedreng og den svaghed jeg mente levede i mig, slet slet ikke var mig og min sandhed. Så jeg gjorde mig selv hård indvendig og udvendig. Det var jeg rigtig god til i mange år. Det på trods af mit hverv som politimand og mine oplevelser - indtil jeg ikke var det mere!

Det var det, jeg forventede at møde!! Jeg følte mig klar. Det var noget jeg skulle gå gennem. Jeg havde under forberedelsen et par optræk til et anfald. Og samtidig en klar fornemmelse af, at det blev skabt på baggrund af tankemylder. Når jeg ikke er vågen og nærværende, kan jeg køre mig selv helt derud på panikkens rand. Det er sgu sygt!! På trods af jeg ved, hvad jeg skal arbejde med for ikke at følge med mine katastrofetanker. Det er bare så afsindigt svært, når du står midt i det. Det er ikke BARE at stoppe op og trække vejret. Det er slet slet ikke så ligetil. Det kræver hårdt arbejde hver dag. Træne i at stoppe op. Være vågen, bevidst nærværende. Reflektere og vælge nye veje.

Begynde med små daglige ændringer. Vi kan bevæge os hver dag. Skrive vores tanker ned - reflektere. Vejrtrækningsøvelser og kolde bade* Træne i at komme forbi den første tanke eller indskydelse, der ofte er et gammelt mønster. Der ofte er den nemme løsning. Derfra vælge en ny vej. Undgå at falde i det samme hul igen og igen. Det hul, hvor ubehaget og panikken hersker. Skabt af mine tanker.

Nu sidder jeg så her. Midt i sommerferien og har de seneste uger ofte fornemmelsen af, at et anfald er på vej. Når det sker, glemmer jeg alt om det jeg dagligt arbejder med. Gamle mønstre tager over. Tvivl og usikkerhed hærger mig. Jeg bliver bange, angst? Jeg føler mig alene og sårbar. Jeg bliver den lille dreng. Det forvirrer mig! Spørgsmål dukker op: Puster jeg liv i et gammelt bål? Er min tilstand skabt gennem mine tanker? Er jeg ved at miste mig selv? Få et sammenbrud? Der hvor jeg er i dag, er det også noget selvskabt? Min PTSD? Skyld, skam, svigt, frygt….

Jeg skriver meget på min intuition. Jeg skriver, når der opstår noget i mig jeg har brug for, at reflektere over og bearbejde. Det er sjældent planlagt. Jeg kan komme mange steder hen i mine skriverier. Så, på forunderlig vis vender jeg stille og roligt hjem igen. Hjem til den jeg er! Ikke den mine tanker forsøger, at forføre mig til at være!! Det er vigtigt - for det er, hvad der sker her.

Jeg har i dag haft en dag, med fornemmelsen af, et anfald var undervejs. Det her ubehag der ikke vil slippe sit tag i mig, i mine tanker og min krop. Nu, mens jeg skriver trækker ubehagets skygger sig fra mig. Tågen letter, og jeg kan lige så stille se klart igen. Min tro på, at det jeg gør, er det rigtige, vender tilbage med fornyet kraft.(Meditation, vejrtrækning, bevægelse, kolde bade, skriverier og fortsat være nysgerrig og åben over nyt. Fortsat lære, være eleven)

At jeg indeholder de svar jeg har brug for i livet.

At jeg ikke prøver på, at være noget andet.

At jeg ikke kan lave om på min fortid.

At jeg ikke skal af med den dreng jeg var, men han er en del af mig!

At vi følges ad!

Det er mega crazy, hvad vores tanker kan udsætte os for. Hvor meget de kan begrænse os i, at udfolde vores sandhed. Når tankerne gennem lange perioder, år, får lov til at styre vildt og ukontrolleret. Skjule hvem vi virkelig er. Det gør mig rigtig rigtig ked af det. Jeg er heldig, at jeg har fået muligheden, for at dykke ned i arbejdet med tankerne. Jeg har tiden, modsat mange andre, men jeg bruger den også til at lære.

Jeg har oplevet en del både fysisk og psykisk i mit liv. 5 brud på ryggen fra ski og kitesurfing ulykker. Et mindre mirakel, ifølge lægerne, at jeg ikke er lam fra brystet og ned. Oplevet død og ødelæggelse i mange år som politimand på gaden. Ikke mere end så mange andre politifolk. Men summen af oplevelser gør noget! Til slut oplevede jeg, at blive bange i dagligdags opgaver. En følelse, jeg skjulte for mine kolleger, og som jeg i dag, ikke har åbnet op om overfor dem. For mig er det logisk, at dèt ville fylde? Politilivet er nu “gode historier”. Det er ikke der, mine tanker fører mig hen. Med det jeg har oplevet ville det være logisk. Det er oplevelsen, traumet der sidder i mig fra anfald af svimmelhed som dreng. Det, der forvirrer mig og gør mig bange…. Det er så let at blæse tingene ud af proportioner. Fare vild i de fortællinger vi fortæller os selv. Derfor dette indlæg. Stoltheden og lykken ved at have gennemført så monumental en bedrift som Vision Quest, og den ultra korte vej til det fordærv tankerne kan skabe.

I Dag er Livets Dag

Kærlig hilsen

Christian

*https://www.wimhofmethod.com/benefits

Jeg kan kun opfordre til, at dykke ned i vejrtrækningen og de kolde bades forunderlige verden. Læs mere om forskningen bag på Wim’s hjemmeside.

Træk vejret

Det første og det sidste vi gør i livet! En vejrtrækning. Dagligt trækker vi vejret ind og ud ca. 20.000 - 30.000 gange. Måske, det i livet vi tager mest for givet. At trække vejret. Der ligger et kæmpe potentiale i at træne og være nysgerrig på vores vejrtrækning. Vi udnytter ikke vores vejrtrækning og lungers fulde kapacitet. Ud over det er en fantastisk verden at dykke ned i, så er der også en masse fordele, ved at arbejde med vejrtrækningen.

• du styrker dit immunsystem

• du mindsker inflammation i kroppen

• du restituerer hurtigere

• du styrker dine åndedrætsorganer

• du forbedrer din søvn

• du kommer dig hurtigere efter sygdom

• du kan reducere stress

• arbejde med og påvirke dit nervesystem, Vagusnerven

• du kan forbedre din fysik

• du kan forbedre dit mentale helbred

Jeg beklager, hvis jeg bliver en anelse spids. MEN, der findes ganske enkelt ikke en undskyldning, for ikke at være opmærksom på din vejrtrækning! Eller endnu bedre, træne din vejrtrækning. Vi tager vores vejrtrækning for givet. Det kræver et minimum af tid, at give den lidt opmærksomhed.

De ældste traditioner fra Østen, Yoga og Meditation har begge vejrtrækningen som et helt fundamentalt redskab. To traditioner, der de seneste årtier vinder mere og mere frem i vores vestlige verden. Også indenfor forskning, sammen med søvn. Vejrtrækningen er vores anker vi kan kaste ud. Det er et fantastisk redskab til at finde ro og afslapning. Finde energi og fokus. De Olympiske Lege er i fuld gang. Observer atleter indenfor alle idrætsgrene. Sprinteren der gør sig klar. Skytten før et skud. Svømmeren på startblokken. Jeg fristes til at skrive ALLE, tager dybe vejrtrækninger for at blive klar. Finde den rette spænding i kroppen og det mentale fokus.

I meditationen bruger vi vejrtrækningen til at finde afslapning, ro i krop og sind, ved starten på hver meditation. Det er det anker vi kaster ud, for at vende tilbage til os selv, når tankerne tager os med på rejse. Vejrtrækningen bliver brugt i et utal af øvelser. I Mindfulnes. Som behandlere bruger vi vejrtrækningen til at guide vores klienter. I alle kroge af det vi kalder LIV, er vores vejrtrækning måske det vigtigste.

Vejrtrækningen var det første jeg arbejdede med, da jeg ikke anede, hvor jeg skulle søge hjælp, da jeg stod med en PTSD - diagnose. Jeg følte, at jeg løb mod en tyk og høj mur, i den kasse jeg var blevet placeret i. På trods af et 8 måneder langt forløb på en psykiatrisk afdeling for sindslidende, stod jeg uden redskaber. Jeg havde snakket og grædt rigtig meget, men også igen og igen virkelig efterlyst redskaber, jeg kunne anvende hjemme. I hverdagen. I det hjem, hvor mine facader krakelerede, og hvor det gik ud over familien. Det ingen ser.

Wim Hof og Stig Severinsen blev mine første lærere. Det var gennem deres online univers og app, at min rejse begyndte at udvikle sig. Det var her jeg første gang oplevede, at finde en form for ro. Her 6 år senere træner jeg stort set dagligt vejrtrækning og vejrhold. Det er en rigtig vigtig del af elementerne i min daglige struktur.(Fakta: 463 sessions, plus 1.300 runder og 64 timers total vejrhold, gennemsnit vejrhold 2.54 - længste vejrhold 5.53 min. Data fra Wim Hof’s app)

Vejrtrækning kan være kraftfuld og give et ekstremt fokus. Samtidig kan du gå den anden vej, og bruge vejrtrækningen til at finde ro og afslapning. Du kan lege med tiden på din indånding og udånding. Forlænge og forkorte. Et utal af muligheder.

Træning af vejrtrækningen mærker du en effekt fra første gang. På de hold jeg de sidste par år har afholdt, har deltagerne altid fået en oplevelse fra første gang, og lidt at tænke over.

Forslag til, hvad du kan gøre for at komme igang. Vær opmærksom på, at det kræver et minimum af tid og “kun” din opmærksomhed:

• start din dag med 5 - 10 dybe vejrtrækninger, som det første

• vær opmærksom på din vejrtrækning gennem dagen, hvor befinder din vejrtrækning sig? I brystet eller kommer du ned i maven? Tag 1 dyb vejrtrækning løbende gennem din dag og mærk effekten!

• vær opmærksom på din vejrtrækning i forskellige situationer, hvor dine følelser kommer i spil: Vrede, ked af det, magtesløs, frustration, irritation, glæde, sorg, osv. Vær nysgerrig og træk vejret dybt og vend tilbage til dig selv.

• læg dig ned på sengen eller gulvet og observer din vejrtrækning. Træk vejret ned i maven, ind gennem næsen og ud gennem munden. Arbejd med afslapning af hele kroppen på din udånding. 5 - 10 min

• Brug vejrtrækningen til at finde ro inden du skal sove. Når du ligger i sengen.

Udvælg det du finder spændende af ovenstående og start med at prøve det af i et par dage, 1 uge eller endnu bedre - gør det til en fast del af din hverdag:)

Er du mere nysgerrig og har lyst til at dykke ned i denne fantastiske verden så skriv til mig på cro001@icloud.com.

Jeg kan kun anbefale, at hente Wim Hof’s app. Wim Hof Method, gå ind på hans hjemmeside. Ligesom Stig Severinsen’s hjemmeside Breathology.com er et besøg værd.

Den vigtigste vejrtrækning er altid den næste:)

Kh Chr

Begær, grådighed, manglende søvn = ubalance

Hvad sker der, når du er i ubalance? Hvordan reagerer du? Kan du identificere årsagen?

I sidste uge sov jeg ikke en hel nat! Jeg gennemgik det sidste ritual, i min forberedelse mod Vision Quest. Jeg var meget opmærksom på, at den manglende søvn, ville sætte sit præg på mit humør og dermed min balance. Jeg er optaget af balancen i mit liv. Jeg er nysgerrig i min søgen efter en ‘formel’. Det er blevet en form for indre og ydre eventyr for mig. Ydre er livet omkring mig, og brugen af min krop. Indre er mit sind. Det er en helt vildt spændende praksis og lige så langsomt, har jeg fornemmelsen af, at nærme mig noget! Den største udfordring gennem de sidste mange år er søvn. Uden søvnen fungerer min struktur ikke og livet omkring mig bliver udfordret.

Men, jeg er kun et menneske, du er kun et menneske.

I de første dage efter natten uden søvn, var jeg fuld af energi. Som oftest omkring tredjedagen faldt hammeren. Det er momenter af, en fornemmelse, at noget andet tager over i mig. Noget, der ikke er mig. Noget mørkt. Mine daglige rutiner, min struktur, forsvinder og bliver en bjergbestigning at få udført. Der er en stemme i mit hoved, der konstant kværner løs med ‘sort magi’ - den negative stemme. Den første tanke, eller indskydelse, er styret af den lille djævel på skulderen med treforken. Min familie bliver et kæmpe irritationsmoment for mig, og jeg kommer nemt til at såre dem. En nedladende bemærkning eller heftig vrede. Jeg får lyst til, at fylde mig med dårlig mad. Jeg søger det usunde. Mine handlinger er styret af begær og grådighed. Jeg får lyst til at købe genstande jeg ikke har brug for. Jeg søger efter hjælp andre steder, end dem jeg normalt arbejder med. De guider mig jo ikke, og sammen med dem, når jeg aldrig ikke mine mål. Der må være en nemmere og hurtigere vej. Følelserne sidder udenpå tøjet. Gråd og frustration. Jeg er dømmende overfor mig selv og andre. Det allersidste jeg har lyst til, er at være social.

Der er få kortvarige øjeblikke med ‘hvid magi’ - den positive stemme i mit sind, positive tanker. Jeg griber ud efter det berømte ‘quick-fix’ og leder alle steder efter det. Men det findes ikke. Jeg har tidligere levet i denne onde cirkel over en længere periode, en årrække. Jeg er blevet en negativ kultur. Min erfaring er, at jo mere jeg griber ud efter, og jeg ikke giver mine redskaber tid til at lande i mig, så opleves frustration og magtesløshed blot endnu kraftigere. Den onde cirkel forlænges og vejen retur mod balance og glæde bliver endnu længere.

Den struktur, jeg har opbygget de sidste år gennem arbejdet med mine elementer: meditation, skrive tekster, bevægelse, kolde bade og vejrtrækningen, er sammen med mine værdier, hjerte, fællesskab, frihed, og det simple liv, vejen tilbage mod balance. Fastholdelse af strukturen og mine rutiner. Her er det vigtigt, at fornemme, hvad der på dagen, og netop nu er brug for. Træffe valg og vælge en ny vej. Med tålmodighed. Og rigtig vigtigt. Undgå at dømme mig selv over, at være faldet i det samme hul, igen og igen. Accepter, at det er menneskets vilkår. Det er okay at fejle! Men bliv ved med, at vende tilbage til dig selv, dine rutiner og struktur. Vær i det og oplev det. Ud fra strukturen vokser friheden!

Bevægelse

Kender du sætningen: “Jeg skal bare løbe det væk!”, eller “jeg skal bare cykle det væk!”.

Den brugte jeg selv for 6 år siden! Jeg var af den fulde overbevisning, at jeg kunne cykle mig ud af mine problemer. Jeg skulle ud og mærke mig selv og presse på, hele tiden presse mere og mere. Slå mine tider på bakkerne, intervaltræning og lange ture til jeg segnede. Så blev alt nok godt igen. Mærke mig selv! Løb og cykling er selvfølgelig rigtig rigtig god motion. Det er ofte blot den indledende sætning jeg oftest hører og selv brugte!

For mig var intentionen dog ganske forkert. I 2015 var jeg noget ude i tovene. Jeg var sygemeldt fra politiet og var på daværende tidspunkt ikke bevidst om, hvad hulen der var galt. Jeg havde det ikke godt. Ingen kunne give mig svar. Min nærmeste allierede var min mountainbike. Jeg var af den overbevisning, at jeg ude på cyklen kunne få det bedre. Det fik desværre den helt modsatte virkning. Måske, hvis jeg under omstændighederne, havde grebet det anderledes an, kunne cyklingen have været rigtig gavnlig. Jeg jagtede tider og pressede på.

Kort tid inden jeg tog konsekvensen, og solgte alt mit cykelgrej, havde jeg nogle skræmmende oplevelser. En morgen, hvor jeg havde det skidt, skulle cyklen straffes og jeg skulle straffe mig selv. Så ud og køre bakkeintervaller. Den dag fungerede kroppen ikke. Jeg kunne slet ikke træde. Alligevel blev jeg ved med at presse på. Alle faresignaler blev ignoreret og efter 5-6 intervaller, var det som om, at kroppen sagde stop. Jeg kan i dag ikke beskrive min fysiske reaktion, men jeg var rigtig meget i tvivl, om jeg ville komme hjem igen. Et fysisk og mentalt kollaps. Jeg kan ikke erindre turen hjem, men hjem kom jeg.

Ok, hvad lærte jeg af det? Ikke meget for kort tid efter, gentog jeg seancen. Denne gang forstod jeg dog alvoren. Konsekvensen blev, at jeg solgte alt mit cykelgrej. Cyklingen havde, for mig, fået et helt forkert fokus.

Der er sket rigtig meget siden 2015/2016. I dag er “bevægelse” en del af min medicin. Det er udforskning af min krop og min krops formåen. Styrke - mobilitet/smidighed - være eksplosiv - udholdenhed - teknik - leg - kropslige mønstre. Jeg træner meget, men det er på ingen måde all-out cardio og konstant høj puls. Det er en undersøgelse af teknikker inden for vægtløftning, styrketræning, bevægelse på gulv - overgange mellem forskellige øvelser, bevægelse i gymnastikringe, progressioner og scalering, planlægning og periodisering.

Bevægelse er en del af min medicin. Bevægelse er en del af min cirkel og er repræsenteret i de fire retninger. Det kraftfulde, legen, de bløde bevægelser og essensen/visdommen bag hele min praksis. Det handler rigtig meget om at fornemme. Fornemme, hvad jeg på dagen har brug for. Bevægelse bliver brugt til et kropsligt check-in. Arbejdet der ligger i at lytte til, hvad din krop fortæller er enormt spændende. Det kan foregå gennem meditation, hvor du er stillesiddende. Gennem “Moving Meditation”. Bløde, rolige bevægelser i alle retninger med opmærksomhed på den del af kroppen, du bevæger.(Marcus Grandjean style:) Med åbne eller lukkede øjne. Her er ingen regler, fantasien er eneste begrænser.

Hvis kroppen eller hovedet ikke er det ikke alt afgørende at gennemføre dagens program. Jeg stopper op og træffer et valg. Træder tilbage og reflekterer over, hvad jeg har brug for. Måske er det en gåtur i skoven! Et iskoldt bad! Meditation! Skrive! Vejrtrækning!

Balance

Du er fuld af energi! Det kører derudad. Tidligt op og i godt humør. Overskud hele dagen. Konflikter løses med lethed. Opgaver på arbejde eller hjemme er en fornøjelse. Et stort smil. Vi kender alle den følelse, og den er fantastisk.

Pludselig vender det. Energien, overskuddet forsvinder og dagen bliver lidt en kamp. Lige fra morgenen, hvor dynen er dejlig varm og sengen næsten omslutter dig. Resten af dagen, og måske de følgende dage, har du fornemmelsen af konstant at være bagud. Det mest simple bliver svært at håndtere. Hver opgave kræver meget af dig. Livet er en rutchebane. Fuld fart og masser af sjov og energi - dybe huller, mørke og svære dage. Det bliver endnu en kamp, og rigtig hårdt hele tiden, at finde tilbage til energien og de gode dage. For hvor blev den af? Glæden, energien og kærligheden til livet?

Prøv at se hele året som en cirkel. En cirkel delt op i gode perioder og svære perioder. Perioderne er her fra udgangspunktet ligeligt fordelt i samme længde over hele året. Men, ganske stille og roligt begynder, de hårde triste perioder, at blive længere og længere. Den periode, hvor der er overskud og energi, bliver stille og roligt spist. Og rigtig ofte, uden at vi bemærker det. Sindet er fra dagens start i en tilstand af træthed og overvældet. Forsøgene for at bryde denne tilstand, synes blot, at gøre det hele værre. Resten af dagen bliver en kamp og jagt efter glæde og overskud. Der er ingen ligevægt og slet ikke plus på kontoen! Cirklen ser på ingen måde rar ud nu. Det er på ingen måde, et liv vi ønsker at tage del i!

Der vil altid opstå svære perioder. Det er livet. Den svære tid fornemmer vi tydeligere. Det er slet ikke rart, at være midt i ubehaget, der kan føles, som et jerngreb af hele kroppen.

De gode perioder bemærker vi måske slet ikke. Vi nyder ikke følelsen af lykke og overskud. Solen skinner, og der er smil. Svære konflikter og problemstillinger løses let. Vi fornemmer livet omkring os og i os.

Min gode ven Sebastian delte for nylig, i en cirkel af mænd, at han havde det fantastisk. “Ingen lig i lasten og en dejlig fornemmelse i tilværelsen og kroppen”, som han dejligt befriende formulerede det. Rigtig smukt og rørende at opleve. Rigtig ofte, bliver der delt rigtig meget lidelse og sorg i mandecirklerne. Der ligger hårdt arbejde bag Sebastians ord. TAK!! Det er IKKE forbudt at have det godt og udtrykke det! Hylde det gode liv.

Vi er forskellige. Hvad der virker for den enkelte, er dermed også helt forskelligt. Problemet er, at mange slet ikke gør noget. Livet passerer forbi uden vi er deltagere. Tony Robbins: “There is no excuse not to do 10 minutes. If you don’t have 10 minutes, you don’t have a life.” Der skal ofte ikke mere til. 10 minutter!! Vi ‘dør’ ofte hurtigt i vores forsøg på forandring. Vi sætter baren alt for højt og ambitiøst. Start simpelt.

Et forslag herfra kan være at starte dagen med et koldt bad. (Byg langsomt op til minimum 30 sek. - 2 min) Det kick-starter hele systemet. Få fokus på din vejrtrækning. Dybe vejrtrækninger. Sæt dig herefter og skriv i 5 min. Sæt et stopur. Skriv helt frit. Det er kun for dig selv. Lav så lidt bevægelse. Det kan være 10 armbøjninger eller 10 burpees. Måske en yoga Solhilsen, men bevægelse, der aktiverer kroppen.

Som afslutning på din dag, så sig tak til 3 ting. Sig dem højt eller skriv i en notesbog. Vis taknemlighed og send så én kærlig tanke til en person, du synes har brug for det.

Start eventuelt med, at vælge èt af elementerne og roligt bygge på.

Test ovenstående i minimum 14 dage og skriv til mig på cro001@icloud.com og lad mig høre, hvordan det er gået. Hvis du ønsker, at udvide dine daglige/ugentlige rutiner lytter jeg gerne og kommer med forslag.

Inspiration

Så er det sommerferie. Og måske tiden for, at dykke ned i podcasts, læsestof og måske endda tage fat i noget, du har ønsket at gøre længe!

Her kommer lidt inspiration:

Bøger:

“A lamp in the darkness” - Jack Kornfield

“Beautiful Practice” - Frank Forencich

“Vinegar into Honey” - Ron Leifer

“Den Fredelige Krigers Vej” - Dan Millman

“Smile at Fear” - Chögyam Trungpa

“Den ubundne sjæl” - Michael A. Singer

Podcast:

“Manualen” - Benjamin Hjertemod

“Heart Wisdom” - Jack Kornfield

“The Tim Ferris Show”

Hjemmesider:

Ido Portal - det er hans gamle blog. Om bevægelse og træning. www.idoportal.blogspot.com

Jackkornfield.com - Meditation

Sounds True - Meditation, spiritualitet osv.

Marcello Palozzo - Bevægelse

Instagram: Ja jeg ved det godt:) men her er nogle, hvor det ikke blot er hovedløs bladren men rigtig godt indhold

Marcus Grandjean - Træning, meditation og min tidligere mentor

Meraki_performance - Træning og livet

Devin P. Kelley - Træning og livet

Kaptajn Meier/ Niklas Meyer - Træning, meget fagligt og yderst relevant

Marcello Palozzo - Bevægelse

Jonas Germann - Træning, kost, evidens-baseret side. Super god til at gøre opmærksom på rigtigt og forkert.

Rigtig god sommer til alle

Vision Quest Refleksioner

72 timer uden vand, søvn og mad! 6 måneders forberedelse, 3 måneder med intens faste, meditationer og ophold i naturen. OG meget mere…

Vision Quest eller Visions-søgning. Et ophold i naturen i min egen lille cirkel af 12 sten. Ikke større end min fulde længde med armene strakt over hovedet, hvilket jo så er ganske lille! Medbringende spørgsmålet: “Hvad er mit højeste livsformål?”

Hvordan i alverden kan jeg sætte ord på denne rejse? Den kraft der lever i mig, her små 14 dage efter jeg blev sendt afsted af Heinrich og trommen. De svar jeg fik. Opleve, være og nuet! De svar, der nu skal blive en del af mig, integreres i mig. For hvad er ord? Og er de ikke ofte blot ord? Har de en værdi uden en handling? Her placeret i min historie, der hver gang den bliver fortalt, ændrer karakter, og jo flere gange den bliver fortalt mister sin betydning, liv og kraft i mig. Derfor rigtig svært, at beskrive min rejse, uden at min oplevelse og mine svar, mister deres kraft i mig.

Hele ceremonien omkring min rejse. Blive sendt afsted med 1 liter vand(kun i nødstilfælde), et uldtæppe og det sæt tøj jeg har på. 72 timer senere blive hentet hjem til lyden af Heinrich’s tromme og cirklen af deltagere på Natur - og Stilhedsretræten, der afholdes sideløbende, mens jeg var på min rejse. Den hjemkomst, vil for altid have et helt specielt sted i mit hjerte. Og jeg bliver fortsat forundret over den magi og kraft, en cirkel af mennesker kan skabe. Mennesker jeg ikke kender, der blev rørte over min “hjemkomst.” Efterfølgende høre deres historie, oplevelse af den hjælp, de tanker, de sendte min vej, rører mig rigtig rigtig dybt!

Jeg er fyldt af stolthed over at have gennemført rejsen. Som Sebastian(min kære rejsekammerat, der drog afsted ugen efter mig) så præcist formulerer det: “Det er - flat out - en monumental bedrift, at gennemføre en Vision Quest.”

Der sker virkelig noget, med så lang og intens forberedelse. Der sker virkelig noget, når vores tre mest basale behov bliver fjernet fra os. Der sker virkelig noget, når du opholder dig midt i naturen på et meget lille område. Forbinder dig med naturen omkring dig. Når solen i over 2 dage, 16 timer om dagen brager ned over dig. Den korte nat med stilheden og trangen til at smide sig på jorden og bare sove. Længslen efter at drikke er til tider voldsom. Mærke tørsten. Til sidst er der ikke andet end den totale overgivelse. Det er her magien opstår. Der sker noget, som sindet ikke forstår, og som jeg forsøger ikke at forstå. For det er virkeligt! Meget virkeligt! Og det lever i mig.

Mit første døgn var jeg i krig med mit sind og mine tanker. Tanker om at give op, savnet til min familie er ofte enormt kraftigt når jeg er afsted. Solen der virkelig ristede mig. Alt det, jeg forventede ville komme, og som jeg alligevel har så svært ved at arbejde med. Det er næsten uhyggeligt, hvor meget magt egoet og tankerne har.

Jeg blev nødt til at stå op, det meste af tiden for at få bare lidt vind. Mit lille sted lå i læ for vinden. Hvis jeg sad eller lå ned, blev det hurtigt alt for varmt. Den fordybelse jeg søgte blev til panik, frustration, magtesløshed og vrede. Tankerne om at give op, de er kun tanker! De er ikke virkelige, for de lever ikke i min krop, de er ikke, hvem jeg er. De forsvinder lige så hurtigt som de opstår, men indtil den totale overgivelse, bliver de tanker om at give op, gentaget igen og igen.

Hele tiden havde jeg Heinrich’s ord: “No matter what happens! Stay in that circle!” Jeg havde min grundige forberedelse med mig. Alle samtalerne med Sebastian. Og ikke mindst, alt det jeg indeholder. Så jeg blev i min cirkel og fik oplevet, hvad der er, efter den totale overgivelse. Det var og er så smukt og rørende. Jeg er dybt dybt taknemlig og lykkelig, for de svar jeg fik. Jeg er dybt taknemlig for, at jeg har en guide som Heinrich. Jeg er fuld af respekt og ydmyghed omkring de ceremonier og ritualer de nordamerikanske indianere har i deres historie og kultur, og som jeg har fået lov at lære om og opleve en lille flig af.

TAK til Sebastian for ALT.

Jeg ønsker de kvinder og mænd, der drager på Vision Quest til august og september og fremover rigtig god forberedelse og rejse.

AHO!

Vision Quest

Hvad er dit livsformål, dit inderste kald og dybeste mening med dit liv?

Hvad er dit sande værdisæt at navigere dit liv efter?

Hvad er det væsentligste for dig, i dit liv?

Deltagelse i dette Vision Quest forløb, kalder på stor commitment grundet sin store intensitet og vil udfordre dig dybt ind i din oplevelse af hvem du er og ind i det liv du lever – og dybest set ønsker at leve, og er kaldet dybt til fra dit eget inderste.

Formålet med Vision Quest er at den søgende gør sig klar til at modtage sit livsformål, sin sande vej i livet, som en klarhed over hvordan man fra sin essens, levet og handlet ud igennem sine værdier, er til tjeneste for andre mennesker og i livet som helhed.

Med andre ord, hvad er du i livet for at være, leve, dele og tjene, resten af den tid der er dig givet?

I forløbet er indeholdt en stor del ophold i naturen, ceremonier og ritualer, samt meditation, faste og kortere udesidninger, som vital forberedelse til selve Questen.

“Den der ikke kender sit sande livsformål, må gøre det til sit livsformål at kende det”.

Ovenstående er udklip fra Firekeeper.dk. Min meditationslærer, Heinrich’s hjemmeside. Det er sætninger og ord, der vækker noget dybt i mig. Noget fundamentalt, en urkraft, noget oprindeligt og noget simpelt.

Jeg er de seneste år, på mit indre eventyrs rejse, blevet mere og mere fascineret af de nordamerikanske indianeres livsfilosofi og livsvisdom. En stor del af Heinrich’s undervisning er Medicinhjulet eller Livets Cirkel. En måde at leve på. Medicinhjulet er inddelt efter de fire retninger. Øst, det maskuline, ilden - syd, ungdommen, jorden - vest, det feminine, vandet og nord, de ældre, luften. At arbejde med Medicinhjulet er en livslang læring. Jeg fik præsenteret bogen “Livets Cirkel” af Marc “Hawk of the Yellow Wind” Druin. Den er blevet min bibel.

Indianerne drager på Vision Quest for at søge deres livsformål. Der findes flere udgaver af visionssøgninger og medicinhjul over hele verden. Det er indianernes Vision Quest, jeg er i gang med at forberede mig til. Heinrich har gennemført den oprindelige VQ i nordamerika og opholdt sig hos indianerne.

Min VQ er 6 måneders forberedelse. Jeg har valgt, det skal være en del af mit 3 årige forløb til meditationslærer. Daglig meditation, ophold i naturen, kortere udesidninger, ceremonier og ritualer og faste er hovedelementerne i forberedelsen. I skrivende stund, er jeg ca. 3 uger fra jeg bliver sendt ud på min VQ.

Hvad er min motivation for en VQ? Det simple liv trækker i mig. Ord skal ikke blot være ord. Drømme ikke kun drømme. Jeg ønsker ikke, at min fortid skal definere nuet, og definere min fremtid. Jeg søger mit livsformål. En søgning efter svar i mig. Jeg fik for længe siden, at vide, at jeg indeholder alle svarene selv. At jeg indeholder alt det, jeg skal bruge. Det forstod jeg ikke dengang. Her under forberedelsen, er jeg begyndt at forstå. Jeg ønsker ikke at fire bogstaver, PTSD, skal være mit liv, den tid jeg er her. Min motivation er læren om Medicinhjulet. En lære og væsentlig del er, at der ikke er noget vi skal af med! Det er mit håb, at jeg kan arbejde med det og møde det hjemme i hverdagen. At jeg kan træffe nye valg, når de fire bogstaver dukker op i mig, og ikke gå ned af den samme uhensigtsmæssige vej, hvor dem jeg elsker bliver bange og sårede. Arbejde med ubehag og min frygt.

Da jeg var barn/dreng fik jeg i en meget tidlig alder kraftige anfald af svimmelhed. Jeg var i panik og troede nærmest jeg skulle dø. Anfaldene fortsatte op mod slutningen af folkeskolen, hvor de med tiden forsvandt. (Jeg har haft begyndende anfald som voksen, uden det dog er blevet til mere). Jeg så mig selv som svag og lidt en tøsedreng, som dreng! Jeg har taget kraftig afstand fra den dreng. Hele mit voksenliv har jeg forsøgt, at bevise, at jeg ikke var svag og en tøsedreng. Nu er den følelse ved at indhente mig igen. Det skyldes blandt andet et ritual, jeg skal gennemgå som led i min forberedelse. Min frygt, er at møde “den svage dreng” og anfaldene, møde panikken og den tager kontrollen i mig, så jeg må give op!

Af respekt for den oprindelige forberedelse, og hele den indianske kultur, bag en Vision Quest, hvor en stor del er, ikke at vide, hvad der skal ske, og Heinrich’s arbejde vil jeg ikke beskrive ritualet nærmere.

For ca. 3 uger siden lå jeg og læste inden sovetid, som altid. Mine tanker var omkring det kommende ritual, og jeg kunne ikke stoppe det godstog, af tanker om frygt, der hærgede mit sind. Det begyndte at sitre i min krop. Specielt omkring brystet og venstre side af mit hoved. Jeg blev bange for, at jeg igen fik et anfald, eller at jeg var ved at bryde sammen. Jeg valgte, at blive i sengen og være med ubehaget. Det blev ikke værre og jeg husker, at jeg til sidst faldt i søvn og sov ganske fint. Om morgenen sad denne sitren stadig i kroppen og kraftigst i brystet. Jeg havde den fornemmelse i mit hoved, at jeg måske var på vej til et svimmelhedsanfald.

Lene foreslog om ikke en tur i skoven kunne være en mulighed. Vi fik en snak inden jeg gik, hvor hun sagde, at hun ikke kunne forstå, at jeg stadig hængte mig så meget i fortiden. At jeg skulle søge mere derhen, jeg har lyst til. Det ramte mig virkelig hårdt. Er det hvad jeg gør? Holder fast i lidelsen og dramaet?

Jeg har mit sted i skoven, hvor der er rigtig smukt og for mig næsten magisk. Jeg gik derud og sad. Nød naturen, lydene, farverne. Jeg vendte tilbage til Lene’s ord og mit syn på mig selv som dreng. Et billede fra da jeg var ca. 4-5 år dukked op. En kraftig følelse af, hvor meget den dreng har brug for mig, voksede i mig. Og at jeg har brug for ham. Jeg skal ikke flygte og tage afstand mere. Der er ikke noget jeg skal bevise. En stærk følelse af at vi smeltede sammen bredte sig i min krop. At vi blev forenet. Et meget rørende, smukt og kraftfuldt øjeblik.

Jeg har ikke den samme frygt for ritualet. Jeg har en ydmyghed og respekt forbundet med det. Med hvor det kommer fra, og den betydning, det har for den kultur. Jeg frygter ikke at møde et anfald. Det er ubehageligt, men det går over.

Min oplevelse i skoven bekræfter min motivation, og det jeg søger. Vi har nogle gange brug for de rigtige personer, til at guide os. Vi udfører arbejdet selv og finder svarene i os. Jeg vælger nu en anden vej.

I dag er Livets Dag.

Vision Quest - så er det nu

Om få timer, så er det afgang mod Gomde. Et buddhistisk center på Helgenæs med magisk natur. Det er rammen for mig frem mod søndag. I dag er det tirsdag. Det sidste måltid er indtaget og tasken er pakket.

Det sidste døgn har en dejlig ro sænket sig i mig. Sammen med en rigtig god fornemmelse af glæde, men også respekt og ydmyghed overfor den historie og betydning Vision Questen har for de nordamerikanske indianere. Det næste lille døgns tid, og frem mod jeg bliver sendt afsted af Heinrich’s tromme, og de tre døgn jeg har foran mig, vil jeg ære og hylde indianernes visdom og historie. Søge deres hjælp undervejs og forbinde mig med den natur, der er omkring mig. Et halvt års forberedelse afsluttes, og min drøm bliver virkelig.

Hvordan har den sidste tid været? Den sidste uge har jeg været rastløs. Jeg er klar. Jeg er virkelig klar. De sidste 10 dage har kosten været i fokus, og nedtrapning fra fasten, frem mod de kommende 5 døgn uden føde og på et minimum af vand de 3 døgn. Efter det sidste ritual, for nogle uger siden, var det svært at komme tilbage på rette spor. Rent mentalt. Holde fokus. Her er fasten rigtig god og den sidste lange faste på 72 timer gik forrygende. Det var, næsten, en dejlig oplevelse.

Den sidste uge har mange af mine gamle mønstre vist sig igen. Dårlig samvittighed over at forlade familien og savnet af dem, har meldt sig allerede før jeg er draget afsted. Specielt det, at jeg ikke kan komme i kontakt med dem de næste dage. De ikke kan klare sig uden mig! Hvad nu, hvis der sker en af dem noget eller dem alle sammen? Det er en følelse, jeg har oplevet meget stærkt tidligere, på Stilhed - og Naturretræte i august. Det er tabet af kontrol. Dengang gav jeg slip på kontrollen og selvfølgelig klarer de sig super fint. Sammen med helt andre tanker om det mere magelige. Hvad med fluer og myg? Vejret? Kommer jeg til at fryse om natten? Kan jeg holde mig vågen? Det er de tanker, der har huseret i mig. Det er ok. Det minder mig om, at den rejse jeg er på, sammen med min familie. For jeg er overbevist om, at jeg bringer enormt meget godt med hjem til os alle sammen på søndag. Hvad det er, ved jeg ikke. Forberedelsen har allerede givet mig og os virkelig meget. Det er den ro, jeg mærker i mig nu!

På en Vision Quest drager jeg ud, for at søge efter mit højeste livsformål. Den frygt jeg har i mig, er om jeg kommer til at kæmpe mig igennem de 3 døgn. Glemmer de ritualer der indgår undervejs. Jeg ikke gør det godt nok. Så jeg ikke får noget ud af det, og ikke får nogen svar. Jeg tager tomhændet hjem, netop fordi, jeg kommer til at ligge i krig med mine tanker. Men også, at jeg ikke formår, at udleve de eller det svar jeg får. At jeg vender tilbage til livet og hverdagen uden at forstå og integrere, det jeg lærer og møder.

Det er en del af min medicin at skrive. Få sat ord på mine tanker. Træde tilbage og observere, hvad der foregår. De tanker jeg har beskrevet, er det jeg har med mig. De er også en del af mig, og det er helt ok de opstår. Jeg er glad for de kommer og hjælper mig. Det øger min opmærksomhed og mit fokus. Det skærper alt det jeg har lært og været igennem det sidste år under Heinrich’s virke. Det skærper alt det den lavine Marcus var med til at sætte igang for 4 år siden. Dengang jeg stod med diagnosen PTSD, politiet var slut og noget skulle ske, for at jeg stadig havde min familie.

Jeg skal ikke flygte fra min fortid. Jeg skal ikke se om på den anden side af fremtidens bjerg. Jeg skal være lige her. Der er kun dette nu. Jeg er klar til at drage afsted. Sammen med min familie, sammen med drengen og manden. Lyset og mørket. Søge det simple i livet. Lære mere om alt det jeg indeholder og som jeg er overbevist om vil vise sig de kommende døgn.

AHO

Ego

Egoet er vores mørke

Egoet er symbol på det mørke, vi kan bære rundt på. Det mørke, der vil forhindre os i en ønsket forandring. Det mørke, der holder os fast. Egoet styres af frygt for adskillelse (afvisning, udstødelse osv.). 

Egoet beskrives af Heinrich Pan Birk Johansen: “Egoet er et dybt sår. Et dybt og uhealet sår, som trænger, som kalder, som længes, og som skriger på at blive set, mødt og inkluderet i livet, i den inderste ild. Den dybeste ånd, i det dybeste af hjertet. Non-stop sender egoet historier og tærskel-vogtere ud for at beskytte sin opfattelse af, hvad det vil sige at være egoet. En fuldbragt Kriger er en fuldkommen omfavnelse af egoet, af mørket. Og lade mørket fuldkommen omfavne en, indefra som udefra. Udefra som indefra. Alt gennemtrængt af lys og mørke. Således er egoet, mørket, ikke noget Krigeren skal og vil af med. Det er med på rejsen, sådan er det. Det skal bare ikke være rejselederen. Hjertet er rejselederen, lyset fra essensen”.

Arbejdet med egoet er rejsen mod genkendelse, overgivelse, medfølelse og tilgivelse. Søge sandheden i sit hjerte og lade hjertet være rejselederen.

Egoet er den stemme, der konstant taler til os. Det er en del af vores sind. Egoet er den første til at råbe højt, når vi står over for forandringer og lander i ubehagelige oplevelser. Det er ligegyldigt, hvilken skala. Egoet er der i de mindre hverdagssituationer, og når vi oplever den helt store forandring, fyring, skilsmisse, død osv.

Egoet er ikke vores virkelighed, og hvem vi er. Her er et kort uddrag fra Michael A. Singers bog “Den ubundne sjæl” En bog, der får mine kraftigste anbefalinger, hvis du synes, arbejdet med sindet er spændende.

“I tankens verden er der altid noget, du kan gøre for at kontrollere oplevelsen. Helt grundlæggende genskaber du den ydre verden inde i dig selv og lever i sindet. Hvad hvis du besluttede ikke at gøre dette? Hvis du beslutter dig for ikke at fortælle og i stedet blot iagttager verden bevidst, vil du føle dig mere åben og udsat. 

Virkeligheden er bare alt for virkelig for de fleste af os, og derfor mildner vi den ved hjælp af sindet. 

Du vil opdage, at sindet taler hele tiden, fordi du har stillet det en opgave. Du bruger det som en beskyttelsesforanstaltning, en form for forsvar. I sidste ende får det dig til at føle dig mere tryg. Så længe det er det, du ønsker, vil du hele tiden blive tvunget til at bruge sindet som stødpude mod livet frem for at leve det. Denne verden folder sig ud og har i virkeligheden meget lidt at gøre med dig eller dine tanker. Den var her, længe før du kom, og den vil være her længe efter, at du har forladt den. I dit erklærede forsøg på at holde verden sammen forsøger du i virkeligheden bare at holde sammen på dig selv. 

Sand personlig vækst handler om at transcendere den del af dig selv, som ikke er okay, og som har brug for beskyttelse. Dette foregår ved hele tiden at huske på, at du er den indeni, som lægger mærke til den stemme, der taler. Det er vejen ud. Den indeni, som er bevidst om, at du altid taler med dig selv om dig selv, er altid stille. Det er vejen ind til dit væsens dybder. At være bevidst om, at du holder øje med den stemme, der taler, er at stå på tærsklen til en fantastisk indre rejse. Hvis den stemme, der har været en kilde til bekymring, forvirring og almindelig neurotisk adfærd, bliver brugt rigtigt, kan den blive udgangspunktet for ægte åndelig opvågnen. Hvis du lærer den, der iagttager stemmen, at kende, lærer du et af skabelsens store mysterier at kende”.

Meditationslærer

Jeg er i gang med et 3 - årigt forløb til meditationslærer under Heinrich Pan Birk Johansen, www.firekeeper.dk. Lad mig sige det kort og præcist. Forløbet er en vild vild personlig rejse. Men også en rejse ind i kærligheden og fællesskabet i min familie. Jeg har givet mit fulde JA, som Heinrich siger, og forløbet er virkelig fuldt ud. Grundstenen er de retræter Heinrich afholder på Helgenæs, Gomde. Stilhed -og natur, Kriger & Offer, Mande retræter, Vision Quest og meget mere, er nogle af de temaer, der undervises i. Inspireret af Heinrich’s personlige rejse og elementer fra forskellige retninger, Zenbuddhisme og specielt de nordamerikanske indianeres visdom og deres ritualer og ceremonier.

Jeg mødte første gang Heinrich i 2016 til et par private sessioner hjemme hos Heinrich. På trods af det korte forløb, blev der virkelig vækket noget meget kraftfuldt, dybt i mig. En længsel, som jeg på det tidspunkt, ikke formåede, at sætte ord på eller forstod. Heinrich tilbyder et forløb mod en “Vision Quest” eller “Udesidning”. Et ritual hentet fra de nordamerikanske indianere, og som Heinrich selv har gennemgået. 3 døgn i naturen, fastende og uden ret meget vand og med begrænset påklædning. Den del af Heinrich’s arbejde talte til mit allerdybeste. Jeg fik nogle titler på bøger, jeg kunne læse. Bl.a. “Livets Cirkel” af Marc “Hawk” Druin, der er en grundig beskrivelse af indianernes livsfilosofi og visdom. En bog, der skulle vise sig, at få enorm betydning, for det eventyr, jeg er på i dag.

I de følgende år arbejdede jeg med Marcus Grandjean, med både fysisk og mental træning. Meditation og tekster fra Zenbuddhismen. Årene med Marcus åbnede op for en ny verden, for mig, at se mit liv, og livet omkring mig på. Arbejdet med meditation var rigtig svært for mig. Sidde med mig selv og mine tanker! Meditationerne blev ofte skubbet til sidst på dagen eller helt udeladt! Og det på trods, at dybt i mig, fornemmede jeg, at meditationen, var helt essentiel for mig.

I tiden efter Marcus og jeg havde stoppet vores arbejde, fulgte jeg fint den praksis, med træning og det mentale arbejde, vi havde opbygget. Men stille og roligt begyndte jeg, at “shoppe” rundt og afprøve andre trænere. Gradvist kom jeg længere og længere væk, fra det jeg havde lært. Jeg kom virkelig i ubalance og de gamle mønstre og følgerne af min PTSD-diagnose, begyndte at styre mere og mere. (Læs mere under ‘OM’, *)

De år der gik, efter det første møde med Heinrich, kredsede jeg om specielt, Mande-retrætet. Jeg var draget mod Heinrich’s verden, men alligevel holdt jeg igen. I efteråret 2019 skulle der ske noget. Min frygt for mig selv og den side, min familie og jeg havde set, blev for kraftig og jeg tilmeldte mig et Mande-retræte i marts 2020. Så kom epidemien og retrætet blev flyttet til juni måned 2020.

Under nedlukningen dukkede et 3-årigt forløb til meditationslærer op på Heinrich’s side. Beskrivelsen og det i mig, der holdt igen, faldt ligesom fra hinanden. Det her skulle jeg bare. Min store fascination af de nordamerikanske indianeres filosofi, zenbuddhisme og det Heinrich som person udstråler, måtte jeg dykke dybere ned i. Arbejdet med Marcus åbnede op for en helt ny verden! Det første år med Heinrich har været transformerende! Et intenst og spændende indre eventyr. Der nærmest kun lige er begyndt.

Det første halve år og 4 retræter oplevede jeg rigtig meget, af det jeg skriver om. I starten en enorm modstand, mod Heinrich og hans verden. Hans frigjorte måde at være på, det vilde og det empatiske, var intimiderende. Jeg ville hellere være hjemme hos familien, de kunne jo ikke klare sig uden mig, var bare en af mange undskyldninger, mit sind opfandt. Hele min krops forsøg på at fastholde kontrol. Ikke turde slippe tøjlerne og nyde friheden. Nyde fællesskabet, nyde styrken, en cirkel af mænd kan skabe, tillade overgivelse og tilgivelse, vise sårbarhed. Alt det, vi som mænd kontrollerer og pakker bort. Tillade drengen, legebarnet i os at udfolde sin fantasi. Yderst paradoksalt, for det var jo, hvad jeg søgte!

Ganske små skridt, og en begyndende forståelse af mig selv og Heinrich’s verden begyndte at arbejde i mig. Jeg har haft nogle rigtig stærke oplevelser på alle retræter. Overgivelse og tilgivelse. Miste kontrollen. Mærke og vise sårbarhed. Ro. Kraftfuld. Nærvær. Kærlighed. Lys og mørke.

Lyder det frelst og ‘hippieagtigt’, måske ligefrem religiøst? Det er også okay! Jeg tror på det. Det er ikke én retning og én bestemt religion, der bliver præsenteret. Det er livserfaring og Østens visdom og nordamerikansk indiansk visdom og meget mere blandet sammen. En af mine kraftigste modstandere mod retræter var, at det nemt kan blive en pause, eller flugt fra hverdagen. Vores mørke viser sig ofte inden for hjemmets fire vægge. Det er familien, der oplever de grimme sider. Hvis jeg ikke integrerer det jeg lærer, ind i min hverdag, hvad er det så værd? Hvis jeg ikke kan håndtere ubehaget, og arbejde med det dagligt? Ja, der er huller jeg forsat falder i. Men, tendensen er, at jeg træder et skridt tilbage og fornemmer, hvad der er på vej i mig (vrede og en sårende, nedværdigende kommentar) og jeg vælger en anden vej. Jeg arbejder hver dag med et bevidst, vågent nærvær. Jeg har tiden, modsat mange andre. Men jeg bruger den til at studere og integrere.

Mod slutningen af 2020 besluttede jeg mig for, at mit forløb skulle indeholde 6 måneders forberedelse mod Vision Quest, juni, 2021. Den indre kraft, der blev vækket ved mine første møder med Heinrich, og arbejdet med Marcus åbnede op for, næsten krævede min opmærksomhed. En dyb længsel i mig, men også min indre eventyrlyst ville helt naturligt rejse dybere ind i, hvem jeg er.

*https://harmonica-vanilla-5y77.squarespace.com/config/pages/605f344b8926120327017624

Faste

Min forberedelse frem mod Vision Quest(se indlæg om VQ) indeholder faste, som en vigtig forberedelse. Jeg fastede for ca. 10 år siden i 4 dage, på kun vand, under min uddannelse til ManuVision-behandler. Jeg husker det, som en ok oplevelse. Dog ikke en oplevelse jeg på det tidspunkt i mit liv, havde den store lyst til at gentage:)

Rigtig mange faster 1 - 2 x om året, efterår og forår, som en del af en udrensning af kroppen. Faste indgår for nogle som en kur fx. 5-2 og periodisk faste, hvor du faster fra kl. 20 aften til kl. 12 næste dag eller længere, men minimum 16 timer. Det giver et ‘spisevindue’ på 8 timer.

De sidste ca. 5 år har jeg brugt netop periodisk faste, som en del af mit daglige arbejde. Jeg startede ud med en rolig opbygning. Mad første gang kl. 10 om formiddagen, kl. 11 osv. I dag spiser jeg mellem kl. 14, tidligst og kl. 20. Det er ikke baseret ud fra noget videnskabeligt synspunkt eller et ønske om at jeg skal tabe mig. Det er en grundlæggende opfattelse i mig om at give organerne og kroppen mere pause. Jeg spiser ganske sundt og varieret, men jeg tillader bestemt også det knap så sunde:) ud fra princippet, ‘lidt men godt’.

Selve Vision Quest er 5 dage på vand og de sidste 3 dage på et minimum af vand. Ca. 1 l. Jeg er i gang med uge 8 ud af 12. Uge 8 er 48 timers faste med 6 timer en af dagene uden indtagelse af væske. En ting er at faste 1-2 gange om året over længere tid. Noget andet er, at gøre det hver uge i 3 måneder. Det er et meget kort tidsrum i hele vores liv. Men det føles som en menneskealder. Blot fordi et naturligt behov, og et behov vi tager for givet, bliver fjernet. For mig er det arbejdet med sindet, mine tanker, der er vigtigt. Jeg har oplevet, hvad det vil sige, når sindet får lov til ukontrolleret, at buldre afsted med katastrofetanker og generelt en meget negativ mental kultur. Får det lov til uhindret at ske over flere år, så fører det et sygt sind, og en syg krop med sig.

Indenfor den mere spirituelle måde at tænke og leve på, siger man, at det at være menneske er en lidelse. Det vil jeg ikke acceptere. Jeg ønsker ikke, at livet passerer forbi mig og den dag, hvor jeg skal herfra, ser tilbage med stor fortrydelse, at jeg ikke handlede og valgte anderledes.

Jeg opsøger ubehaget i forskellige former. Fysisk og mentalt ubehag. Med det fokus, at lære om mit ubehag. Udvikle værktøjer og mønstre, så det der opstår, bliver genkendeligt. Hele tiden med det ekstra fokus, at det er mit sind, der vil, at det her er ikke rart. At mit sind spinder historier, der ikke har meget sandhed i sig. Helt konkret ligger det arbejde og de værktøjer i min Cirkel. Meditation, Bevægelse, Vejrtrækning og Kolde Bade og Skriftligt Arbejde.

Hvad sker der så under fasten?

Jeg mærker sult og maven knurrer. Ofte på de tidspunkter, hvor jeg normalt spiser. Jeg oplever rastløshed og irritation. Fornemmelsen af et hul i maven. Hovedpine. Følelser af tvivl, lysten til at give op, usikkerhed, vrede, osv. Kæberne, der har lyst til at tygge og mærke mad. Nætter hvor jeg fryser. MEN også lethed i kroppen. Perioder med et ekstremt fokus og vilje. Energi. Jeg har oplevet en helt fantastisk ro i min krop. Og ikke mindst at blive rørt, når jeg igen kan spise. Værdsætte det næste måltid mad, og et større fokus på, hvad jeg spiser.

De første uger var svære. Det virkede enormt uoverskueligt og jeg lå i en nærmest dødelig krig med mine tanker:). Stille og roligt begyndte de lange perioder af ubehag, at blive kortere. Mit sind vil fortsat helst holde mig fast i det negative og gamle mønstre.

Hvad foretager jeg mig gennem 48 - 72 timers faste?

Jeg opretholder, en for mig, normal hverdag. Bare uden mad:) Jeg holder ikke igen med træningen. Jeg spreder mit daglige arbejde mere bredt ud over hele dagen. Den vigtigste læring for mig under fasten er, at jeg ikke skal af med fortiden. Jeg skal ikke flygte fra den. Der er ikke noget jeg skal af med. Den fortid tankerne vil holde mig fast i. Den måde jeg så mig selv, som barn og ung. Stille, usikker, sårbar, hårdt sagt lidt en tøsedreng. De fejl jeg har begået gennem livet, som far og mand. Jeg kan ikke lave det om!

Jeg kan tilgive mig selv, for ikke at se den dreng. Jeg kan nu tage ham med mig, på min videre rejse gennem livet. Det er fasten med til. For mig, er det som at vågne op. Det er en kliche, være her, lige nu. Ikke stå på tæer, og forsøge at kigge om på den anden side af bjerget, og håbe på, hvad der måske er der. Ude i fremtiden. Det er ved at være i ubehaget, når det kommer. Lære af det. Undersøge det. Det går over og det er bestemt ikke farligt:) Det er ikke nemt, men der er en vej. For os alle.

Det er her, min rejse har ført mig til indtil nu. En rejse, hvor fasten er vigtig.

Jeg vil i et andet indlæg forsøge at beskrive den meget personlige oplevelse, jeg kort beskrev med drengen. Uden oplevelsen mister sin værdi, og den betydning oplevelsen har fået for mig.

• tag kolde bade, vækker kroppen

• bevægelse, gåtur eller træning

• mediter eller sid og observer tankerne og hvad der sker i kroppen, når ubehaget er hårdt at være i

• skriv dine tanker ned, får dem ud af hovedet. Bare skriv

• læs eller lyt til podcasts

• drik gerne te, men uden koffein

• fordel ud over hele dagen, du har pludselig ekstra tid, når der ikke skal laves mad:)

Der er lavet mange videnskabelige studier om faste. Dette indlæg er min personlige oplevelse!

Vejen mod Vision Quest - del 4

Huset ved Søen, forberedelsesretræte mod Vision Quest. Første møde med banden af mænd, der er tilmeldt i år. Vi er fire og det var rigtig godt at møde dem. Sebastian mødte jeg på det seneste retræte tilbage i slut november 2020. Helt igennem fantastisk fyr.

Jeg havde besluttet mig for, at faste fra start til slut så 48 timer. De to dage var stort set kun udendørs i skoven, i søen, ved bålet, i græsset, på jorden og i træerne. De fire elementer i Cirklen var virkelig i spil. Jord, luft, vand og ild.

Huset ved Søen ligger ved Salten Langsø. Og hvilken natur! Det helt perfekte sted til forberedelsen.

Fasten gik fint uden de store udsving. Vi fire havde en snak med Heinrich om når vi kommer tættere på, og hvad vi skal fokusere på den kommende tid. Vi fik yderligere en ceremoni, “Fear Night” præsenteret. Den vil jeg lave et indlæg om senere, men jeg fornemmer, det bliver en hård nat:)

Jeg er halvvejs i min forberedelse og jeg kan mærke, at det kommer tæt på nu. Mit fokus bliver styrket og det er med en vis ærefrygt, jeg går ind til de afgørende uger med.

På Heinrichs retræter har jeg ofte nogle vilde oplevelser. Denne gang ingen undtagelse! Jeg vælger at holde det tæt. Men at opleve det feminine så rørende og smukt udtrykt og alligevel med sådan en kraft af nærvær og kærlighed, er ganske enkelt for svært og personligt at udtrykke. Jeg er dybt taknemlig for at tage den oplevelse med mig i min videre færd.

Denne uge er det igen 48 timers faste, men med 4 timer i løbet af dagen uden væske. Det begynder at ligne noget nu:)

Frygt

FRYGT

Hvad er der på den anden side af frygt? Ingenting!

Rejsen mod Vision Quest* er forbundet med frygt. Min frygt. 

Undervejs indgår der forskellige ritualer. Et af dem er “Fear Night". Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad ritualerne indeholder, men de er inspireret af de oprindelige nordamerikanske folk, ligesom selve Questen. Jeg er fyldt med ærefrygt og en kraft dybt i mig der kalder. Samtidig har jeg lyst til at rende skrigende bort:) Men det gør jeg ikke! Jeg har truffet et valg. Jeg har givet mit fulde JA.

Nedenstående 5 trin er vigtige i min forberedelse. De er mine våben i arbejdet med min frygt. Frygten opstår i mit sind og som modstand og låsninger i min krop. Spændinger i skuldre og nakke, ubehag i mellemgulvet, sammenpressede kæber, som er min hals/strube snøret stramt til, spændinger i den midterste del af ryggen. Mit sind er hærget af katastrofetanker. Jeg frygter natten og mørket. Jeg frygter, hvad jeg vil møde. Jeg frygter, jeg vil gå i stykker indvendig.

Når jeg gennemgår de 5 trin, får min frygt mindre og mindre betydning. Den bliver utydelig og mærkes ikke så kraftigt i kroppen. Jeg tager ejerskab over min frygt. Det mørke, jeg frygter, bliver til lyset. Jeg opbygger tillid, håb, kærlighed og hjerte, kraft, mod, indre styrke, fællesskab, overgivelse, sårbarhed, tryghed og tilgivelse. Nu er det ikke bare ord. De bliver virkelige og integreres fuldt ud i mig.

Jeg er min egen beskytter.

Sammen med de 5 trin arbejder jeg dagligt med elementerne i min Cirkel. Med mine værdier og hvem jeg virkeligt er.

Håndtering af frygt: 

Trin 1: Vejrtrækning 

Træk vejret helt ned i maven. Dybe, rolige vejrtrækninger. Bemærk, hvor din vejrtrækning er udfordret. Har du følelsen af, at din indånding stopper i halsen?

Få JORDFORBINDELSE: Dette betyder at forblive i nuet og ikke vende ryggen til eller flygte fra frygten. 

Trin 2: MÆRK 

Mærk frygten eller modstanden. Skab forbindelse til den. Gør ikke modstand mod følelsen, men tag den i besiddelse. Prøv at føle den og opnå kontakt med den. Læg din hånd eller hænder på det sted, hvor du mærker frygten.

Trin 3: IDENTIFICER

Identificer, hvad følelsen går ud på. Spørg: Hvem, hvad, hvor, hvornår og hvordan? Ved at spørge kommer du til at eje følelsen. Du identificerer frygten og gør det ukendte kendt. Et godt værktøj er at skrive dine svar ned og uddybe. Vær kreativ i dine spørgsmål.

Trin 4: ERKEND og INTEGRER 

Erkend, at det er din frygt. Tag ejerskab over den, accepter den og integrer den. Ved at acceptere frygten kan du erstatte den med noget andet. På denne måde hjælper frygten dig til at forstå, hvad du har brug for inde i dig selv for at udfylde det hul, som frygten efterlader i dig. 

Når du gør modstand mod frygten, prøver du desperat på at få den ud af din Cirkel, og så tager den magten og kræver energi af dig. Hvis du starter med at konfrontere den og tage dig af den, så kan du fjerne det greb, frygten har i dig. 

Trin 5: TRÆF ET VALG OG TAG EN BESLUTNING

Du skal gøre noget aktivt for at se frygten i øjnene og give slip på den. Når først du har den information, som din frygt kan fortælle dig, så har du ofte løsningen. Frygt og ’uvidenhed’ skyldes oftest manglende information. Jo mere du selv gør for at opnå forståelse, jo bedre.

Tal evt. om din frygt med en, du stoler på. Diskuter dine følelser og frygt. Frygt gemmes i kroppens hukommelse. Kroppen husker traumatiske hændelser. Når bestemte situationer eller mennesker reaktiverer hukommelsen, kan man blive ængstelig uden overhovedet at være klar over, hvad det er, der sker. 

At identificere et mønster eller en frygt er en svær øvelse. Skab en strategi, der fungerer, og gå til kilden. 

Frygt er en vidunderlig tjener, men en rædsom herre. Ligesom smerte kan den advare og rådgive dig, men den kan også overskygge eller begrænse dit liv.

Du møder frygten hver eneste dag - frygt for nederlag, for afvisning, frygten for at være dig selv. Din frygt er ikke en mur, men en vanskelighed. Mod er ikke fravær af frygt, men overvindelse af den. Mod er hjerte.

“Meget af vores frygt er tynd som silkepapir, og et enkelt modigt skridt ville bære os helskindet igennem den”. Brendan Francis 

*https://www.firekeeper.dk/ydelser/vision-quest/

Identitet

Tabet af identitet i en tidlig alder kan føles som næsten katastrofal. Specielt i de tilfælde hvor det er ufrivilligt og uden for egen kontrol. Det kan være svært nok at gå på pension og forlade arbejdsmarkedet. Det kommer dog ikke så pludseligt, som hvis jorden forsvinder under dig.

Politimanden lever fortsat i mig. Jeg tror altid, at fornemmelsen af fællesskabet, stemningen, det uforudsigelige og oplevelserne vil være en del af mig og have sit helt specielle sted i mit hjerte. Jeg har flere gange været tæt på. Tæt på at miste førlighed og tæt på at miste livet. Afskeden med politiet var den endegyldige, nye chance jeg fik for fortsat at være en del af min familie. Der har været mange vink, men jeg forstod det ikke. En ting er at forstå, en anden ting er at acceptere. Jeg var gennem en længere periode, hvor jeg ikke kunne acceptere, at jeg blev ramt og mistede mit job og identitet. Det kunne ikke passe. Pensioneret fra politiet som 41- årig! Jeg vil aldrig glemme den dag, da kollegerne kom til morgenmad og hentede mit skilt.

Den første periode efter min afskedigelse var enormt svær. Tvivl, forvirring, frustration, vrede, magtesløshed og frygt hærgede mit indre. Jeg havde brug for hjælp. De næste otte måneder besøgte jeg en afdeling for sindslidende i Horsens. Et forløb med samtaler og en forståelse af PTSD var, hvad jeg fik med hjem. Jeg efterlyste redskaber til at arbejde med hjemme. Det var jo her, det hele ramlede, og familien det gik ud over. Det var en adskillelse. Min familie og så mig. Jeg havde brug for at lære at være en del af familielivet igen.

Jeg følte mig stoppet ned i en kasse, hvor det hele menneske skulle passe ind i. Det gjorde jeg bare ikke.

Mødet med Marcus Grandjean på Gerlev Idrætshøjskole i sommeren 2017 blev et vendepunkt mod en ny identitet. Jeg søgte efter en lærer eller guide, der arbejder med mentaltræning og bevægelse. De næste små to år havde Marcus og jeg et utroligt tæt samarbejde. Jeg blev præsenteret for en anden måde at bevæge mig på og det helt afgørende, en anden måde at tænke på. De værktøjer Marcus anvender er: meditation, skriftlige refleksioner, bevægelse(elementer fra Parkour, mobilitet og styrketræning i gymnastikringe) og meget mere.

Undervejs var vejrtrækningens forunderlige verden blevet en del af mit daglige arbejde. Med Marcus’ styring skabte vi et nyt fundament. Fundamentet for en ny identitet.

Jeg var samtidig blevet godkendt til fleksjob. På det tidspunkt havde jeg et ønske om at blive selvforsørgende. Med tålmodighed som et vigtigt værktøj. Udfordringen var at finde et job, hvor jeg kunne stige i tid, i mit tempo. At blive selvstændig var ikke en mulighed i min kasse. Min udvikling, og det jeg opfattede som mit sande arbejde, var Marcus og mit samarbejde, om den mentale og fysiske træning.

Jeg stoppede dog hos Marcus(vi er i dag rigtig gode kammerater), da jeg havde brug for selv at søge videre og være uden trygheden ved at have en guide. Den første tid holdt jeg fast i den hverdag, vi havde skabt. Ganske langsomt, begyndte jeg igen at shoppe rundt og søge andre lærere. Det fungerede bare ikke. Jeg blev grådig og ville for meget. Det slog revner i mit fundament, og de gamle mønstre begyndte at banke på igen.

Meditationen har altid været svær for mig. Den blev altid skubbet til sidst på dagen eller helt droppet. Også selvom jeg dybt i mig kunne fornemme, at en meditationspraksis var en rigtig vigtig brik i mit daglige arbejde.

Heinrich Johansen Meditation - Firekeeper dukkede igen op. Jeg var hos Heinrich, før mødet med Marcus, til to private meditationstimer. Heinrich tilbyder forskellige uddannelser og afholder flere retræter årligt. Hans person og historie vækker noget helt fundamentalt og dybt i mig. Tiden for at bygge videre på en identitet var helt rigtig. Samtidig var jeg ved at læse “Livets Cirkel” af Marc Druin. En voldsom urkraft fra det allerdybeste i mit indre krævede opmærksomhed. 

Mange har prøvet at blive afskediget, blive skilt, miste en ven eller nær familie, opleve stress, depression, sygdom og få en diagnose. Det er ikke nødvendigvis tab af ens identitet, men under opbygningen af en ny tilværelse kan du føle, du sidder fast. Kendetegnende er: Du sover ikke ret meget, spiser dårligt, får ikke rørt dig, og negative tanker og følelser præger tilværelsen.

1. Find en guide eller mentor. Den opgave, du står overfor, er rigtig rigtig svær. Jeg kan godt lide ordet guide. Hvis du ikke laver arbejdet, så er det formålsløst. For mig er en guide støttende, og der er en tæt kontakt.(Jeg har god erfaring med 1-2 ugentlige samtaler) Programmerne er lavet til dig. Ud fra dit liv, og hvem du er - ikke “one size fits all” programmer.

Skab eventuelt et hold omkring dig.

1. Find en, der kan støtte dig. Kæreste, kone, træningskammerat eller en tæt ven. Fortæl om dine udfordringer, og hvad du ønsker at ændre. At involvere en anden giver positiv motivation og forpligtelse til at arbejde på de svære dage.

2. Accepter fejl - ikke perfektion. Det er ikke en nem opgave, du påtager dig. Den tager lang tid. Hvis du missede fire træninger i sidste uge, så forsøg at nå tre i denne uge. Glem de små fejl. Gå efter små sejre og gradvis forandring. Det fører til den store forandring længere fremme.

3. Kærlig venlighed overfor dig selv. Du vil undervejs møde frustration, føle trang til at give op, få et negativt selvbillede, og offeret/egoet vil forsøge med al magt at holde dig i tabet af identitet. Vær kærlig og venlig mod dig selv. Hav medfølelse.

4. Vend dig væk fra mørket. Opbyg sande værdier, mod, tillid, respekt, ydmyghed osv., og mød mørket. Hvis du forsøger at løbe væk fra det, bliver du indhentet igen og igen.

Vejen mod Vision Quest, juni 2021 - del 3.

Forberedelse Vision Quest, uge 4.

Refleksioner dagen efter uge 4, 48 timers faste på vand. Dag 1 var det sværeste denne gang. Min indre krig med mine tanker var slet ikke så udtalt som i sidste uge. Vi er en gruppe på tre mænd, der skal på Vision Quest hen over sommeren. Vi deler vores erfaringer godt støttet af vores lærer, Heinrich. 

Der er mange små og store faser gennem de 48 timer. Når sulten mærkes, fører det ofte ubehag og negative tanker med sig. Det handler for mig om at overgive mig og være i følelserne, være i ubehaget. Det gør jeg bedst ved at sidde og observere kroppen, gerne i naturen eller meditere. Følelsen af sult går over, og jo mere jeg omfavner sulten jo nemmere bliver det.

Midt på dag 2 havde jeg planlagt at skrive noter til den bog, jeg studerer. Jeg var rastløs og vildt ukoncentreret og kunne slet ikke finde fokus. Mit hoved begyndte at blive tungt med en let hovedpine. Min indskydelse var at lave en 20 min. mindfulness bodyscan. Undervejs begyndte mit fokus at indfinde sig, og den tunge fornemmelse i hovedet begyndte at aftage.

De fleste aftener i ugen, omkring kl. 21, læser jeg enten avis eller lettere tekster/bøger for at forberede mig på nattesøvnen. Ingen skærme. Det gjorde jeg i aftes. Stille og roligt lagde der sig en ro over mig. Det var virkelig en smuk og rørende fornemmelse og oplevelse. En ro og oplevelse af kroppen, jeg ikke har mærket før. Mærke ’ingenting’ i kroppen. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive det!

Som altid gik jeg i seng mellem kl. 22-22.30 og læste lidt videre. Men i aftes var jeg så frisk og overvejede at stå op igen. Frisk på den måde, at jeg ikke havde lysten til at sove. Jeg blev dog i sengen. Nattesøvnen var noget urolig, og som den foregående nat frøs jeg. Det gør jeg ellers aldrig. Interessant som kroppen arbejder under fasten.

Da jeg stod op her til morgen, havde jeg heller ikke lyst til, eller brug for at spise. Den følelse, jeg havde fra aftenen før, sad der fortsat lidt rester af i kroppen.

Det er en stærk oplevelse at komme igennem fasten. Komme igennem fasten uden at ubehaget, tvivl, usikkerhed og frygt får mig til at give op. Arbejde med at omfavne, det der opstår. Der vil være gode og ubehagelige perioder. Det er hvor længe jeg bliver hængende i de ubehagelige perioder, der definerer mine tanker, og min tro på, at jeg godt kan gennemføre denne rejse.

Offer

I arbejdet med elementerne i Cirklen, i processen med at skabe helhed og balance, ligger der en vigtig, men svær opgave i at identificere, hvor og på hvilken måde du ikke er hel. Hvad er det, der fastholder dig i en delt tilstand og adskiller dig fra din kraft og potentiale?

Når du kommer ud af balance, fungerer du ikke så effektivt, og du er tilbøjelig til at reagere uhensigtsmæssigt på dine følelser og påvirkninger udefra. Følelser som usikkerhed, angst, vrede, frustration kan sætte sig fast i kroppen. Resultatet er negative reaktioner mod mennesker og situationer og ikke positive reaktioner. Hvis du kommer ud af balance, føles det som tab af kontrol, og du bliver styret af situationen. Det kan påvirke helbredet, fx med svækkelse og ubalance i immunsystemet og i sidste ende måske sygdom.

Ubalance opstår, når du ikke er til stede. Når du ikke er opmærksom på dig selv og verden omkring dig. Du kan mærke indre modstand mod følelser, sindstilstande, omgivelser, andre mennesker og mod sig selv. Måske er du bange? Det kan føles, som om ens fornuft forsvinder.

Grådighed, fråseri, du kræver mere end du har brug for, og fornægtelse skaber stor ubalance. Det kan foregå på rigtig mange planer, og lyden af ordene i sig selv siger næsten alt!

Krigeren er offerets modsætning. Hvad er et offer?(Det er helt bevidst ,jeg skriver Kriger med stort og offer med lille.) Begge begreber er sindstilstande eller indstillinger til livet. Bevidste eller ubevidste. Krigeren er helhed og kærligheds-tanken. Offeret er frygt og adskillelse. Offermentalitet er ofte skabt af frygt. Den kan opstå i vores arv og miljø. Fra vores forældre, skolen, medier, samfundet.

For nogle mennesker kan offermentaliteten blive en identitet. Livet sker for dem. De bliver styret, og der skabes et mønster i dem. Ofre taler i stedet for at handle. De opsøger eller skaber dramaer, og de er fyldt med undskyldninger og manglende ansvarlighed. Det er tab af kraft, som de lægger i andre menneskers hænder. Det er modstand mod livet, mod forandring. Manglende værdighed og tro på sig selv.

Krigerens Cirkel er hel og rund - offerets cirkel er takket og ujævn. Det er måske hård læsning og hårde ord. Det er en del af livet, at vi oplever situationer, hvor vi havner i en offerrolle. Vi kommer til at sidde fast i gamle mønstre og overbevisninger. Men der er en vej for os alle. Hvis dit ønske er forandring, og at arbejde med det, dit liv indeholder.  Den er ikke nem, men den er der.

Du kan konfrontere det, du bliver stillet overfor, eller du kan blive offer for forandringen.

Arbejdet fra offer til Kriger beskrives som “Forandringens Cirkel” af Marc Druin. Den første fase er fornægtelse. Du nægter at tro, noget er sket eller har forandret sig. “Det kan ikke passe” eller “Det går nok over”.

Næste fase er reaktion. Du reagerer på forandringen, fx med vrede, bliver såret, fortvivlet, oplever frygt og angst.

Accept er næste fase. Forandringen accepteres.

Sidste fase er handling. Du begynder at tage kontrol over situationen og handle. Træffe nye valg og have opmærksomhed på følelser. 

Det er forskelligt, hvor længe du er i den enkelte fase. Nogle mennesker kommer aldrig ud af offerets to første faser. Det er vigtigt at bemærke, at det er menneskelige og naturlige reaktioner, og at vi er nødt til at gennemgå alle faser. Du behøver ikke være længe i hver fase. Vi vil have følelser og reaktioner på livsoplevelser og forandringer, fordi vi er mennesker.

Marcus Grandjean har beskrevet faserne med andre ord: Notice, research, understand and accept. 

Som en hjælp til at identificere, hvor i Forandringens Cirkel du er, kan du anvende et af Krigerens stærke værktøjer. Stille spørgsmål!

Hvad? Hvordan? Hvor? Hvem? 

Skab din egen Cirkel. Arbejd med de elementer, der skaber helhed for dig. Vær vågen, nysgerrig og bevidst. Søg inspiration. Find en guide. Tillad at begå fejl.

Kriger

En Kriger drager bevæbnet i krig og kan i yderste konsekvens tage et andet menneskes liv! En indianer på hesteryg, en soldat, kold, kynisk og ufølsom. Vi kender alle Rambo-figuren!

For mig er en Kriger en sindstilstand eller indstilling, både bevidst og ubevidst. 

Krigeren har en yderst vigtig rolle i Cirklen. Krigeren lever i nuet for at kunne træffe valg i ethvert problem eller situation, der kan opstå. Vælger en ny vej og ikke vejen med gamle, uhensigtsmæssige mønstre.

Værdier er grundlaget for det at være Kriger. Sandhed, mod, tillid, ydmyg, kærlig og ansvar er eksempler på værdier, Krigeren lever efter. Værdierne er som rødderne på et træ. Styrken og stabiliteten ved at være dybt forankret i jorden. Herfra er det muligt at modstå og arbejde med de indre storme, der ganske givet vil opstå gennem livet. Værdierne kommer fra hjertet. De er ønsker og intentioner fra hjertet. Værdierne kommer fra vores undersøgelse af vores historie, vores indre haller og vores helhed. Vores indre eventyr.

Krigeren er et forbillede, og det kræver indre disciplin for at nå frem til at blive Kriger eller et helt menneske. Den indre disciplin har brug for struktur. For at opnå strukturen anvender Krigeren elementerne i Cirklen. Hjerte, sind, krop, følelser og ånd. Krigeren søger helheden ved at arbejde dagligt med det maskuline, det barnlige, det feminine og de ældres visdom. Herfra opstår strukturen og den indre disciplin og friheden. Friheden til at være vågen, kraftfuld, sårbar, skabe forandringer for sig selv og familien, skabe fællesskab og nærvær. Være midt i naturen.

I mit eget personlige indre eventyr, er jeg Den Fredelige Kriger. Jeg arbejder dagligt med elementerne i Cirklen. Jeg har med ydmyghed og respekt tilladt mig at skabe min egen version af Cirklen. Med egne elementer og ord fra mit nuværende forløb til at blive meditationslærer, fra min tid under Marcus Grandjean med zenbuddhisme og bevægelse og de bøger, jeg har studeret fra buddhistiske lærere. Undersøgelsen af mine indre haller mod helheden.

Krigeren møder de forandringer, livet bringer. Forandringer, hvor der er lys, men også er mørke. Turde stille sig i mørket og finde sit indre lys. 

Krigeren er ikke perfekt og har modet til at fejle. Men også til at overgive sig, omfavne, turde tilgive sig selv og andre. Det er erkendelsen i livet, at der er smerte og lidelse. Men så sandelig også glæde og indre sejre. Vi skal ikke af med noget eller flygte fra ubehaget og forandringerne, som skilsmisse, sorg, frygt, angst, sygdom og død. Vi er ikke ofre for vores egne fortællinger eller overbevisninger. Vi bærer alle rundt på dybe uhealede sår. Gennem arbejdet som Kriger og arbejdet med ubetinget kærlighed fra hjertet, vores Cirkel, kan vi møde og heale vores sår.

Det er slet ikke nogen nem og behagelig rejse. For vores ego/offer vil konstant kæmpe sin kamp for at få kontrollen og styringen. 

“Den, der overvinder andre, er stærk. Men er det en selv, er man mægtig.” - Lao Tzu.

PS. Der findes mange versioner af Krigeren og Livets Cirkel. Dette er min version baseret på min historie og mine oplevelser. Baseret på det, jeg indtil videre har lært.

Morgen-rutine

Kan en hel dag, flere dage i træk defineres af de tanker, der møder os, når vi slår øjnene op efter nattesøvnen? Defineres af dagens første minutter, hvor vi bliver mødt/møder vores kæreste, kone og børn? Defineres af dagen før eller den nat, vi netop har slået øjnene op fra? 

Hvad kan vi gøre, for at arbejde med ovenstående spørgsmål? Jeg bruger det, der kan kaldes en morgen-rutine eller måske ritual:)

I dag er min morgenrutine sådan: Jeg vågner som udgangspunkt ca. kl. 7 +/- 30 min. - for det meste uden vækkeur. Jeg går direkte under det kolde vand i minimum 30 sek. Bruger vejrtrækningen med en god dyb og lang indånding og lang udånding til at finde nogle sekunder, så kroppen slapper af. Inden jeg tørrer mig, står jeg og fornemmer kroppen vågne og det arbejde, der bliver sat i gang af det kolde vand. 

Efter badet laver jeg 5-15 min. let bevægelse af kroppen. Bevægelserne er, hvad jeg fornemmer, der er brug for i dag. Helt stille og rolige bevægelser, der enten kan følge et mønster eller opstå ud fra min intuition. Eller det er bevægelse af kroppens led. 

En kop god kaffe og mine våben i form af blyant og skrivehæfte. Jeg bruger ca. 10 min på at forholde mig til bestemte udsagn. Fx. “Jeg er taknemlig for …”, “Jeg fornemmer, mit humør er …”, “Hvis uventede hændelser sker i dag, vil jeg …”. 

Som det sidste planlægger jeg dagen i hovedtræk. 

Hvorfor en morgen-rutine?

Udsagnene ovenfor er netop med til at definere min dag. En forkert bemærkning, en drøm/mareridt eller en dårlig dag dagen før eller negative tanker som det første. Eller det modsatte – positive tanker. Det kan lyde simpelt og ja, kom nu bare videre - men en psykisk diagnose som PTSD i mit tilfælde gjorde, at indtrykkene sad fast i mine tanker og min krop. Jeg kunne ikke komme ud af en følelse af vrede og frustration. Jeg kendte ikke de følelser så kraftigt. Som forbi-gående følelser måske, men ikke som følelser, der sad fast i kroppen!

Ofte måtte jeg ’trække mig’ fra den hverdag, det er at være en del af en familie, men når jeg kom tilbage, var humøret fortsat skrøbeligt. Jeg brugte enorme ressourcer på at ’kæmpe’ og ’bekæmpe’ med mit sind og følelser. 

Jeg har brugt de sidste ca. fire år på at forstå de mekanismer, der foregår. Ofte har jeg forsøgt at kopiere personer jeg følger direkte, men det var ikke løsningen. Jeg havde i starten ikke tålmodigheden, og hver morgen ofte var forskellig fra de foregående! I dag er jeg nået dertil, at jeg undersøger og studerer. Jeg bemærker, undersøger, forstår og accepterer (Credit, Marcus Grandjean) forskellige værktøjer, der kan have en positiv effekt for min hverdag. Jeg træner i at være vågen og nysgerrig. Det vil sige, at jeg ikke låser mig fast i det, der fungerer rigtig godt lige nu. Der er en form for dynamik, ligesom i livet, der hele tiden forandrer sig. Bevidsthed og nærvær er også med til, at forandringer ikke bliver ødelæggende for min familie og mig. 

Jeg har brug for at møde mit sind og min krop, som det første på dagen. Du kan kalde det et tjek-ind ved at opdage, undersøge, fornemme og integrere. Det gør en markant, positiv forskel på min tilgang til familien og det, jeg møder i løbet af dagen. I morgen er der en ny dag – og en ny morgen-rutine.:)   

Vejen mod Vision Quest, juni 2021 - del 1.

Forberedelse Vision Quest, juni 2021. Uge 2 af 12.

Mit første hele døgn med faste siden 2010. Jeg faster hver dag, men har et spisevindue fra ca. kl. 14-15 til 20. En fast del af mit liv de sidste ca. 4 år. Der ligger ikke et ønske om vægttab bag. Mere et ønske om at give kroppen og organerne ro.

Det er en del af vores vestlige tilværelse, at vi altid kan åbne køleskabet og tage lidt mad. Denne overdådige luksus - ligesom med næsten ALT i vores tilværelse, så er det lige ved siden af os.

Det er interessant og spændende, som sindet og tankerne arbejder på højtryk. Alle gode intentioner og drømme bliver brutalt flået væk af negative tanker. Det er underligt, at det er sådan, at det negative styrer. Tvivl, frygt, angst, frustrationer, vrede sidder i os længe - men lykke og glæde fornemmes som kortvarigt. Hvad hvis vi kan arbejde med sindet, så den første tanke, vi får i en ubehagelig situation, er glad og positiv? Det, jeg oplever under min faste, når ubehaget kommer buldrende, er, at den første tanke har noget negativt med sig. Som er jeg et offer for mine tanker. Det, jeg arbejder med hver dag, er at komme på den anden side af den første tanke og om bagved. Komme lidt dybere i, hvem jeg er. Hver gang ubehaget dukker op, forsøger jeg at arbejde med et bevidst, vågent nærvær.

Det er en rigtig vigtig del af min rejse at kunne være i ubehaget, fornemme, være nysgerrig og lære. Ikke give op, når det bliver svært. Lære, at det er ok med negative tanker, lære at acceptere dem og ikke løbe væk fra dem! Være vågen, bevidst nærværende om, hvad der sker i mig. Kærlig, nysgerrig bevidsthed. Ikke dømme mig selv hårdt. 

Det er en svær øvelse, og jeg både glæder mig og frygter for de kommende uger. I dag har min krop haft det rigtig fint, men mit hoved føles tungt og træt. Jeg har ikke drukket kaffe, de normale to kopper, for første gang i flere år. Måske den manglende koffein driller lidt? 

Det er en vigtig del at kunne være til stede her nu og ikke tænke på maden i morgen! Det bliver noget af et eventyr!

I næste uge er det 36 timers faste...